thriller

Skrevet den 14 juni, 2018 | af Rikke Ingemann Jensen

1

Filmanmeldelse: Den Skyldige

Det er ikke mange instruktører, der kan prale med at deres film har vundet publikumsprisen for bedste internationale film ved Sundance Film Festival. Det kan Gustav Möller, og det er endda hans spillefilmsdebut. Med dette in mente må jeg indrømme, at jeg havde skruet forventningerne helt op. Dog var jeg i tvivl om, hvorvidt en film der kun havde en location ville kunne fange mig. Kan en thriller være nervepirrende, hvis den ikke indeholder de typiske gunfight, biljagt elementer?

Historie

Ja, det kan den i hvert fald! historien skaber spændingen sammen med lyden, og den er så fantastisk godt skruet sammen, at lige når du tror, du har regnet den ud, så sker der noget nyt, som får din teori til at falde til jorden.

Filmen handler om Asger, der er politibetjent og har vagt på alarmcentralen. Asger arbejder normalt som betjent på gaden, men på grund af hans involvering i en sag der skal for retten, er han tvunget til at arbejde ved alarmcentralen. Filmen foregår over en dag, der forløber normalt, indtil han modtager et opkald fra en kvinde ved navn Iben. Iben er blevet kidnappet, og der starter jagten på at finde hende og gerningsmanden.

Der er meget mere til handlingen end bare dette, men i fare for at afsløre nogle plot twists stopper jeg her. ”Den Skyldige” er bygget op omkring dens plot twists, der er så nøje planlagt. Som publikum tror man, at man er så smart og hurtig, at man har regnet det hele ud, lige indtil man finder ud af, at ens teori var plantet i ens hoved af Gustav Möller, og man ved ingenting. Det er en emotionel rutsjebane hvor man, ligesom karakteren, arbejder sig igennem alle følelserne. Filmens primære fokus er selve kidnapningen af den unge kvinde Iben, men samtidig hører man en gang imellem om retsagen som hovedpersonen Asger er involveret i, og det er først til sidst at man finder ud af, hvad det drejer sig om.

Det der især fascinerede mig var, hvor realistisk handlingen er. Der er ikke et sekund, hvor jeg er i tvivl om, hvorvidt dette kunne ske i virkeligheden. Karakteren Asger laver fejl og handler for hurtigt. Han er ikke så rolig, som hans ydre viser, hvilket jeg godt kan lide. Alle løsningerne flyver ikke bare ned fra himlen og lander i hans skød. For hver beslutning han tager, følger der nogle konsekvenser. Alt i alt en virkelig vellykket historie

Nordisk Film

Skuespil

På dette punkt er filmen meget speciel: der er hovedrollen Asger, spillet af Jakob Cedergren og så en del forskellige biroller. Birollerne kan nu nærmere blive klassificeret som statister, da de næsten ikke bidrager til handlingen. De eneste vigtige biroller, der medvirker i filmen, ser man aldrig. Det er nemlig de personer, som Asger snakker med i telefonen men som aldrig vises. Disse birollers præstationer bliver kun vist gennem deres stemmer. Derfor er det uhyrligt vigtigt, at disse skuespillere kan kontrollerer deres stemmer og udtrykke den rigtig følelse gennem stemmen. Det gør de alle rigtig godt, især Jessica Dinnage der lægger stemmen til karakteren Iben. Man kan virkelig fornemme hvor panisk og forvirret hun er. Man er som publikum ikke i tvivl om, hvordan hun har det, og man kan nemt forestille sig hende, selvom man aldrig ser hende.

Jakob Cedergren er dermed ham, der trækker læsset. Det er ham som kameraet hviler på 90% af tiden, og hans præstation må derfor ikke være utroværdig, ikke engang i et splitsekund. Det er han heller ikke. Cedergren spiller fantastisk, og man bliver faktisk ikke træt af næsten kun at se ham. Han formår at balancere mellem at være for ekspressiv og at give for lidt. Både hans mimik og hans stemmebrug er fabelagtig, og man får sympati for hans karakter. Han er det meste af tiden låst af en kameravinkel, der gør at han kun bliver vist fra skuldrene og op, men dette klarer han fint.

