Der sku noget charmerende ved at være skør!.
Vi er alle måske en smule skøre og det gør os nødvendigvis ikke til dårlige mennesker.
Det er en del af temaet bag Silver Linings Playbook, dog pakket ind i en kærlighedshistorie/familiefilm, som er lige lovlig ”vi vil have en oscar” præget.
Historie
Pat (Bradley Cooper) er netop hjemvendt efter otte måneder på et psykiatrisk behandlingscenter, hvor han blev anbragt efter at have gennembanket sin kones elsker. Sket er sket og Pat er, i hvert fald i egne øjne, et nyt og bedre menneske, der nu kun har et mål: at vinde eks-konen tilbage.
Der er bare det problem, at eks-konen har fået et polititilhold mod ham, så Pat har brug for hjælp til at komme tæt på hende. Hjælpen kommer i form af den lige så ustabile Tiffany (Jennifer Lawrence), en ung enke, der drukner sorgen i rigelige mængder sex med tilfældige mænd – og som har udset sig Pat som sit næste »offer«.
Normalt ville disse temaer ikke være til at grine af, men Silver Linings Playbook fremhæver det sjove og charmerende i sørgelige situationer og jeg må indrømme, at David O. Russell, manden bag film som »Three Kings« og »The Fighter, viser at han godt kan skrue en god ”romantisk komedie” sammen med en snært af alvor.
Silver Linings Playbook gør op med de traditionelle Hollywood ”rom coms” (romantiske komedier), som er så forudsigelige og så useriøse, at Ben Stiller, Owen Wilson og Vince Vaughn er de eneste, som engang imellem redder komediedelen af dem.
Skuespil
Skuespillet i Silver Linings Playbook er fremragende. Bradley Cooper er god i rollen som den bipolære og hyperaktive Pat, som så gerne vil have styr på sig selv for derved at vinde sin ekskone tilbage.
Jeg synes, at det er opmuntrende at se Robert de Niro i rollen som Pat senior, en fodbold glad (amerikansk fodbold) gambler, som inderligt ønsker at se sin søn overvinde sine mentale problemer.
Jennifer Laurence er dog den helt store oplevelse i filmen. Hun viser, at hun både mestrer det dramatiske og det komiske, og hendes sexappeal er så gennemtrængende, at man som 27 årig fodboldelskende mand godt kunne tænke sig at se alle hendes film fremover – selv Hunger Games.
Visuelt
Her hos filmpuls tæller også det visuelle aspekt (helst ikke for meget CGI). Men i dette tilfælde har det visuelle ikke spillet en væsentlig rolle, da det ikke skal understøtte historien på nogen måde. Filmen foregår i Philadelphia, hvor byen og dets amerikanske fodboldhold ”Philadelphia Eagles” spiller en stor visuel rolle i filmen. For mig forstærker det den fælleskabsfølelse, som filmen også har som tema.
Men Jennifer Laurence har en gudesmuk krop i filmen…CGI? måske…
Musik og lydbillede
På lydsiden er filmen lige som det skal være, når det kommer til romantiske komedier.
Der er både musik, som understøtter de mere seriøse øjeblikke samt musik til de glade og komiske situationer.
Et af de bedste øjeblikke er bl.a. Pat (Bradley Cooper’s) had til Stevie Wonders “My Cherie Amour”, da den minder ham for meget om en uheldig episode med hans ekskone. Der er også danse scener med musik fra Led Zeppelin og Jack White. Lidt rock og rul til at matche al det sukkersøde.