Lynne Ramsay slog sit navn fast på den internationale scene med sin forrige film ’We Need to Talk About Kevin’ fra 2011. Den britiskfødte instruktør har et talent for at skildre mørke og introverte karakterer, og ’You Were Never Really Here’ er ingen undtagelse.
Historie
Joe (Joaquin Phoenix), der er soldater veteran, arbejder som lejemorder og accepterer kun jobs med moralsk værdi. Da en senators teenagedatter bliver kidnappet, hyres Joe til at opspore hende. Joes mission fører ham dybt ind i en korrupt og ultravoldelig underverden, der også bringer ham i kontakt med hans eget indre mørke og længsel efter frihed.
Selvtægtstemaet blev for alvor populært med Client Eastwoods og Don Siegels ’Dirty Harry’ fra 1971. Siden er der lavet mange film i genren, men det har hovedsageligt været i actionfilm, at temaet har været populært. Selvom ’You Were Never Really Here’ er en voldsom film med heftigt brug af blod og splat, er Ramsays fokus ikke på actionsekvenserne. Faktisk undlader hun tit at filme dem. Det vigtige for hende er, hvad der foregår inde i Joe, og hvad der får ham til at handle, som han gør. Den uafhængige filmskaber er ikke en typisk Hollywoodinstruktør der serverer svarene til beskueren på et sølvfad. Hun taler til os i symboler og udfordrer vores forståelse for den lidelse, som hovedkarakteren bærer rundt på. En smerte der driver Joe til at udføre forfærdelige forbrydelser mod hårdkogte kriminelle. Man kan drage mange paralleller fra ’You Were Never Really Here’ til en anden psykologisk selvtægts film, ’Taxi Driver’. Men hvor ’Taxi Driver’ på mirakuløs vis formår at skabe sympati for de karakterer vi følger, så føler jeg ikke rigtig noget for nogen i ’You Were Never Really Here’. Jeg er faktisk ligeglad med, hvor Joe er endt, når rulleteksterne løber henover skærmen. Et problem kan være, at der ikke er en udvikling i karakteren Joe. Jeg kan ikke mærke, at han er på vej et sted hen, hvilket gør ham og fortællingen uinteressant. Når det så er sagt, er det ikke en dårlig film. Lynne Ramsay er en meget talentfuld instruktør, som ved hvordan man sætter en scene op, og gør den spændende. Det er helheden, der halter.
Skuespil
Ligesom med Robert De Niro i ’Taxi Driver’ er Joaquin Phoenix, som skuespiller, en kamæleon. Det vil sige, at han lever sig ind i rollerne både fysisk og psykisk og er næsten uigenkendelig fra film til film. Det er virkelig ham, der driver ’You Were Never Really Here’ og formår at skabe en dybde i sin karakter. Joe er en primitiv størrelse. Han er bogstavlig talt typen der griner i stedet for at græde, når han hiver en tand ud af munden på sig selv. Han udfordre konstant sin egen smertetærskel fysisk, i håb om at finde ind til sig selv og sine dæmoner på et mere mentalt plan. Udover Phoenix er der ikke rigtig fokus på nogle andre karakterer. Han er filmens hovedattraktion.
Visuelt
Ramsay er en meget visuel instruktør, der forstår at komponere smukke nærbilleder af de karakterer, som hun portrætterer. Hun har også et godt blik for de hurtige klip, hvilket passer fint til ’You Were Never Really Here’, da vi både følger Joe i hans daglige rutiner, men også oplever hans mørke fortid i flashbacks. De hurtige klip, frem og tilbage i tid, kan dog i længden godt virke lidt rodet, og jeg kan i perioder godt bruge en mere ’straight’ fortælling.
Musik og lydbillede
Jonny Greenwoods musik fungerer virkelig godt til filmen. Han er eksperimenterende i sin stil og er ikke bange for, med sin musik, at gå i mod filmens stemning. Det har en forfriskende effekt, hvor man tit bliver overrasket over hans valg af instrumenter og lyde.