drama

Skrevet den 23 november, 2017 | af Anders Bjerg

0

Filmanmeldelse: Mordet i Orientekspressen

’Mordet i Orientekspressen’ er baseret på en novelle af Agatha Christie og følger den excentriske detektiv, Hercule Poirot, og hans ufrivillige indblanding i et mordmysterie ombord på det ikoniske tog. Til trods for en ellers tiltrængt ferie, ser Poirot sig nu nødsaget til at opklare mordet og finde den skyldige, som antagelig er at finde iblandt togets rejsende gæster…

Historie

Kenneth Branagh er langt fra den første til at hoppe med på vognen af en allerede lang række eksisterende adaptioner af Agatha Christies klassiske novelle, ’Mordet i Orientekspressen’. Alt fra film til tv og endda radio har vist mesterdetektiven, Hercule Poirot, løse og genløse denne gåde gang på gang, i talrige genindspilninger, over tid, hvilket muligvis kan give publikum lysten til selv at opklare den største gåde af dem alle… er der virkelig brug for så mange genindspilninger af et mordmysterie, som vi allerede kender forløsningen på?

Det er det samme tog, hen over de samme skinner, men med nyt ingeniør – Kenneth Branagh hiver en bred vifte af Hollywoods største med sig ind i de snævre kupéer af Orientekspressen og lader Agatha Christies mysterium udfolde sig på ny. Personligt, så er jeg i den heldige situation, at jeg faktisk aldrig har hverken set eller læst ’Mordet i Orientekspressen’, selvom jeg selvfølgelig har hørt rigeligt til den over tid. Når det så er sagt, så var selve mysteriet nyt for mig, hvilket muligvis placerer mig i en bedre position, end dem der oplever den nye film som en parallel fortælling, der rejser side om side med fortidens filmatiseringer. Det var netop også selve klimakset, som jeg nærmest fandt mest interessant, da jeg må sige at det er rettere opfindsomt. Når det så er sagt, som helhed ved jeg ikke, om Orientekspressen har nogen god grund til stadig at pendle frem og tilbage i filmhistorien på forældet brændstof.

© 20th Century Fox

Filmen åbner finurligt og letbenet, nærmest lidt fjollet, og på grænsen til en parodi af sig selv og sin fortælling. Hvis man til gengæld tager imod denne varme ”kæmpekrammer” af en tonemæssig omfavnelse, jamen så føler man sig allerede fint underholdt. Men som filmen tøffer derudaf, med rystelser og udsving lig den man finder i den komplet rolige og behagelige førsteklassesluksuskupé (læs: stort set ingen rystelser eller udsving), så bliver filmen hurtig en del mere mørk og også en smule forvirret over, hvilken slags film den egentlig ønsker at være. Der er måske nogle tonemæssige udsving, men ellers er det en ret ligefrem filmatisering, der får sit liv fra det karikatur-tunge persongalleri, der er akkurat lige så farvefyldt som selve billedsiden og tilgangen til filmen. Men selve historien kan godt true med at opføre sig omtrent lige så livlig som liget, der ligger grund for fortællingen, rettere end mysteriet der udspringer heraf.

’Mordet i Orientekspressen’ bliver aldrig en fortælling i ekspresfart, ej hellere bliver det nogensinde dræbende kedeligt, men alligevel syntes det hele at mangle noget ekstra energi og flere uventede drejninger, der kunne få denne fortælling om spor på et spor til at være mindre monoton end netop dét, og mere end blot en ligefrem togtur fra punkt A til punkt B. Det kan da ikke kun være mig, der undres over, at denne film føles allermest fokuseret og levende på overfladen – herunder det visuelle og musikken, som jeg ville komme ind på senere – når en ellers så kompleks historie netop burde være fundamentet for en langt mere medrivende og sofistikeret film?

