‘Ma Rainey’s Black Bottom’ er den kendte teaterforestilling, skrevet af den kendte afroamerikanske, Pulitzer-prisvindende skuespilsforfatter, August Wilson. Wilsons skuespil og bøger fremhævede kampene i det afroamerikanske samfund. Nogle af hans kendte teaterstykker inkluderer ‘Jitney’, ‘Ma Rainey’s Black Bottom’ , ‘The Piano Lesson’ og ‘Fences’, som alle er en del af hans anerkendte samling af ti teaterstykker med titlen ‘The Pittsburgh Cycle’. Denzel er gået i gang med at filmatisere ‘The Pittsburgh Cycle’, og vi er nu nået til ‘Ma Rainey’s Black Bottom’, som han er producer på. ‘Fences’ kom til det store lærred i 2016, hvor den vandt en Oscar for bedste skuespillerinde.
Hvad handler den om?
Temperaturen og spændingerne stiger i løbet af en eftermiddagsoptagelse i 1920’ernes Chicago, da et
band af musikere afventer den banebrydende og kontroversielle kunstner, den legendariske “Mother of the Blues”: Ma Rainey (Viola Davis). Ma Rainey kommer sent til optagelserne og deltager i en strid med sin hvide manager og producent. Striden handler om kontrollen over Ma’s musik. Mens bandet venter i studiets klaustrofobiske øvelokale, har den ambitiøse trompetspiller Levee (Chadwick Boseman) – øje for Ma’s kæreste og er fast besluttet på at sætte sit eget præg på musikbranchen. Levee ansporer sine medmusikere til flere udbrud og udfoldelser af historier, der afslører sandheder, der for evigt vil ændre deres liv.
Vil jeg anbefale den?
‘Ma Rainey’s Black Bottom’ er baseret på et teaterstykke af samme navn – og det kan mærkes. Hele filmen foregår i, og omkring, et lydstudie, hvilket i sig selv er ok, men filmen er for teatralsk. Jeg synes ikke, holdet bag ‘Ma Rainey’s Black Bottom’ (producer Denzel Washington og manuskriptforfatter Ruben Santiago-Hudson), har formået at oversætte teaterstykket til det store lærred. Det er især skuespillernes måde at levere deres replikker på, der virker lidt ‘over the top’. I teaterverdenen skal man oftest ytre og overartikulere sine replikker, så alle i salen kan høre, hvad der bliver sagt. Det var den fornemmelse jeg fik, da jeg sad og så ‘Ma Rainey’s Black Bottom’.
Værd at fremhæve er Viola Davis i rollen som Ma Rainey og Chadwick Boseman. De er uden tvivl filmens to hovedroller og formår at balancere det teatralske med nuanceret skuespil, hvor man får stor empati og forståelse for hvad deres karakterer har gennemgået. Viola Davis får virkelig lov til at skabe figuren Ma Rainey, som sjovt nok ligner og minder lidt om Heath Ledgers Joker. Chadwick Boseman leverer en af karrierens største præstationer, selvom ‘Ma Rainey’s Black Bottom’ ikke er en lang film. Det er sørgeligt at tænke på, at Chadwick døde for nogle måneder siden og derfor ikke kommer til at høste priser og lign. for sin præstation.
Dér hvor ‘Ma Rainey’s Black Bottom’ er bedst er, når den formår at give et indblik i karakterenes vrede, frygt og frustrationer, som er kendetegnet for August Wilson værker. August Wilsons værker handlede om at fremhæve afroamerikaners eksistentielle problematikker, og oftest om den helt almindelige afroamerikaners vrede, frygt, frustrationer og drømme.
Dér hvor filmen er svagest er når det kommer til kontekst. Der er nogle spørgsmål som man som seer gerne vil have svar på. Baggrundsinformation, forklaring på de følelser, der kommer til udtryk og uddybelse af karakterernes indbyrdes forhold. Filmen formår at svare på nogle af disse ting ved de livlige fortællinger. Der nogle spørgsmål, der aldrig bliver besvaret, og det er lidt synd, da man f.eks. kunne have brugt flashbacks og dermed også gøre historien mere filmisk.
‘Ma Rainey’s Black Bottom’ er værd at se, bare for at opleve skuespil i verdensklasse! Især fordi Viola og Chadwick går i spidsen med super-præstationer. Dog er ‘Ma Rainey’s Black Bottom’ ikke mere end de skuespilspræstationer og derfor ikke en film som er værd at gense.
