Jeg må indrømme, at jeg ikke vidste særlig meget om cheerleading, inden jeg så Netflix dokumentar-serie “Cheer”. Det er kun noget, som jeg har set i amerikanske film, og der er det mest populære piger, der ser godt ud og vifter med nogle pom-pomer. Ikke det mest imponerende. Denne dokumentar-serie viser dog en helt anden side af cheerleading, og endda på det højeste niveau. Så kunne en hel dokumentar-serie på 6 episoder holde mig fanget, selvom jeg ved intet om sportsgrenen?
Hvad handler den om?
Filmholdet følger Navarro College Cheerteam i cirka 2.5 måned før de skal dyste til det store cheerleadingmesterskab i Daytona, Florida. Navarro Junior College er blevet kendt for deres cheerleadingteam efter, at træneren Monica Aldama tog over og har ført holdet til sejr flere gange før de sidste par år. Det er kun de bedste af de bedste, der får en plads på holdet, og cheerleaders fra hele landet flytter til den lille by Corsicana i Texas for at studere på Navarro Junior College og få en plads på holdet.
Bag deres rutine på 2 minutter og 15 sekunder, som de skal fremvise til det nationale cheerleadingmesterskab i Daytona, er der lagt hundredvis af timers arbejde, og i en sport hvor chancen for at få skader er stor, er mange ikke sikret en plads på holdet til mesterskabet.
Vil jeg anbefale den?
Selvom cheerleading ikke er en sport, som bliver dyrket meget i Danmark, er den stadig værd at se. Størstedelen af scenerne foregår i træningslokalet, hvor de øver, men alle atleter (og ikke-atleter som mig) kan relatere sig til deres problemer, selvom de ikke springer og laver skruer i deres sport. Mest af alt handler “Cheer” om følelser, og cheerleadernes konstante kamp for at være den bedste og blive set. Cheerleading er en holdsport, så hvis én person ikke gør sit job ordentligt, kan det bogstavelig talt koste en anden livet. På det niveau som Navarro Cheerleading Team er på, er det ekstremt farligt, da de bliver kastet rundt og hvis ikke fyrene kan gribe dem, så får de rygskader, trykket ribben og brækker armen, hvilket sker ret ofte. Det, jeg især godt kan lide ved serien er, at den ikke glamouriserer cheerleading. Man ser hvor meget arbejde det kræver, og hvor meget smerte de går igennem. De har vundet ens respekt efter bare 1 episode, og jeg tror, at enhver atlet vil være imponeret over deres evner og gåpåmod. Deres sammenhold er fantastisk og inspirerende.
Man følger især en håndfuld af cheerleaderne tæt og får et indblik ind i deres privatliv og deres barndom. De er 40 cheerleadere på holdet, men kun 20 af dem kommer til at deltage i mesterskabet i Daytona. Det er meget svært ikke at holde af dem alle, selvom de til tider kan være en smule rapkæftede og selvoptagede. De fleste af dem kommer fra hjem, hvor deres forældre er skredet fra dem, de er blevet verbalt misbrugt eller har været i fængsel. Cheerleading er deres frirum, og træneren Monica fungerer som en mor for dem, der holder dem på dydens smalle sti. Det er nok det bedste ved hele serien: at se hvor cheerleaderne kommer fra og forstå hvorfor, de agerer som de gør, og hvorfor cheerleading betyder alt for dem. Den eneste kritik jeg har på dette punkt er, at de godt kunne have fokuseret mere på deres baggrunde, så man virkelig lærte dem at kende.
Gennem cheerleadernes fortællinger lærer man også om det konservative Texas, hvor blandt andet homoseksualitet og abort bliver set ned på, og hvordan de konservative værdier har været en forhindring for nogle af cheerleaderne. Det bliver dog desværre en smule overfladisk, selvom det kunne have været interessant at undersøge nærmere.
Da det er cheerleading på så højt plan, er det ekstremt underholdende at se dem øve deres rutiner. Jeg var slet ikke klar over, hvor meget akrobatik og gymnastik, som det kræver for at være elitecheerleader. Jeg har sjældent set en sportspræstation så vild, som når de øver deres pyramide. Ens hjerte sider helt oppe i halsen hver gang de øver, for man ved hvor nemt, det kan gå galt. Når man ser et fald ske, gør det næsten helt ondt på en. Men de kæmper videre, da de alle gerne vil være “på måtten”, som det hedder, når de er en del af de 20, der får lov til at deltage til mesterskabet. Jeg vil ikke afsløre, hvorvidt de vinder mesterskabet eller ej, da det vil ødelægge det hele for Jer, men det er meget spændende at se dem udfører rutinen på 2 minutter og 15 sekunder, som man ved de har øvet sig på i måneder.
