’Sicario’ er instrueret af franskmanden, Denis Villeneuve, som og..." /> Filmanmeldelse: Sicario - Filmpuls

thriller

Skrevet den 23 oktober, 2015 | af Anders Bjerg

0

Filmanmeldelse: Sicario

’Sicario’ er instrueret af franskmanden, Denis Villeneuve, som også stod bag den autentiske og affektive ’Prisoners’ og den hjernevridende ’Enemy’. Hans nyeste film, ’Sicario’, er igen et meget anderledes værk, hvor instruktøren kan folde sig fuldt ud…

Historie

I filmen følger vi den idealistiske FBI agent, Kate Macer, og hendes rejse dybt ned i Mexicos kriminelle underverden hvor regler, rutiner og rent mel i posen er ikkeeksisterende. Det hvide pulver i poserne er bestemt ikke gastronomisk betegnet, og de eneste regler der findes blandt de mexicanske narkokarteller, er dem de selv står for at bruge og for at bryde. Med Macers arbejde som feltagent i FBI bliver hun ofte udsat for en voldsom hverdagskost, men som i realiteten kun skraber overfladen af den skræmmende virkelighed. Men en dag da hun havner mit i et grusomt og gennemtænkt gravsted, går det op for hende, hvor lidt hun rent faktisk ved, om det fag og det område som hun arbejder i. Dette modbydelig massemord får forsvarsministeriets agent, Matt Graver, til at dukke op ud af det blå for at trække Macer om bag facaden og ind blandt virkelighedens barbariske bødler – helt derud hvor backup og forudbestemte forholdsregler ikke længere gælder. Derfor er Macer nødsaget til at lægge sine etiske og moralske værdier bag sig, hvis hun vil gøre sig nogen som helst forhåbninger om at overleve i et område, hvor man allerede er dødsdømt fra start af – for når man først har krydset grænsen ind til virkelighedens voldsomme vandalisme, er den klamme atmosfære komplet uafrystelig; de mentale billeder af lemlæstede lig total uslettelige; alt imens dem der dirigerer død og ødelæggelse er helt og aldeles ustoppelige…

150917_MOV_Sicario.jpg.CROP.promo-xlarge2

Virkelighedens bagmænd bag filmen ’Sicario’ er en sjælden gruppe af fokuserede mennesker med masser af blod på tanden og en sans for sublimt cinematisk håndværk. Med denne illuderende portrættering af Mexicos illegale indercirkel, kommer instruktør, Denis Villeneuve, for alvor frem i lyset som en sand mester af mørke og modbydelige fortællinger, der virkelig kan fængsle éns opmærksomhed og interesse. Filmen er ikke direkte baseret på sande begivenheder, men alligevel præsenteres vi for en række sandheder, som vi ved eksisterer, men som vi ikke rigtig forstår os på. Det er bestemt ikke første gang, at vi bliver hevet hele vejen med ind i det grænseløse grænseområde mellem USA og Mexico, hvor kriminalitet er konstant stigende og indbyggertallet er konstant faldende. Mord og meningsløs vold sker på daglig basis og narkobaroner samt selvudnævnte bødler styrer det lille indelukket samfund med hård og armeret hånd. Det er præcis denne demoraliserende dommedagsfølelse som filmen fanger imponerende godt. Selve historien i ’Sicario’ oser ikke af originalitet, men til gengæld emmer filmen af rendyrket realisme og en rungende følelse af ukontrolleret kaos. Filmen forstår virkelig hvordan man bortfører publikums sind i to timers tid, placerer dem i en stol i et mørkt lokale, hvor de for alvor føler sig fanget og fastspændt af den kvælende atmosfære, som langsomt sætter sig fast som et reb omkring halsen. Historien er fundamentalt skruet sammen, uden de helt store overraskelser, men til gengæld fungerer den som en solid kerne, hvor alle de andre filmiske elementer passende kan tilbygges og videreudvikles omkring manuskriptet. Alt fra skuespil til visuel og akustisk elegance får tildelt et bredt og åndbart frirum at operer i – også selvom spændingen til tider kan få dig til at hive efter vejret.

Instruktør, Denis Villeneuve, har taget en lettere kødløs historie og fyldt den med blod, sved og tårer, hvilket virkelig skaber det her hudløst ærlige billede af kriminaliteten i den mexicanske underverden.  Filmen viser Mexico fra den værste side og tager sit publikum med ind i hjertet af det hjerteløse og fragmenterede samfund, som er blevet skabt af og for kriminelle. I filmen følger vi Kate Macer; og det er vi bestemt ikke de eneste der gør. I samme sekund som Macer og resten af taskforcen kører ind over grænsen, er de straks på vagt efter fjender som venter i skyggerne med ladte våben og lovløse intentioner. Herfra går det kun én vej, hvilket er opad hvis vi snakker spændingsniveau og nedad hvis vi referer til vores hovedpersons rejse dybt ind i det ukendte. Præcis som en lejemorder – hvilket også er titlens inspiration – kommer fortællingen snigende og formår at fastholde en fantastisk stemning hen imod sit mål. Vi ved det kommer, vi ved det sker, men vi har ingen idé om hvornår eller hvordan – alt vi kan gøre er at træde frem fra skyggerne og håbe på, at det ikke er lige her og lige nu at det sker. Som publikum er man i uafbrudt uro og der hænger konstant en sort sky over én og forfølger dig hvor end du går hen.

