pan

Filmanmeldelse: Pan

Joe Wright har fået som opgave af Warner Bros at skabe det der ser ud til at være en mulig franchise med ‘Pan’ som første film, som uden tvivl er rettet mod det yngre segment. Lykkedes det ham eller ej?

Historie

Peter er en drillesyg 12-årig dreng med en yderst nysgerrig personlighed. Men i det dystre børnehjem i London, hvor han har boet hele sit liv, er det ikke ligefrem kvaliteter, som får én til at flyve. Men pludselig en aften bliver Peter fanget og ført væk fra børnehjemmet og ud i en livlig og fantastisk verden fyldt med pirater, krigere og feer… kaldet Ønskeøen. Her møder han et utroligt eventyr. Men også en kamp om liv eller død i opklaringen af, hvorfor hans mor efterlod ham på børnehjemmet for længe siden, og hvorfor han faktisk hører til i dette magiske land. Sammen med krigeren Tiger Lily og en ny ven ved navn James Klo skal Peter besejre den hensynsløse pirat Sortskæg. Kun derved kan han redde Ønskeøen og opdage sin sande skæbne – at blive den helt, som altid vil være kendt som Peter Pan.

pan

‘Pan’ er instrueret af Joe Wright (Soning, Stolthed og Fordom) efter manuskript af Jason Fuchs (Ice Age 4: På gyngende grund) og ja…hvor skal jeg begynde!
‘Pan’ føles som en Baz Luhrmann film og en Disney musical blandet sammen til én film. Det er som om man på papiret har haft en super vision med ’Pan’ og den historie man ville fortælle men man har så i løbet af processen, fra papir til lærredet glemt, at bevare fokus. I disse tider hvor kassesucceser er et must i Hollywood og hvor film bliver lavet med ordet ”franchise” i tankerne, ryger derved ord som magi, kreativitet, inspiration og troværdighed.
’Pan’ forsøger at fremstå som den perfekte eventyrfilm, hvor 3D skal være med til at gøre det hele endnu mere magisk, men desværre føles hele oplevelsen meget overfladisk og dårligt gennemtænkt. En film som ’Avatar’, hvor historien ikke var særlig original, blev fortalt på en måde så 3D’en havde et formål.

Til trods for at ’Pan’ har en af verdenshistoriens bedste eventyrfigurer at gøre godt med, formår Joe Wright ikke at fortælle en særlig spændende historie om hvordan lille Peter bliver til Peter Pan!!. Selvom der har været mange film om Peter Pan, så har Joe Wright og de andre haft en perfekt mulighed for at vise os hvordan legenden begyndte, men de har på ingen måde grebet chancen og fortalt en god ”origin story”. Denne slags eventyrfilm kræver at der er styr på alle detaljer , lige fra skuespillere til musik og det visuelle, men desværre springes der over hvor gærdet er lavest. Det har resulteret i en middelmådig film, hvis primære formål er at søsætte endnu en potentiel film-franchise.
OG JA! Der er så mange hentydninger til Peter Pan og Kaptajn Klo’s senere skæbne at det er til at brække sig over.
Du skal se ’Pan’, hvis du er nysgerrig omkring en ’Batman Begins’-agtig film for Peter Pan, og hvis du er under 18 og elsker ”standard” efterårsferie-film. Du skal ikke se ’Pan’, hvis du regner med, at blive transporteret væk til Ønskeøen/Pandora i flotte 3D omgivelser. For Nej!.. ’Pan’ er ikke i nærheden af det, jeg betegner som en sublim 3D eventyrfilm, nemlig ’Avatar’ (Ja, det er vist snart feset ind).

Skuespil

Hviler en skuespiller i sig selv, er der aldrig langt mellem de gode og solide præstationer. Hugh Jackman er perfekt i rollen som Sortskæg. Forestil dig ham sammen med Johnny Depp i en Pirates film – den ville jeg gerne se.
Levi Miller er desværre ikke en god Peter Pan..Han er god i de scener, hvor han skal være nuttet men mangler desværre erfaring og personlighed til at spille en karismatisk eventyrfigur . Det gør at filmen mister fokus fra en historie om Peter Pan til en historie om Sortskægs jagt på fe støv!
Rooney Mara spiller indianerprinsessen Tiger Lily men ligner på ingen måde en indianerprinsesse! Men mere en Marvel version af en indianer-superhelt.
Til sidst har vi Garret Hedlund som Kaptajn Klo. Peter Pan og Kaptajn Klo burde være to super præstationer i ’Pan’, men det er de ikke! Hedlunds præstation kan opsummeres således: Han Solo der sidder på toilet og prøver at presse noget bommelum ud!

Pan

Visuelt

’Pan’ kompenserer for den dårlige historie og manglende vision med et flot visuelt univers. Ønskeøen er flot og der er en klar vision med hvordan de forskellige områder af øen skal se ud, lige fra kostumer til planter og lign.
Det var dog svært at fordybe sig 100% i ’Pan’, da jeg fangede mig selv i at grine af de mange gange man valgte at animere en flyvende Peter Pan frem for bare at bruge praktiske effekter. Altså for meget CGI!

Musik og lydbillede

John Powell som bl.a. har stået bag musikken til de tre Bourne film, har produceret et godt lydspor til ’Pan’. Det stilistiske koncept bag ’Pan’ var at blande en masse stilarter sammen til et færdigt produkt, hvilket især kan ses på kostumerne. Det samme gælder lydsiden, hvor Powell har forsøgt at være lidt ”edgy” ved bl.a. at medtage en meget kendt Nirvana sang til Ønskeøen.

Lydsiden er det eneste, der giver følelsen af lidt magi i en knap så eventyrlig film.

rooney-mara-tiger-lily-pan