drama

Published on 3 April, 2014 | af Simon Strand

0

Filmanmeldelse: Noa

Noa stikker af til søs!

Darren Aronofsky er tilbage, og denne gang med en lidt atypisk film, i forhold til hans tidligere værker. Efter succesen med ‘The Wrestler’ og ‘Black Swan’ har Aronofsky bragt den alment kendte historien fra Biblen om Noa og hans ark op på det store lærred. Men kan man virkelig få den historie til at fungere og uden at træde alle de kristne alt for hårdt over tærene? Læs videre og få en vurdering.

Historie

Man behøver nærmest ikke gå i detaljer omkring filmens historie – alle kender til den fra verdenens bestseller, Biblen, og man har sikker hørt den en gang eller to, da man blev konfirmeret eller har stukket hovedet ind i en kirke og sludret med en præst, som man jo gør hver søndag.
Men Aronofsky har alligevel taget sig en del friheder ved tilblivelsen af denne film. Uden at gå for meget i dybden med forskellene fra Noas historie, der findes i Det Gamle Testamentes Første Mosebog kapitel 6-9, så kan de store træk nævnes; menneskene opfører sig ikke ordentligt ifølge Skaberen, eller “The Creator”, som han omtales igennem hele filmen – de er onde og tager for sig på grådigeste vis fra jordens goder, bl.a. ved minearbejde og ødsler med dyrene ved slagtning. Noa (Russell Crowe), derimod, er en retskaffen mand, der passer på sin familie og sætter pris på Skaberens værk på jorden.
En nat får Noa nogle drømme om Skaberens ødelæggelse af Jorden, og straks må Noa få svar på disse syner fra sin farfar, Methuselah (Anthony Hopkins). Efter nogle flere drømme kommer Noa frem til sin konklusion – byg en kæmpe ark og red alle dyrene og hans egen familie fra oversvømmelsen.

Styrken ved Aronofsky’s fortælling af Noa er, at den ikke forholder sig simpelt til sit materiale. Filmen agter at fortælle det enorme ansvar, der hviler på Noas skuldre, og hvordan han kæmper for, at skulle leve op til det. Han er bekymret ved tanken om, at han måske ikke er meget mere anderledes end alle de andre onde mennesker – for hvornår er man et godt menneske, og hvornår fortjener man Skaberens velsignelse?

Til forskel fra den meget overfladiske fortælling om Noa, man finder i Biblen, går man i dybden med Noas psyke, hans fortvivlelse og hvor sårbar han er som menneske. Samtidig spiller hans tre sønner Sem (Douglas Booth), Kam (Logan Lerman) og Jafet (Leo McHugh Caroll), hans kone, Naameh (Jennifer Connelly), og deres adoptivdatter, Ila (Emma Watson), alle betydelige store roller, med hver deres interesser og problemer, som alle har indflydelse på Noa udførelse af opgaven.

Filmanmeldelse: Noa

Der er mange styrker ved Aronofsky’s ‘Noa’, men dog også nogle enkelte svagheder, som man må leve med.
I Biblen bliver der kort omtalt nogle “kæmper” i starten af historien om Noa – det har Aronofsky udnyttet helt til grænsen af hvad nogen vil synes er acceptabelt. I filmen optræder der nogle stenkæmpere, der nærmest giver en følelse af at ‘Noa’ er en slags fantasy-film – ikke noget man umiddelbart ville forvente fra en film, der skildrer en historie fra selveste Biblen. Igennem hele filmen virkede de på mange områder malplaceret og lidt for komiske. Deres tilstedeværelse er da forståelig, da stenkæmperne viser sig at være temmelig effektive, når man f.eks. skal til at samle en gigantisk ark – for hvordan skulle Noa, hans kone, tre sønner og adoptivdatter nogensinde kunne få bygget så gigantisk et fartøj uden lidt hjælp her og der?
Man bliver nød til at acceptere, at stenkæmperne er en nødvendig del af filmen, for at historiens gang skal virke plausibel på nogen som helst måde.

