En af verdens bedste filmfotografer debuterer med sin helt egen film..." /> Filmanmeldelse: Transcendence - Filmpuls

sci-fi Transcendence. Læs anmeldelsen på Filmpuls.dk

Skrevet den 19 juni, 2014 | af Michella Malin Petersen

0

Filmanmeldelse: Transcendence

En af verdens bedste filmfotografer debuterer med sin helt egen filmiske vision.

Fremtiden er teknologisk – om vi vil det eller ej. Man føler efterhånden at vi mennesker bliver mere og mere overflødelige som verden drejer rundt, og frygten for at kunstig intelligens en dag skal overtage er mere tilstedeværende end nogensinde. Når disse opfindelser alle er skabt af os selv, burde vi så ikke være i stand til at kontrollere dem?

Hvor meget skal der til før en kunstig intelligens kan klare sig uden mennesket? Er sjælen det eneste der adskiller den fra os? Hvor stor en trussel er dens eksistens mod religion? Er det muligt at give computere følelser og minder? Kan man give dem en sjæl? Kan man kopiere en menneskelig eksistens? Og burde man?

Burde vi frygte teknologien fordi den måske på nogle punkter, er længere fremme end os?

Det er nogle af de spørgmål som Wally Pfister gerne vil stille med hans debut-film ‘Transcendence’.

Transcendence. Læs anmeldelsen på Filmpuls.dk

Pfister er en af branchens mest talentfulde filmfotografer, og er mest kendt for sit langvarende samarbejde med mester-instruktøren, og den eneste Gud jeg ville gå i kirke for, nemlig Christopher Nolan. Et samarbejde, der igennem 14 år, har givet ham 3 Oscar-nomineringer, samt én sejr for 2010’s ‘Inception’.

Han har et fantastisk visuelt øje, og et talent for at skabe fantasi-realisme der får selv de mest utænkelige ting til at se troværdige ud. Nu forsøger han sig med sin helt egen vision, og med klar inspiration fra sin tidligere arbejds-partner, forsøger han at skabe en futuristisk thriller der omhandler teknologisk singularitet, vores forhold til det på godt og ondt, og om hvorvidt vores frygt er virkelig er begrundet.

‘Transcendence’ blev et flop i hjemmelandet USA, og fik smæk af landets anmeldere. Diverse internet-sider har ovenikøbet udråbt den som mulig Razzie-vinder (Razzie’s er priser der gives til de værste film og skuespillere hvert år) og den er blevet kaldt det sidste søm i den kiste der indeholder Johnny Depp’s popularitet.

Fortjener ‘Transcendence’ virkelig alle de virtuelle smæk i bagpartiet som den har modtaget? Er det virkelig Depp’s dårligste film til dato? Er Wally Pfister komplet håbløs som instruktør? Burde du ignorere alle de andre anmelderes meninger og høre på min i stedet?

Nej, nej, overhovedet ikke, og selvfølgelig.

Historie

Dr. Will Caster er verdens førende forsker inden for kunstig intelligens. Han arbejder på at skabe historiens mest kraftfulde computer, der er i stand til at indsamle og lagre menneskets samlede viden, kombineret med et komplet register af menneskelige følelser. Hans eksperimenter har både gjort ham beundret og forhadt. Især har hans forskning gjort sig upopulær hos en anti-teknologisk gruppe ekstremister, og de vil gøre hvad som helst for at stoppe ham. Men en af deres angreb giver bagslag, og skubber Will’s forsøg fremad, og inden længe bliver han til en fysisk del af sin egen grænseoverskridende forskning. Nu er spørgsmålet for to af de mennesker han stoler mest på – hans kone Evelyn og hans bedste ven Max – ikke om de kan forsætte fra hvor Will slap, men om de bør.

At ‘Transcendence’ er en debut-film, er desværre tydeligt. For selvom der er så meget potentiale i filmens historie, så lider den under en små-klodset redigering og ekstremt forhastet fortælling, med mange hurtigt glemte side-plots, ujævne forklaringer og ofte flad dialog, som kun holdes oppe af det ellers fremragende cast. Inden du kan nå at gribe en håndfuld popkorn, er Depp’s karakter allerede omdannet til en computer, og hans kone Evelyn’s følelsesmæssige dilemma sættes igang. Blandt det med en ulykkelig bedste ven der prøver at være fornuftens stemme, to FBI-agenter der er ligeså nyttefulde for plottet som en våd papirpose, en gruppe rebelske unge der leger junior-terrorister og en håndværker der bliver Depp 2000’s forsøgskanin.

