streamingserier

Skrevet den 26 februar, 2018 | af Line Petterson

0

Serieanmeldelse: The End of the F***ing World

Serien ‘The end of the f***ing World’ er en britisk Netflix original og havde dansk premiere i starten af 2018. Serien er af anmelderne blevet rost til skyerne og det er der en helt særlig grund til!

Historie

James er 17 år gammel og ser sig selv som psykopat. James har siden han var lille, haft stor trang til at dræbe og indtil nu har han måttet stille sig tilfreds, med de dyr han har kunnet opstøve. Dyr er dog ikke længere nok til at mætte James trang til at slå ihjel og han leder derfor efter noget større. En dag dumper Alyssa pludseligt ind i James liv og hun virker umiddelbart som det oplagte offer. Det går dog ikke som James havde planlagt og i løbet af meget kort tid, har hans planer taget en helt ny drejning.

Historien læner sig betydeligt op ad klassikeren ’Bonnie and Clyde’ og fungerer i denne henseende som en vaske ægte roadmovie. Du skal dog ikke umiddelbart tro, at du så kan regne ud hvordan handlingen vil bevæge sig fremad. Dette er nemlig ikke en forudsigelig serie, mindst af alt på grund af sine uforudsigelige hovedpersoner, som konstant fungerer som promotorer for historiens udvikling. Universet er dystert og Stanley Kubrick agtigt, men dog helt sit eget. Tempoet er højt og serien bringer en masse nyt til bordet, ikke mindst i form af de to unge skuespillere Alex Lawther (James) og Jessica Barden (Alyssa), som er enormt spændende at observere.

© 2017 – Netflix

Skuespil

Og præcis de to unge skuespillere, er en vigtig faktor for serien. De er nemlig dens bedste feature og de gør det eminent!

Lawthers kiksede og masochistiske karakter James, rummer en sådan ensomhed at det gør ondt helt ind i hjertet. James er ofte handlingslammet og lader gennem det meste af serien Alyssa tage styringen, men i de øjeblikke hvor han er tvunget til at handle, der brænder Lawthers talent helt ud gennem skærmen. Han har formået at opbygge sin karakter så sprængfarligt op, at man som tilskuer konstant er i tvivl om hvad han kan finde på, han er rent ud sagt foruroligende at kigge på. Dybt inde rummer James en skrøbelig lille dreng, som gennem serien udvikler sig til en stærk og følsom mand, der for første gang i sit liv synes at kunne relatere til og holde af et andet menneske.

Jessica Barden fremstår, i rollen som Alyssa, først og fremmest som en stærk kvindelig figur, med en drivkraft ud over det sædvanlige. Barden fungerer nemlig som seriens motor, idet det ofte er Alyssa der får serien til at bevæge sig fremad. Bardens skildring, af en ung piges hunger efter at finde sin plads i verden er inderligt smuk, og man kan tydeligt mærke Alyssas mangel på et fast holdepunkt i verden. Alyssa er destruktiv og kommunikerer bedst når hun kan få lov at slå ned på andre menneskers svag- og usikkerhed, eller når hun helt provokerende forsøger at skaffe sig dårlig opmærksomhed. Barden formår dog, at balancere og levere Alyssas provokationer så tilskueren hele tiden er med på hendes indre kamp, det er simpelthen så fint og spinkelt portrætteret.

Selvom både Lawther og Barden fungerer glimrende hver for sig, så er det i deres samspil at de formår at skubbe hinanden frem, så både de som skuespillere og karaktererne blomstrer. Generelt fremstår de som to små børn, der aldrig har fået den kærlighed og guidning i livet, som de havde og har brug for. I mødet med hinanden, finder de dog på helt egne måder at kommunikere på og regler for deres venskab, et venskab der fremstår så unikt, at det næsten giver helt ondt at give slip på dem igen ved seriens afslutning.

En lille bitte finger er der dog at sætte på de to skuespilleres samspil og jeg tror i virkeligheden at det mest er en instruktions smagssag vi her har tale om. I første episode er dialogen nemlig bygget enormt statisk op og det kan til tider virke for planlagt og bevidst mærkeligt. Det trækker en smule af tempoet ud af afsnittet, men det er dog et kriterie man hurtigt lærer at acceptere og spille med på. I sidste ende bliver det et stilistisk valg og det bliver en af seriens store forcer.

© 2017 – Netflix

Visuelt

Serien emmer af smukke billeder. Herunder både stilistiske closeups af vores karakterer, men også enorme billeder af landskabet de bevæger sig rundt i. Udtrykket er råt og skrabet, og i starten meget skarpt trukket op omkring vores to hovedpersoner. Som vi kommer længere ind i serien og James og Alyssas forhold udvikler sig, så bløder seriens udtryk dog også op og der bliver givet mere plads til karakterernes udvikling og svagheder. Det mørke univers får virkelig plads i det visuelle udtryk og det gør simpelthen seriens udtryk unikt.

© 2017 – Netflix

Musik og lydbillede

Seriens score er på den ene side, en blanding af romantiske popnumre fra slutningen af 50’erne. Disse numre skaber enorm dybde og sommetider et komisk modspil, til det mørke og til tider dystre visuelle udtryk og karakterernes skæve personligheder. Kærligheds klicheerne smaskes til jorden og musikken opstår næsten på ny, som seriens ofte komiske og luftige tilføjelse til de meget tørre og destruktive replikker. Ud over samlingen af ældre slagere, har ’Blur’ guitaristen Graham Coxon komponeret det originale track ’Walking all day’, som tilfører serien en vaskeægte amerikansk feeling, der klæder seriens road-movie udtryk.



Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone
Serieanmeldelse: The End of the F***ing World Line Petterson

The End of the F***ing World

Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede

Kort fortalt: ’The end of the F***ing world’ er unik! Dyster, dramatisk og dog komisk. Seriens univers er lækkert og det gode skuespil, de smukke billeder og en fantastisk lydside, gør serien til helt sin egen. Serien har otte episoder af ca. 20 minutter og den er slugt hurtigere end du kan stave til titlen. Så har du ikke haft glæden endnu, så skynd dig ind og se den!

5.8


User Rating: 5.4 (1 vurderinger)

Tags: , , ,


Om skribenten

Når jeg ser film, lægger jeg stor vægt på det skuespiltekniske, men det er også vigtigt med et godt plot og at filmens delkomponenter går op i en højere enhed. Jeg er til visuelt flotte film som 'Interstellar' og elsker Quentin Tarantinos filmunivers.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Tilbage til toppen ↑