Scanbox Entertainment

Pedro Almodóvars næste film ‘Madres Paralelas’ kommer til de danske biografer

Pedro Almodóvars nye film ‘Madres Paralelas’ er købt hjem til dansk distribution af Scanbox Entertainment. Filmrettighederne er erhvervet ved årets Toronto Filmfestival. Optagelserne begynder i starten af 2021, og handlingen foregår i Madrid, hvor to kvinder føder et barn på samme dag og lever et parallelt liv. Hovedrollen spilles af Penélope Cruz og ‘Madres Paralelas’ er hermed den ottende film, hvor Cruz og Almodóvar arbejder sammen.
 
Penélope Cruz optrådte første gang i Kødet skælver (1997), hvor hun er med i filmens åbningsscene. To år senere blev hun kendt for sin medvirken i det prisvindende drama Alt om min mor (1999), og hendes helt store gennembrud kom med Volver (2006). Efterfølgende kom Brudte favntag (2009), The Cannibalistic Councillor (2009), De elskende passagerer (2013) og Smerte og ære (2019).
 
Scanbox Entertainment distribuerede Almodóvars seneste film, den selvbiografiske ‘Smerte og Ære’, som fik flotte ord og topkarakterer fra de danske anmeldere, og som var nomineret til to Oscars. Her spillede Penélope Cruz den yngre Almodóvars mor. 

kilde: Scanbox Entertainment