Og det er inden for de første 30 minutter.

Transcendence. Læs anmeldelsen på Filmpuls.dk

‘Transcendence’ er ikke kun debut for Pfister, men også for Jack Paglen, som har stået for manuskriptet. Instruktion, manuskript og skuespil er de tre nøgle-elementer til at skabe en god film, og når to ud af de tre er på deres jomfru-rejse, så får man en ret forvirrende og vildt uorganiseret fortælling hvor alt næsten holdes oppe af skuespiller-præsentationerne og den tekniske side, nemlig cinematografien og lyden.

Det er en skam, fordi der er en pointe her, og Pfister’s holdning til teknologiens udvikling befinder sig et sted i midten. For meget tillid til kunstig intelligens kan være til fare for vores menneskelighed, men samtidig mener han at en stor del af frygten er ubegrundet, og stammer fra vores behov for destruere det vi ikke forstår, og det som er til dels ude af vores kontrol. En udvikling der er uden for vores fatteevne vil altid skabe mistillid, og det er, og vil altid være, mennesket selv som er menneskets største fjende.

En af de største teknologiske modstandere er dens diametrale modsætning, nemlig religion. Og her er en af grundene til at ‘Transcendence’ nok ikke helt ramte plet hos det amerikanske publikum. Filmen har mange religiøse undertoner, men holder til sidste ende hen mod ateismen. Udover en del subtile religiøse billeder, så ser vi blandt andet Will Caster’s KI begynde at heale de syge og svage, nærmest som en slags elektronisk Jesus, hvilket skaber både blind tillid, ærefrygt, tvivl, frygt og vrede.

Et andet eksempel er den fine scene hvor Will Caster, under sin præsentation, tager spørgsmål fra publikum, hvori en af hans modstandere (spillet af Lukas Haas fra ‘Inception’) spørger ham om hans plan er at skabe en Gud – hans egen Gud – hvortil Caster svarer “Er det ikke hvad menneskeligheden altid har gjort?”

‘Transcendence’ overraskede mig også med sin endelige konklusion, og det er ikke fordi at den var fantastisk veludført, eller komplet ændrede mit syn på film-mediet, men fordi at filmens twist faktisk var en positiv en af slagsen. Normalt når film, om det så er gysere, thrillere eller dramaer, tilføjer den efterhånden obligatoriske twist-slutning, så er det næsten altid tragiske, chokerende, eller ondsindede drejninger som kan være genstand for fortvivlelse eller en form for sørgelig accept i publikum når de forlader salen. Der er måske et par enkelte plothuller henne mod enden, men jeg sad alligevel tilbage med en varm følelse, hvilket ikke kun betyder at historien (ujævn som den var) havde påvirket mig, men også at jeg var bare lidt investeret i karaktererne.

Selv om ‘Transcendence’ spilder mange muligheder for virkelig at skabe en tankevækkende og rørende historie, så er der både hjerte og vilje bag Wally Pfister’s debut. Man kan mærke at han virkelig gerne vil sige noget med sin film, men bare mangler erfaringen til virkelig at slå igennem.

Transcendence. Læs anmeldelsen på Filmpuls.dk

Jeg vil gerne se flere projekter fra Wally Pfister – manden har stort potientiale, men han mangler virkelig lidt rådgivning og måske et samarbejde med en mere erfaren manuskript-forfatter for rigtig at kunne få et muligt mesterværk op at køre.

Der er en idé indenfor film-kunsten der siger at hvis en film har fået dig til at tænke, så var den ikke helt mislykket. Dertil kan jeg konstantere at ‘Transcendence’, trods dens ujævne fortælling, trods dens spildte muligheder, trods dens til dels underudviklede karakter, netop er det – ikke helt mislykket.