screen-shot-2015-06-24-at-11-24-27-am

Allerede fra start undrede Kate Macer sig over, hvorfor de valgte hende og ikke en agent med mere passende og relevant erfaring. Det begynder dog langsomt at gå op for hende, at hverken den rolige og rutinerede Matt Graver eller den mystiske og magt-maniske Alejandro, har tænkt sig at tage hende med ind i deres egen lille fortrolige indercirkel, med mindre det bliver absolut nødvendigt. Macer, som jo er vant til rutineprægede og gennemtænkte missioner udført i fællesskab, bliver pludselig kastet ind i dette helvedes-hurlumhej fyldt med skjulte sandheder og dødlige opgaver, hvor hun må klare sig selv og kaste hver en tidligere moral opfattelse overbord, hvis hun vil gennemføre missionen med livet i behold. Men da Macer er komplet uvidende omkring hvad der foregår bag fjendens linjer, forstår hun sig heller ikke på, hvilke drastiske metoder man må være nødsaget til at tage i brug, for at få fat i de nødvendige oplysninger. Den eneste metode, hvorpå man kan komme tæt nok på sit mål og gøre en forskel, er hvis man springer ydercirklen over og angriber det magtfulde midtpunkt som styrer det hele. Det gælder om at gå direkte efter hånden der dikterer dødstallet og dirigerer landet hen imod dommedag; den hånd der har et fast greb om hver en indbygger og hver en illegal immigrant der sætter sin fod det forkerte sted; den hånd der har en finger med i spillet hvor end der er kriminalitet og har direkte forbindelse til personer på inder- og ydersiden af loven… Hvis du fjerner den vigtigste del i Mexicos kriminelle maskineri, så falder den forbryderiske underverden sammen som Djævlens personlige domino brikker. Men vil dette overhoved ændre på noget som helst?

Emily Blunt i rollen som Kate Macer er tydeligvis det rationelle, men dog uvidende, individ i den her store grusomme verden. Hun levede efter specifikke regelsæt og rutiner, som på sin vis gjorde hendes job mere lidelig når diverse lig og lemlæstelser dukkede op. Disse billeder har bestemt brændt sig fast på nethinden, hvilket nærmest er endnu værre, nu når hun ikke kan få tingene til at hænge sammen. Hun er aldrig blevet præsenteret for hvad der ligger bag de huse hun sparker døren ind på – rettere sagt hvem der virkelig er skyld i hendes hektiske hverdag og hvem der placerer alle disse lig for fødderne af hende. Så da hun bliver hyret til at dykke med ned i underverdenen, så har hun svært ved at tilpasse sig og forstå hvad der foregår; specielt fordi hun både som person og som arbejdsstyrke består af kontrol og sammenhold, mens verdenen hun nu dykker ned i er ukontrolleret og fragmenteret kaos. Der er ingen der har hendes ryg, der er ingen der er til at stole på, og der er ingen der ved hvor man har sine venner og sine fjender – grænsen mellem disse er en sløret og uklar skillelinje der nemt kan krydses ind og ud mellem. Hun vil løse alt, men har svært ved at indse, at loven ikke hjælper hende længere, der hvor hun er. Det eneste der hjælper, er at lukke øjnene for hvad der er rigtig og hvad der er forkert, og i stedet rette blikket mod toppen af bunken og gøre hvad der er nødvendig for at nå dette højdepunkt – og i samme stund sit eget maxpunkt.

Skuespil

Emily Blunt gør et godt stykke arbejde i at vise den her kvinde i konflikt med sig selv og sin omverden. Hun fremstår som en meget mentalt stærk person, som også er utrolig menneskelig og langt mere skrøbelig, end hun ønsker at bevise over for sine kollegaer og dem omkring hende. Hun er dedikeret til sit arbejde, men sidder også fast i nogle rammer som forhindrer hende i at tænke uden for boksen – specielt hvis dette betyder, at man må krydse grænsen mellem hvad der er rigtigt og forkert. Her kommer Josh Brolins karakter ind i billedet, Matt Graver, som på en måde er skyld i, at Macer må marchere direkte ind i noget, som hun ikke kan kontrollere. Han er god til at manipulere samt skjule sine egne svage sider, hvilket får ham til at fremstå som den her afslappede type med en godtroende tone i stemmen, som bliver i baggrunden ved mindre andet er nødvendigt – og når han så endelig selv skal deltage, så er han overraskende professionel og fokuseret – overordnet set en person man ikke helt ved hvor man har henne.

