Kat, Jane og Sutton er tilbage i den sidste sæson af den populære serie ‘The Bold Type’ , der har været et kæmpe hit siden dens premiere i 2017.
Anmeldelsen af baseret på de første 3 episoder
Hvad handler den om?
De tre veninder har nok at se til i denne sæson, hvor diverse problematikker og emner er oppe og vende. Jane kæmper med at have fået mere ansvar på jobbet, som pludselig kræver mere end hun lige troede. Kat prøver at hjælpe en veninde slippe ud af samfundets fordomme, samtidig med at hendes kærlighedsliv er noget af en gåde.
Sutton er i problemer med Richard, der går ud over hendes arbejdsevner.

Kan jeg anbefale den?
Der er ingen tvivl om, at hvis du trofast har fulgt de tre veninders liv i New York gennem de sidste fire sæsoner, så kan du ikke misse denne sæson. Og hvis du ikke har set de andre sæsoner, så skynd dig gennem dem og få set denne sæson.
Som altid er denne sæson en god blanding af komedie, drama og kærlighed med et miks af seriøse emner, der behandles med respekt. Det, jeg altid har respekteret mest ved serien, er dens måde at præsentere kontroversielle emner på en måde, der er interessant og relaterbart men uden at gøre det trivielt. Et eksempel fra denne sæson er den måde samfundet behandler tidligere kriminelle samt et spændende plot omkring cancel culture.
Plottet er pænt pakket ind i en skøn farverig modepakke fyldt med lækkert tøj, et fantastisk kontorlandskab ved Scarlett og bare generelt er serien virkelig chic. Jeg synes dog ikke at den nye sæson bød på noget nyt spændende visuelt. Det gamle fungerer, men gad godt have set dem gøre lidt mere ud af det og finde på noget nyt.
Katie Stevens, Aisha Dee og Meghann Fahy spiller som altid rigtig fint, og man tror virkelig på deres venskab. Det føles oprigtigt. Jeg er vild med, at man ser mere til birollerne denne gang. Andrew og Sage får mange skønne øjeblikke i denne sæson, og det fungerer rigtig godt at lære dem bedre at kende, nu man har stået sammen med Sutton, Kat og Jane de sidste mange sæsoner.
Ud fra de få episoder, som jeg har set, er det en værdig sæson 5. Dog kan man godt mærke, at de er begyndt at køre lidt rundt i meget af det samme, og beslutningen om at slutte efter denne sæson nok er meget klogt.