Skuespil

Wally Pfister har samlet sig et imponerende cast til sin debut, inklusiv en lille håndfuld stjerner som han kender fra sit samarbejde med Christopher Nolan (Rebecca Hall, Cillian Murphy, Morgan Freeman, Josh Stewart og Lukas Haas), og hver og eneste skuespiller gør deres absolut bedste i deres roller, og det er soleklart at de har stor tillid til Pfister, og deres præsentationer holder virkelig filmens følelsesmæssige tone på et højere niveau en manuskriptet tilbyder – styrken i ‘Transcendence’ er menneskerne og deres indebyrdes forhold til hinanden, såvel som teknologien.

Johnny Depp (vores alle sammen’s Jack Sparrow) spiller hovedrollen som Dr. Will Caster, og han imponerer. Jeg har personligt altid været under den mening, at Depp er bedst når han får lov til at spille bizarre, excentriske roller – det er her at han brillierer. Selv om mange har et problem med hans ofte fjollede præsentationer i diverse Tim Burton-film, så er han en karakter-skuespiller først og fremmest, og så snart han skal spille en mere tilbagelænet leading-man uden de vilde armbevægelser og det uvaskede hår, får man hurtigt fornemmelsen af at han keder sig, hvilket altid har forhindret ham i at blive en virkelig exceptionel skuespiller. Men trods det faktum at han kun er fuldt fysisk med i omkring 20 minutter – resten af tiden er det kun hans ansigt på en skærm – så lykkedes det Depp at gøre Will til en virkelig sympatisk og godmodig mand, som man hurtigt begynder at holde af. Han spiller Caster som en fortumlet og lettere usikkert geni, men uden nogensinde at blive en karikatur. Det er ikke fordi at vi får nogen Oscar-præsentationer hér, men Depp gør virkelig det bedste han kan med hvad han har. Når han endelig skal spille en KI-udgave af sig selv, så spiller han med en tvetydig fremtoning der gør at man aldrig rigtig kan dømme hvor meget af ham der er menneske og hvor meget der er computer, hvilket er en af filmens gentagende spørgsmål.

Rebecca Hall (den overflødelige af hunkønnene fra ‘Iron Man 3’, samt Chris Nolan’s ‘The Prestige’) og Paul Bettany (‘The Da Vinci Code’, og ‘The Tourist’ hvor han også spillede overfor Johnny Depp) er bliver hurtigt filmens hovedpersoner, efter Depp’s karakter træder til side. De gør det virkelig fint, og deres følelsesmæssige reaktioner på forvandlingen af en person de begge elsker, er så troværdige og virksomme som manuskriptet endnu engang tillader. Karakterenes inbyrdes venskab er hjertevarmt (dog til tider lidt tvetydigt), og begge skuespillere leverer, ligesom Depp, det bedste de kan. Rebecca Hall starter måske en smule lavmælt, men hun intensiverer virkelig efter filmens første akt, og Bettany er fremragende hele vejen igennem. De er begge to en del af branchens mest undervurderede skuespillere.

Transcendence. Læs anmeldelsen på Filmpuls.dk

Morgan Freeman og Cillian Murphy har begge arbejdet med Pfister i gentagende gange, og man får lidt en mistænkelig fornemmelse af at han kun skrev disse roller til dem af den grund. Freeman spiller forskeren Joseph Tagger, en god ven af Caster-parret, og Murphy spiller Agent Buchanan, som trasker efter Tagger så han kan fungere som den udadstående tilskuer, der ikke kender til alle de indviklede ting og sager som der foregår rundt om ham. Hverken Freeman eller Murphy’s skuespiller-talent burde diskuteres. De har gentagende gange bevist hvor dygtige de er. Men deres karakterer har intet rigtig formål i historien, udover at redegøre de dele af plottet som publikum nok har svært ved at forstå. Men ligesom resten af castet, så gør de deres absolut bedste. Det er bare en skam at de ikke fik nogle lidt mere interessante karakterer at arbejde med.

Kate Mara (Netflix-serien ‘House Of Cards’) spiller Bree, lederen af modstands-gruppen R.I.F.T. Hende, og hendes ekstremt dårlige afblegning, er nok det tætteste som filmen kommer på en fysisk skurk, men alligevel ligger der mere bag hendes karakter en vi lige umiddelbart får lov at opdage. Mara er ikke en decideret fantastisk skuespillerinde, men hun gør et solidt forsøg på at give Bree en snert af personlighed, og hun får også lov til at have en enkel scene hvor vi ser et glimt af hvad der ligger bag hendes ellers tvivlsomme gerninger.

