Titel: Oculus / Produktions år: 2013 / Instruktør: Mike Flanagan
Jeg elsker horror-film! Ja, det er denne genre, som jeg mest nyder at nørde løs med. Uheldigvis er det også en genre, der producerer mere skidt end godt. Og det gælder også de mere kompetente værker, der til dels drukner i unødvendige 
BØH-effekter (jump scares) og klichéer, der bliver brugt på alle de velkendte måder, hvilket for mig gør disse film forudselige og noget kedelige.
På visse områder, så har ’Oculus’ også nogle af disse irriterende elementer, men den har så sandelig langt flere positive end negative ting, som man kan hive frem. I filmen møder vi et søskende par, der som børn mistede deres forældre, men ikke pga. et biluheld og andre velkendte tragiske måder. Nej, det var et spejl! Et spejl som bærer på en mørk historie, og som åbenbart bringer døden med sig til dem som ejer det. Som voksne forsøger søskende parret nu at konfrontere deres voldsomme barndomsminde, og ikke mindst spejlet… men, det er noget de kommer til at fortryde inderligt!
Vi har set film med hjemsøgte huse, lejetøj, videobånd og nu spejle. ’Oculus’ kunne have kørt på klichéerne, men instruktøren, Mike Flanagan, er en som gerne vil have sine gys med mere substans, og HURRA for det. Filmen er ganske intelligent skrevet, atmosfæren er til tider virkelig hårrejsende, med scener som kan give mareridt for nogle. Skuespillet er til et rent 12 tal, med Karen Gillan i hovedrollen, som vi bedst kender som karakteren Nebula i Marvels, ’ Guardians of the Galaxy’ filmunivers.
Jeg kan mere end varmt anbefale at du bruge dine spareskillinger på denne film, især hvis du elsker gys/horror.