Filmanmeldelse: Den store skønhed

En sanselig rejse ind i byen Rom i det 21. århundrede.

Vær beredt på en smuk sammensmeltning af billeder og lyd, hvor historiefortællingen ikke er lineær, men derimod bygget op af en lang række tilsyneladende usammenhængende sceniske tableauer. Manuskriptforfatter og instruktøren Paolo Sorrentino har ladet sig inspirere af Fellinis mesterværk ‘La dolce Vita’, hvor vi oplever Rom igennem den aldrende og fallerede forfatter Jep Gambardella (Toni Servillo), der danderer hvileløst rundt i smukke Rom.

Historie

Forfatteren Jep Gambardella har rundet de 65 år, og det er næsten fyrre år siden, at han udgav sin første og eneste roman, der trods alt blev en stor succes. Lige siden har Jep Gambardella varmet sig på sin succes, og har levet i overhalingsbanen i det romerske high society. I filmen søger Jep Gambardella efter den store skønhed i livet, som kan  give ham inspiration til en ny bog. Desværre har han svært ved at se skønheden i hans liv, og Jep rammes af en tomhed i sit ekstravagante og dekadente miljø blandt Roms kulturspidser. Derfor følger vi Jep Gambardella flanere rundt i smukke Rom, hvor han iagttager verden omkring sig i mere og mere foragt overfor sit glamourøse liv og Roms luftige overklasse.

den store skønhed med Jep Gambardella (Toni Servillo) på sin taresse med udsigt til colosseum

‘Den store skønhed’ rummer som sagt ikke den store historiefortælling, men filmen bærer dog temaer som ensomhed, det at blive gammel og unge kræfter står på spring til at tage over, ja man kan næsten fornemme fråden fra de unges mundvige. Samtidig giver Paolo Sorrentino et sarkastisk portræt af nutidens overklassesamfund i Italien, som er ren overfladisk dekadence.

Når filmen ikke har den store historiefortælling, så bliver filmens længde på 2 timer og 22 minutter alt alt alt for laaaaaaaang! Jeg synes specielt den sidste del med Jep Gambardellas møde med en nonne bliver alt for drævende, samtidig med at det føles lidt som om, at Paolo Sorrentino forcerer Gud og den katolske kirke ned over filmen. Jeg anerkender selvfølgelig at Paven og den katolske kirke er en stor del af Rom, men for mig mislykkes den del af Sorrentinos ellers flotte værk.

Skuespil

Toni Servillo har hovedrollen i filmen 'Den store skønhed'

Toni Servillo spiller den altoverskyggende hovedrolle Jep Gambardella i ‘Den store skønhed’, der forkynder kultur og kunst med bedste overbevisning. Samtidig har Jep Gambardella en tunge, der kan forføre, elske og værdsætte, men også slå fra sig. Toni Servillo giver Jep Gambardella en stærk karisma, der fylder meget og giver rollen autencitet, og det er kun beundringsværdigt. Som publikum er du ikke i tvivl om, at selvom Jep nyder overklassesamfundet med alle kulturspidser, så gror en større og større foragt inden i ham; uden der egentlig bliver sagt noget eksplicit.

I filmen siger Jep noget om, at han som ung ikke bare ville nøjes med at blive inviteret til alle populære og glamourøse fester; men han ville have magten til at få festerne til at mislykkedes. Det siger noget om hvilken karakter Toni Servillo skal spille, og Toni Servillo skal have stor kredit for hans performance.

Visuelt

Rom danner kulissen for filmen, hvor du bliver inviteret indenfor anført af romerske kulturspidser, og de trives nødvendigvis ikke, hvor alle turisterne befinder sig. Sorrentino formår at skabe smukke tableauer med Rom som kulisse, hvilket gør ‘Den store skønhed’ til et nutidigt udsagn om Italiens, og ikke mindst Roms moderne tider.

italiensk film af paolo sorrentino der hedder den store skønhed. Italiensk titel er La Grande Bellezzi.

Du lægger også med det samme mærke til, hvordan Serrentino har blik for æstetik, men samtidig guider dit øje til det, som han mener er essentielt og særligt ved scenerne. Der er tænkt over hver detalje i det visuelle, lige fra hvordan lyset falder, påklædning, kulturelle skulpturer og måden de bliver fremvist, landskabsbilleder osv. Sorrentino viser virkelig sin overlegenhed hvad angår det visuelle.

Musik og lydbillede

Med de elegante billder, der bliver serveret for os, så går Sorrentino heldigvis skridtet videre, og giver os et lydbillede, der matcher de smukke billeder, og dermed smelter det hele sammen, og går op i en højere enhed. Serrentino har selv stor kærlighed til musik, hvilket tydeligt kan høres igennem filmen. Musikken er et mix af tonerne af salmer fra kirken og mere populære sange fra specielt club-scenen. Alle sange er italienske, hvilket giver en god indlevelse i de italienske kulisser, og samtidig symboliserer mixet af musikken Roms rummelighed i forhold til gamle traditioner og nutidens moderne og kommercielle verden… med alt hvad det indebærer.