Castet er stærkt i ‘Transcendence’, og det gør virkelig en forskel. Hver og eneste skuespiller virker til at have tiltro til deres instruktør og gør deres bedste ved at bearbejde det mildest talt ujævne manuskript, hvilket virkelig gør at man er mere i stand til at overse filmens fortæller-problem og forhastede plot-pointer.

Visuelt

Selvom Pfister denne gang er bag kameraret, så betyder det ikke at han har tænkt sig at lade sin visuelle stil blive slagtet. Filmfotografen hér, er Jesse Hall, og han gør Pfister kunsten efter ret godt. Hvad Pfister er fantastisk til, er at skabe storslåede omgivelser og fantastiske effekter som altid, på en eller anden måde, føles ekstremt realistiske. Der er altid en utrolig elegant tone over hans værker, hvilket især er tydeligt i førnævnte ‘Inception’, som efter min mening er kendetegnet på “spektakulær minimalisme”. Og den tone holder Jesse Hall for det meste i ‘Transcendence’.

Det her er ikke en film hvor man skal forvente ‘Avatar’-lignende sets og lokationer, men mere hen af fantasy-realisme. En verden som vores, dog lidt mere teknologik udviklet (måske 10 år i fremtiden) hvor der nogle gange dukker effekter op som vi ikke ville kunne se i den virkelige verden (i hvert fald ikke ædru). Jeg elsker film med den slags visuelle sprog, fordi der bliver aldrig forsøgt at smide den ene vilde effekt efter den anden i ansigtet på dig – de øjeblikke er mere sjældne, men når de endelig dukker op, så gør de langt mere indtryk.

Transcendence. Læs anmeldelsen på Filmpuls.dk

‘Transcendence’ er smukt filmet, med nogle mindeværdige billeder – blandt andet en kort, men effektiv drømmesekvens, samt flere af scenerne mod slutningen, hvor filmens få CGI-effekter begynder at komme i spil. Det er tydeligt at Pfister har haft en stor indflydelse på filmens visuelle side, og på Jesse Hall, og han forstår det populære ordsprog “less is more”. Man er ikke i tvivl om at vi har at gøre med en enormt talentfuld filmfotograf, der dog stadigvæk mangler lidt viden for at blive en ligeså talentfuld instruktør. Men fundamentet er der.

Musik og lydbillede

‘Transcendence’s musikalske side, består af en komplet instrumentalt soundtrack, som er kompineret af Mychael Danna, en Oscar-nomineret komponist (2012 for ‘Life Of Pi’), og hans arbejde her er virkelig imponerende. Det er tydeligt at der er gået efter noget hen af Hans Zimmer’s værker, og selv om filmens score ikke helt er på ‘Inception’-niveau (og hvor meget er lige det?), så er det et virkelig fint og rørende lille soundtrack som han har skabt.

Under de dramatiske scener bliver der gjort indtryk med buldrende toner, mens de mere neddæmpede scener lyder mere rolige og sarte, men det bliver aldrig for letkøbt og tager aldrig opmærksomheden fra filmen selv. Et flot soundtrack, som helt klart fortjener at blive lyttet til hvis man, som mig, er soundtrack-entusiast.



Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on Google+Share on TumblrShare on RedditEmail this to someone
Filmanmeldelse: Transcendence Michella Malin Petersen

Transcendence - Premiere den 19. Juni 2014

Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede

Kort fortalt: ‘Transcendence’ lider under en ujævn fortælling og tydelig manglende instruktør-erfaring, men den er stadigvæk et kig værd, grundet en flot teknisk side, godt skuespil, og de få par øjeblikke der virkelig sætter sig fast.

3.8


User Rating: 0 (0 vurderinger)

Tags: , , , , , , ,


Om skribenten

har et ekstra hjertebank for superhelte, gyser-genren, 80'er film, tragiske dramaer og alt af Christopher Nolan. Taler flydende i film-citater, og ville se en film om tørrende maling hvis Tom Hardy var på rollelisten.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Tilbage til toppen ↑