Desværre lider ‘Noa’ desværre også af det velkendte Hollywood-blockbuster-poleret-look, der tit kan forekomme, når amerikanerne vil lave en historisk film om noget, der absolut ikke er hændt i USA. For det første foregår det hele selvfølgelig på engelsk – det fungerer fint, men når man kan lave en film som ‘The Passion of the Christ’ (2004), hvor alle taler aramæisk igennem hele filmen, og som virkelig understøtter den autentiske stemning, så sidder man bare med en fornemmele af, at det kunne være gjort bedre i ‘Noa’.
Derudover ligner det, at folk går rundt i moderne tøj og stramme bukser, hvilket giver det et alt for poleret look – kunne man overhoved producere den slags tøj den gang? Og hvordan har Russell Crowe pludselig fået perfekt 3 millimeters karseklippet hår? Havde de hårtrimmere dengang? For nogen vil det måske høre til småtings afdelingen, men sådan nogle detaljer burde være på plads.

Alt i alt leverer Aronofsky en særpræget version af fortællingen om Noa, der har få svagheder, men mange styrker.

Skuespil

I filmen oplever vi et yderst velspillende cast. Russell Crowe gør det som altid stærkt som Noa, og få virkelig vist hans godhjertet samt mørke sider, langsomt som filmen skrider frem. Han er perfekt castet til rollen og man accepterer hurtigt at han er Noa – og så ville jeg da også personligt vælge Mr. Gladiator, hvis jeg skulle bygge en kæmpe ark eller en tømmerflåde.
Jennifer Connolly gør det også solidt og nogen gange hjerteskærende som Noas kone, der kæmper med at skulle stå ved hans side og støtte ham, i den vanvittige opgave, som Skaberen har pålagt ham. Derudover overrasker Emma Watson også med en god præstation, og er langsomt ved at bevæge sig væk fra sit Hermoine-glansbillede. Nævneværdigt er også Logan Lerman, der spiller Noas mellemste søn, Kam. Han får meget mere del i historien end man kunne forvente, og bidrager til den fortvivlelse, der må have forkommet Noa og hans familie, da de blev tildelt opgaven om at bygge arken.
Ray Winstone leverer en god skurk og Anthony Hopkins er, tja, Anthony Hopkins og gør det også ganske udemærket.

Filmanmeldelse: Noa, læs anmeldelse

Visuelt

‘Noa’ er cinematografisk en utrolig flot film. Ja, der er en del computergeneret billeder i filmen, men mange af optagelserne er fundet sted på Island, og landets smukke landskaber stråler igennem lærredet, og leverer det perfekte miljø til filmen.
Alle dyr i filmen er også computergenereret, hvilket man også lige skal vænne sig til, men det er et acceptabelt og forståeligt valg Aronofsky har truffet – tror opgaven at skulle samle to solsorte, to hamstere, to næsehorn, to giraffer, to katte, to grise osv. har været en tand for uoverskueligt.
Ud over smukke billeder leverer filmen også en del episke scener og montager – selve oversvømmelsen af fantastisk lavet, og en anden seværdig sekvens er, når Noa fortæller historien om Skaberens skabelse af Jorden – en Russell Crowe voice-over kører som sød musik i ørene, samtidig med at en fuldstændig fænomenal fast-foward montage af Big Bang, Jordens tilblivelse, havenes deling, landenes opståen, livet og dyrenes udvikling – indtil mennesket er opstået med Adam og Eva… et meget modigt og kreativt træk fra Aronofsky, der kombinerer den religiøse og videnskabelige forklaring, som vil blive hyldet af folk der har et afslappet forhold til kristendommen, men måske ikke vil falde i god jord hos Jehovas Vidner.

Filmanmeldelse: Noa

Musik og lydbillede

Clint Mansell, Aronofskys faste komponist, har leveret en stærkt stykke håndværk med sin score. Den fanger den mytologiske stemning, som man kunne forvente, samt skaber foruroligende stemning, sammen med de barske billeder af Noas syner om oversvømmelsen. Et helt klart plus ved oplevelsen af ‘Noa’.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone
Filmanmeldelse: Noa Simon Strand

Noa - premiere d. 3. april 2014

Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede

Summary: Darren Aronofsky har leveret en solid, underholdende og spændende version af fortællingen om Noas ark, der berører spændende emner og efterlader et stærkt indtryk.

4.8


User Rating: 0 (0 votes)

Tags: , , , , , ,


About the Author

tidligere elev fra European Film College med en bred smag for film og 'Independence Day' som absolut guilty pleasure.



Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Back to Top ↑