S_D037_09788.NEF

Det samme kan siges om den mystiske Alejandro, spillet af Benicio Del Toro, som ofte opererer i forgrunden, men som til gengæld har sin personlighed i baggrunden – nærmest som en form for modsætning af Josh Brolins karakter, hvilket gør dem til et perfekt team-up. Det viser sig også hurtigt, at begge disse karakterer bruger arbejdsmetoder som bestemt ikke falder i god jord hos Kate Macer – noget som hurtigt får skabt en konflikt der sætter hele missionen i livsfare. Men Alejandro gemmer på en sandhed, som hurtig får ham til at handle hvor det er nødvendigt, hvilket er noget Benicio Del Toro viser rigtig godt med sit skuespil. Han spiller ikke noget han ikke har spillet før, i denne film, men til gengæld er han som skabt til rollen som den her menneskelige tikkende bombe, som man holder afstand fra men alligevel gerne vil studere på klods hold.

Visuelt

Én af de absolut bedste kvaliteter ved den 12 gange Oscar-nominerede filmfotograf, Roger Deakins, er at han sjældent blærer sig eller præsenterer sine spektakulære visuelle færdigheder som et isoleret produkt, der er skabt til at blive skuet over i en lille lukket kasse. Deakins tilpasser sig miljøet han arbejder i og får filmen til at fungere som en helhed, hvilket er til fordel for alle de andre elementer, da disse vil blive ligevægtigt fremstillet og ført ud i lyset, af en mand, der ønsker filmen det bedste. Deakins er fantastisk til at skabe den her realisme som ligger sig så tæt op af virkeligheden, at vi enkelte gange overser hvor genialt det hele faktisk er. Vi glemmer næsten hvor vigtigt det er, at en film har den korrekte visuelle balance, hvis alt fra instruktion til skuespil skal have den ønskede fulde effekt. Det bedste eksempel at bruge her, er hvor perfekte nattescenerne er filmet. Aldrig har jeg oplevet den kulsorte nattehimmel optræde som sådan et blændende element i filmen, som det er tilfældet i ’Sicario’. Når det så er sagt, så fanger filmen også den svage men farvefulde solnedgang, hvor lyset langsomt er ved at gå ud og faren begynder at træde frem fra mørket.

sicario-roger-deakins

Musik og lydbillede

Nærmest som Dødens personlige symfoniorkester kommer de musikalske toner tordende direkte ind i billedet og omslutter hele scenariet med sin egen subjektive sans for kaotisk ret og orden. Musikken i ’Sicario’ er fremherskende og altomsluttende som ind i helvede, men giver til gengæld også plads til den larmende stilhed, som skabes udelukkende af personlig visuel indlevelse. Filmen klare sig fint uden soundtracket, men alligevel er det følelsen af en henfaren march gennem gader og stræder, der lige giver filmen det ekstra skub ud mod biografsæderne og krydser grænsen mellem virkelighed og fiktion.

Den rungende og underliggende uhygge i de musikalske kompositioner, er hvad der gør filmen mere levende for sit publikum og fuldender den atmosfæriske cirkel som instruktøren forsøgte at sammenstøbe fra begyndelsen. Det er mørkt, klamt, dystert og fandens effektivt. De Dødes Dag fra den mexicanske kultur er pludselig blevet til en skræmmende virkelighed, hvor alverdens urolige sjæle kommer marcherende gennem byen, for at hævne deres død og fortælle oververdenen om underverdenen – her refereres ikke de dødes verden, men derimod den kriminelle og kaotiske underverden som portrætteres så effektivt i ’Sicario’.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone
Filmanmeldelse: Sicario Anders Bjerg

Sicario - premiere den 22. oktober 2015

Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede

Kort fortalt: ’Sicario’ skærer helt ind til benet med sin hudløst ærlige portrættering af et kriminelt og krakeleret landområde komplet ude af kontrol. Selve plottet er ikke dybt original eller overraskende, men til gengæld føler man sig hurtig holdt fast af den beskidte og ubehagelige stemning, som langsomt strammer sit greb om din underbevidsthed, indtil atmosfærens kvælende fornemmelse har lagt sig tungt i hele din krop. Den visuelle præsentation af den kriminelle underverdenen føles ligeså frisk, som de lig, der hænger rundt omkring på gader og stræder som makabre manifester for kriminalitetens dominans; samtidig føles atmosfæren præcis ligeså indelukket og rådden som de lig, der ligger begravet under jorden eller cementeret bag mure. Filmen er virkelig et gennemtrængende stykke gennemarbejdet håndværk, som oser af teknisk professionalitet, hvilket skaber et godt fundament for filmens øvrige elementer. ’Sicario’ er simpelthen bare et snit over andre film fra genren, skabt med teknisk elegance af ypperste klinge, hvilket bestemt gør den til én af årets hidtil bedste film.

4.8


User Rating: 0 (0 vurderinger)

Tags: , , , ,


Om skribenten

Filmentusiast med kærlighed til filmmediet - uanset genre og stilart... En film skal have noget godt at byde på, så længe fokus er tydeligt og filmen er stensikker og ikke mindst selvsikker i dét den ønsker at fremføre. Så kan mesterværker findes i mange filmhjørner...



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilbage til toppen ↑