Ratingssystemet har brug for en revurdering

Medierådet har brug for en seriøs hårdtsvingende håndflade, også i Danmark…

Nu ligger landet sådan, at denne video ikke drejer sig om det danske ratingssystem, men om det amerikanske. Så kunne man i den forbindelse fristes til at tro, at det er 18 minutters absolut og komplet ligegyldig info, at få kylet i hovedet på sådan en dejlig fredag aften. Men der må man lige fjerne hornbrillerne fra næsen engang, og se lidt klarere på tingene for det er et stort problem også i Danmark.

“PG-13” er mere eller mindre det amerikanske svar på vores “11”, og derfor også i lige så store problemer mht. omkringkastende uforståelige aldersgrænser, der bare lader til at lande sådan lidt tilfældigt hvor det nu føles passende. Der er absolut INTET hold i noget som helst, og lidt blod her og der kan resultere i en “15”-mærkat herhjemme, mens en generøs bunke nøgne kvinder med udsigt på 360 grader i alle leder, kanter og former samt grovkornet voksensnak fra den aller øverste skuffe,  IKKE modtager andet end “A for alle” eller “7”. Hvad i al verden er meningen?!

Dette emne skulle egentlig have været omdrejningspunktet i mit opfølger-indlæg til artiklen “For lang forfilm, for lidt real film” – hvor længden og indholdet i trailers fik en ordentlig tur i meningsmaskinen – men denne video beskriver det så flot at det næsten er unødvendigt. Vores ratingssystem er dog stadig en smule anderledes, og vi har også andre holdninger herhjemme; så hvis efterspørgslen er passende, så kan sådan et indlæg her på filmpuls.dk måske alligevel blive en realitet? Indtil videre, kan denne video i hvert fald nydes og studeres, for det er bestemt interessant (og ikke mindst sandt) info der bliver diskuteret!