Så er det tid til at hænge ud med mutanterne igen. Og dette er det afsluttende kapitel af den aktuelle ’X-Men’ serie, da Disney har købt rettighederne til 20th Century Fox studiet, der får ny lederskab og at mutanterne endelig kommer under Marvel Studios kyndige hænder. Filmpuls’ anmelder Jakob har været til en omgang pressevisning, så lad os se, hvad han synes om ’X-Men: Dark Phoenix’.
Historie
Vi befinder os ni år efter begivenhederne til den sidste film (’X-Men: Apocalypse’), og hvad der starter som en intens redningsaktion af nogle astronauter, kommer senere hen til at få fatale konsekvenser. For under aktionen bliver den mægtige telepatiske mutant Jean Grey ramt af et voldsomt soludbrud, der fremkalder uanede kosmiske kræfter i hende. Og som skeletterne fra fortiden kommer ud af skabet, så har Grey svært ved at styre sin indre skyggeside. Men Greys uanede kræfter har fået opmærksomhed fra en gruppe fremmede rumvæsner, der vil bruge hende som et middel til deres eget destruktive formål.
Lad det være sagt med det samme. ’X-Men: Dark Phoenix’ er ikke nogen dårlig film, og falder ikke i samme fælde som ’X-Men: The Last Stand’ (2006). Dermed ikke sagt, at filmen ikke har dens fejl og mangler, for det har den. Der er vitterlige nogle mægtige øjeblikke, hvor man sidder og er godt underholdt. Der er også god ”fan-service” hist og her, hvilket nørderne nok skal værdsætte. Men plottet såvel dialogerne er ikke på niveau med ’X-Men’ film som ’First Class’ og ’Days of Future Past’, der virkelig sat standarden for, hvordan man laver super kvalitets mutant-action med dybde i. Nej, for selvom man vil føle sig underholdt, så er plottet ret så gennemskueligt, og byder ikke rigtig på nogle overraskelser og store twists.
Plotdelen med filmens egentlige skurke, som er rumvæsnerne, der er interesseret i Jean Greys nye kræfter, ja det er for mig unødvendigt. Man har vel nok kun sat dem ind i historien, for at igen for 117. gang at få selve planeten jorden i farer-zonen, i stedet for blot at fortælle om Grey der går over til den mørke side, med store følger til. Filmens 1 time og 53 minutter flyver afsted, og når man ankommer til filmens tredje akt og konklusion, så synes man, at det punkt ankommer lidt for tidligt. I enden er finalen både intetsigende og tilfredsstillende, hvilket er en meget underlig følelse.
Skuespil
’X-Men: Dark Phoenix’ er overrendt med talenter og store navne. Ingen spiller ved siden af, men der heller ikke nogle, som byder på mere end hvad manuskriptet sætter op. Og måske er det manuskriptets mangler der gør, at man føler skuespillerne holder lidt igen. Selv Michael Fassbender, som er en voldsom god Magneto, ja han har ikke rigtig meget at lege med hér. Det er Sophie Turner, som Jean Grey, der klart har mest materiale, men det er heller ikke underligt, når det er hendes karakter som er primær fokus. Turner (kendt fra ’Game of Thrones’) er en skuespillerinde, som man kan have det lidt svært med. Det er ikke fordi hun spiller dårligt, men personligt har jeg nogle gange svært ved at læse hende, om hun holder igen eller giver det hun har i sig. Alt i alt, så kan jeg ikke give høj karakter til denne kategori, da alle synes ikke at skinne i gennem.
Visuelt
Produktionsværdien er som sædvanlig meget høj, og det gælder også denne film. Den italienske fotograf Mauro Fiore, er manden bag billedsiden (han vandt en Oscar i 2010 for ’Avatar’). Han leverer en smuk visuel præstation, der sagtens kan hamle op med de andre film. Simon Kinberg, der førhen har skrevet mange af manuskripterne til ’X-Men’ filmene, har valgt at tage det ultimative ansvar og hoppe ned i instruktørstolen. Det gør han ganske udmærket, men alligevel så er historien sat så gennemskuelig og traditionelt op, at manden nok kører for sikkert i havn, uden at tage de store chancer. CGI-effekterne er ret flotte, og et par effektscener er så lækre, at ens underkæbe falder ned.
Musik og lydbillede
Personligt, så mener jeg, at John Williams (‘Star Wars’, Indiana Jones’, ‘Superman’, og ‘Dødens Gab’) er verdens bedste filmkomponist. Andre mener at det er tyske Hans Zimmer (‘Gladiator’, ‘The Dark Knight’ og ‘Interstellar’), hvilket jeg på mange punkter godt kan forstå. Og manden laver også det bedste “følelses musik”, hvilket han også leverer fremragende hér for fulde gardin. Lydmixet er helt i top, og hver en eksplosion, bøjet metal eller andet er mesterligt lavet. Men når man roder med budgetter på 200 millioner dollars, så skal denne del også sidde lige i skabet, og det gør det heldigvis.
Copyright: 20th Century Fox
