Krimidramaet ’TROM’ med Ulrich Thomsen, Maria Rich og Olaf Johannessen i hovedrollerne har premiere 13. februar på Viaplay. Den længe ventede Originalserie er den første tv-serie nogensinde indspillet på Færøerne.
Da journalist Hannis Martinsson (Ulrich Thomsen) modtager en videobesked fra den kvindelige aktivist og dyrerettighedsforkæmper Sonja á Heyggi, som påstår, at hun er hans datter, og at hun samtidig frygter for sit liv, tager han til sin hjemstavn Færøerne for at undersøge sagen nærmere. Det bliver hurtigt klart for ham, at Sonja er forsvundet under mystiske omstændigheder, hvorefter han bliver hvirvlet ind i en eftersøgning, der trækker tråde ind i det lokale fiskersamfund, til en markant aktivistgruppe og ikke mindst til øens fremtrædende forretningsmand Ragna í Rong (Olaf Johannessen). Hannis’ tilstedeværelse på øen bringer ham i konflikt med det lokale politi, og flere gange tørner han sammen med efterforskningsleder Karla Mohr (Maria Rich). Hans søgen efter svar optrevler et spind af løgne og hemmeligheder i lokalsamfundet.