Nordisk Film

Visuelt

Man kan ikke ligefrem sige, at det visuelle er en drøm. Möller har ikke været ude og lege med den store farvepallet eller smarte kostumer. Det er netop fravalget af dette, som gør det visuelle specielt og godt. Hvis der var pyntet for meget på location, og alle skuespillerne lignede modeller, vil det virke malplaceret og utroværdigt. På grund af den minimalistiske setting føles det til tider som om, at man ser en dokumentar.

Dér hvor filmen virkelig skiller sig ud visuelt er på dens mangel på actionbilleder. Normalt ser publikum al action og ofte begge sider af en telefonsamtale. I en normal thriller vil publikum have set at politiet jagter en hvid varevogn, imens de taler i telefon med Asger. Denne film er dog ikke normal, og man må som publikum forestille sig, hvad der foregår udenfor politistationens rammer, for man ser det aldrig. En stor del af handlingen bliver fortalt kun ved hjælp af lyde og samtaler. Dette er ikke noget, jeg nogensinde har set før i en film. Kameraet bliver ved med at følge Asger, selvom det der er mest interessant foregår på den anden side af røret. Allerførst synes jeg, det var lidt mærkeligt, at man ikke fik alt at se, at man var begrænset til den viden, som Asger havde. Efter at have set filmen synes jeg dog at det fungerede helt fantastisk, da det netop var med til at skabe spænding. Man har ingen ide om, hvad der sker om et øjeblik. Jeg sad på kanten af sædet i spænding hver gang han modtog et nyt opkald. Möller har helt bestemt skabt sig sin egen stil, der sidder lige i skabet.

Det er en smule svært at give stjerner til den visuelle stil, da den ren æstetisk ikke var noget særligt, men teknisk og historiemæssigt fungerede det perfekt.

Nordisk Film

Musik og lydbillede

Hands down, det er det bedste lydbrug jeg nogensinde har hørt i en dansk spillefilm. Möller er så sindssyg dygtig til at bruge lyden korrekt, at det slet ikke er til at fatte. Alle lyde er planlagt ned til den mindste detalje. Det meste af publikums viden afhænger faktisk af lydbruget. Selvom publikum ikke ser hvad der sker på den anden side af røret, har filmholdet stadig skulle optage alle lydene og lægge dem perfekt sammen. Det må have været noget af et arbejde. Alle stemmerne er klare og tydelige, og man er ikke i tvivl om, hvad der sker. Da man ikke ser hvad der sker, kan der nemt opstå misforståelser, men det gør der ikke.

Så vidt jeg husker, bliver der kun brugt musik en gang i filmen, og det er i slutningen. Det er det rigtige valg, som Möller har truffet, da underlægningsmusik vil have fjernet en del af spændingen. Mangel på musik gør filmen mere rå og ægte. Lyden af telefonen der ringer, bliver næsten en form for musik, der får publikum til at holde vejret.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone
Filmanmeldelse: Den Skyldige Rikke Ingemann Jensen
Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede

Kort fortalt: En formidabel film skabt af spillefilmsdebutanten Gustav Möller. Historien er et mesterværk fyldt med plot twists. Ligesom man tror, man har regnet det hele ud, sker der noget nyt. Den visuelle stil er noget, jeg aldrig har set før, og det er det bedste lydbrug, jeg nogensinde har hørt i en dansk spillefilm.

5.8


User Rating: 0.9 (1 vurderinger)

Tags: , ,


Om skribenten

20-årig medievidenskabsstuderende der elsker film og tv-serier. Har en stor forkærlighed for John Hughes film og alt med Leonardo Dicaprio.



One Response to Filmanmeldelse: Den Skyldige

  1. Line F. Svare says:

    Jeg kan kun være 10000% enig med ALT du skriver!! Genial genial genialt film! Og en film man altså skal se et sted, hvor publikum har respekt. Der skal være stille og ingen larm! (Der var jeg lidt uheldig 🙁 🙁 ).
    En pointe jeg tænkte på da jeg så den, var at den på en måde fungerer som en podcast også. Fordi det meste kun er lyd og man skal forestille sig næsten alle scenerne i hoved selv. Interessant at oversætte det til film! Noget som KUN kan gøres fordi Cedergren er så dygtig!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Tilbage til toppen ↑