Liam Neeson går en tur mellem gravstene

I en mørk ny trailer til thrilleren ‘A Walk Among the Tombstones’, viser Liam Neeson sig for sin typiske side, med et våben i hånden, fokus på kidnappede mennesker og på vej ud for at finde skurke, og kæmpe for retfærdigheden på egen hånd. Men selvom man måske føler man har set lige netop dét, lige lovlig mange gange, så har traileren alligevel en spændende dyster og mørk stemning over sig.

I traileren møder vi eks-politimanden, Matt Scudder, som nu arbejder som privat detektiv udenfor loven. Han bliver hyret af en narkosælger til at finde ud af, hvem der kidnappede og myrdede hans kone. Matt Scudder kommer ind i en dyster verden og opdager, at det ikke er første gang disse mennesker har haft gang i sådanne forbrydelser, og det heller ikke bliver sidste. Scudder må nu stoppe bagmændene, før de slår flere ihjel.

Filmen er baseret på Lawrence Blocks bog af samme navn, og får premiere den 18. september.