Årets Guldbagge (Sveriges filmfestival) nomineringer er netop blevet offentliggjort ved et pressemøde i dag i Stockholm, og Per Flys ‘Monica Z’ ligger i den absolutte top med 11 nomineringer.
Det er i år 50 året for uddelingen af Sveriges største filmpris Guldbaggen, og der er således lagt op til ekstra fest, når de bliver uddelt ved en stor galla i Cirkus i Stockholm mandag den 20. januar. Per Flys ‘Monica Z’ er nomineret i kategorierne ”Bedste film”, ”Bedste Instruktør” / Per Fly, ”Bedste Kvindelige hovedrolle” / Edda Magnason, ”Bedste Mandlige birolle” / Kjell Bergqvist og Sverrir Gudnason, ”Bedste fotograf” / Eric Kress, ”Bedste kostumier”, ”Bedste lyddesign”, ”Bedste sminkør”, ”Bedste originalmusik” og ”Bedste scenografi”.
‘Monica Z’ er instrueret af Per Fly og skildrer den ikoniske svenske jazzsangerinde og skuespiller Monica Zetterlunds store gennembrud og blomstrende karriere i tresserne. Zetterlunds unikke og levende tilstedeværelse på scenen gjorde hende til en ekstraordinær kunstner, men bag rampelyset kæmpede hun med manglende accept fra sin familie og et turbulent kærlighedsliv. Filmen følger hende fra de tidligere år på jazzklubber i Stockholm, gennem succesen i tresserne, hvor hun blandt andet spillede sammen med Bill Evans på albummet Waltz for Debbie, til hun bliver gift med bassisten Sture Åkerberg i 1974.
Den meget anmelderroste ‘Monica Z’ strøg direkte ind på biohitlistens førsteplads ved premieren i Sverige sidste år den 13. september og var med over 520.000 solgte billetter den mest sete film i Sverige i 2013. Stortalentet 29-årige Edda Magnason spiller Monica Zetterlund, og ‘Monica Z’ er hendes spillefilmsdebut. Udover Edda Magnason medvirker Sverrir Gudnason i rollen som Sture Åkerberg, Kjell Bergqvist som Monicas far, Cecilia Ljung som Monicas mor og Vera Vitali som Marika.
Per Flys film om den svenske jazzsangerinde Monica Zetterlund får Danmarkspremiere torsdag den 20. marts.