Skuespil

Kupéerne i Orientekspressen er proppet med profilerede skuespillere af allerhøjeste kaliber. Sjældent har man set så meget talent samlet på så tætpakket et område. Alligevel er det beklageligt at måtte meddele, at disse talentfulde mennesker blot er en skygge af sig selv i Kenneth Branaghs adaption. Det er alle gode skuespillere, og det er bestemt ikke svært at anderkende, men de får aldrig hverken plads eller mulighed for at arbejde sig ud over kanten eller gå i dybden med deres karakter. Det bliver hurtigt en meget overfladisk omgang at overvære næsten hver eneste skuespiller gå i tomgang eller køre træt i sin egen umiddelbare karisma.

© 20th Century Fox

Filmen lider desuden af et antonym for udsagnet ”for mange kokke fordærver maden”, hvor det i tilfældet af denne film bliver til ”for mange karakterer spolerer skuespillet”. Det er lang fra nemt, at tage en historie der oprindeligt var i bogform og koge det hele ned til en film på lige under to timer, uden at udviske bare en enkel karakterudvikling eller to; det gælder om at få det vigtigste med, for at plottet kan hænge sammen, og det er forståeligt. Alligevel er det skræmmende hvor overflødige eller henkastede nogle af karakterne fremstår – selv dem som havde en mere merkant rolle i tidligere adaptioner.

Der er dog lige nogle nævneværdige eksempler som fx Michelle Pfeiffer, Josh Gad og Daisey Ridley, der gav mig lidt mere af det som jeg søgte efter – og selvfølgelig Kenneth Branagh selv, som Hercule Poirot, er i det mindste underholdende – men i sidste ende så er det rollerne, der bliver løftet af naturtalenter, og ikke naturtalenter, der får mulighed for at løfte deres roller. Det bliver hurtig en ligefrem tur på skinner for talenterne involveret, hvilket er en skam… hvor passende dette udsagn så end lyder.

Visuelt

Præsteneret i betagende og periodebestemt 70mm film – hvis altså du svinger forbi Imperial i København – er ’Mordet i Orientekspressen’ et visuelt majestætisk vidunder at overvære! Allerede fra åbningens ekstravagante eksotiske billeder, får man en følelse af, at man er vidne til noget helt specielt – altså ud over at være vidne til et mord selvfølgelig… Billederne er flotte, kostumerne er gennemarbejdede, alt i mens art direction, make-up og hvad der ellers hører til er præcis som det skal være. Der er meget lidt at klage over på dette punkt, selvom originaliteten heller ikke skinner stærkest her.

© 20th Century Fox

Musik og lydbillede

Musikken akkompagnerer filmens fortryllende og prestigefyldte atmosfære fint og klæder lydbilledet i behagelige, silkebløde noter, der passer perfekt ind i perioden for filmen også. Der er endda en original sang, sunget af Michelle Pfeiffer, som er ganske smuk, med titlen ”Never Forget”.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone
Filmanmeldelse: Mordet i Orientekspressen Anders Bjerg

Mordet i Orientekspressen - premiere den 23. november 2017

Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede

Kort fortalt: Kenneth Branagh holder ikke ligefrem tilbage i dette nærmest overpolererede glansbillede af Agatha Christies famøse, mysteriefyldte glansnummer, ’Mordet i Orientekspressen’. End ikke de overdramatiserede karakterer og overdimensionerede kostumer, kan give filmen nok grund til egentlig at eksistere, selvom disse ligger grund for filmens egentlige underholdningsværdi. Fundamentet for filmen er godt, men selv uden at have set eller læst historien før, tør jeg godt love, at den har udspillet sig mere vellykket før. Det bliver aldrig rigtig interessant, spændende, overraskende eller medrivende, ved mindre det direkte har at gøre med novellens mest basale styrker, hvilket er synd at sige for en film med så meget talent indblandet. Det her er et mordmysterie, der gør sig bedst nede i arkivskuffen…

3.5


User Rating: 6 (1 vurderinger)

Tags: , , , , , , , , , , ,


Om skribenten

Filmentusiast med kærlighed til filmmediet - uanset genre og stilart... En film skal have noget godt at byde på, så længe fokus er tydeligt og filmen er stensikker og ikke mindst selvsikker i dét den ønsker at fremføre. Så kan mesterværker findes i mange filmhjørner...



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilbage til toppen ↑