’Boardwalk Empire’ er et stjerneeksempel på at vi er i tv-seriens guldalder. Tv-serier er blevet det helt hotte de sidste år, og amerikanske kanaler og streamingtjenester kæmper for at skabe det helt nye store. Før var tv-serier ikke noget man så ofte gjorde det helt store ud af, og det var langt fra normalt populært som stor skuespiller/instruktør/producer at være med i en tv-serie. Det har virkelig ændret sig nu – og de store skuespillere og instruktører strømmer til tv-serie mediet. Og med dem, kommer pengene og derved tv-serier af høj kvalitet. Også rent visuelt, og dette er en af de mest tydelige ting at se i Boardwalk Empire. Det første afsnit af Boardwalk Empire kostede alene 18 mio. dollars at lave (til sammenligning koster en dyr tv-serie som ‘Game of Thrones’ i gennemsnit 6 mio. dollars pr. episode). Når man ser denne første episode af ’Boardwalk Empire’ er den også næsten på højde med en spillefilm, og visuel rigtig flot. Afsnittet er instrueret af selveste Martin Scorsese, og så er der da tale om at tv-serie mediet trækker de store stjerner. Martin Scorsese er samtidig producer på hele serien, og med sit bidrag til det første afsnit, er det ham, samt manuskriptforfatteren Terence Winter (‘The Sopranos’, ‘The Wolf of Wall Street’) som har lagt hele scenen for tv-seriens stil.
’Boardwalk Empire’ er en gangsterserie, som foregår i USA’s 1920’erne, hvor der smugles alkohol (som på den tid er ulovligt). Serien fokuserer på politikeren Enoch (Nucky) Thompson, som er korrupt, har en stor del i de illegale aktiviteter og styrer hele Atlantic City.
Den første episode er enormt flot, og al din tid værd både visuelt og historiemæssigt. Der er en fantastisk klipperytme og enormt meget intensitet. Det er et hårdt miljø, meget voldsomt, og jeg synes at scenerne virkelig rammer én.
Serien er trods de store navne bag, ikke fyldt med så kendte skuespillere. Nucky spilles af skuespilleren Steve Buscemi, som har lagt stemme til en del tegnefilm.
Alle 5 ‘Boardwalk Empire’-sæsoner kan ses på HBO Nordic.