Serieanmeldelse: Equinox

Netflix har igen været igang med at producere en skandinavisk serie. Denne gang fra Danmark. 

Hvad handler den om?

I 1999 forsvinder en gruppe studenter sporløst fra studentervognen. Astrid, hvis storesøster er en af de forsvundne, er ni år da det sker. I 2020 lever hun normalt og roligt liv med sin lille datter og et lidt anspændt forhold til eksmanden. Hun arbejder på et radioprogram og pludselig en dag ringer en af de tre overlevende, Jakob, ind til programmet. Opkaldet river op i fortiden og Astrids uhyggelige mareridt fra barndommen. Derfor ser hun sig nødsaget til at tage tilbage til København for at finde ud af hvad der egentlig skete med hendes søster. Hvad er det der bliver holdt hemmeligt for hende og hvilken rolle spiller hun selv i søsterens mystiske forsvinden.

‘Equinox’ er baseret på den danske podcast af næsten samme navn ‘Equinox 1985’ fra 2017. På rollelisten ses bl.a. Danica Curcic, Lars Brygmann, Karoline Hamm, og Viola Martinsen som den ni-årige Astrid. Alle leverer indlevende præstationer. 

Vil jeg anbefale den?

Når Danmark, og Skandinavien, arbejder sammen med Netflix giver det en bredere mulighed for at arbejde inden for en genre vi ikke så ofte ser herhjemme. Denne gang er mystikken og det overnaturlige en stor del af historien og det klæder det danske film-og tv-format, for vi er faktisk gode til det. Det ser man både i Netfilx-serien ‘The Rain’ og film som ‘Skammerens Datter’. Selvom det er en stor amerikansk gigant der har lavet serien, føles den stadig som at den hører hjemme hos os i Danmark. Dette kommer især til udtryk i form af den oldnordiske og hekseagtige mytologi serien omhandler. 

I serien følger vi både begivenhederne som Astrid husker dem som ni-årig i 1999, og hvordan voksne Astrid håndterer hændelserne i nutiden. Det betyder at der springes en del frem og tilbage i tiden, som jeg synes er lavet rigtig fint. Både Idas varme studentertid og Astrids kolde nutid er lige spændende at følge med i, og for hver bid udfoldes lidt af mysterierne. Desværre skal vi dog først hen i afsnit 3 før der rigtig sættes skub i begivenhederne. Og med en serie på kun seks afsnit er det lige sent nok at skubbe gang i historien. 

Serien føles meget dansk og minimalistisk i sit udtryk, der formår, uden særlig brug af CGI, at skabe en mystisk stemning med flotte billeder fra den danske natur. Det visuelle falder dog lidt til jorden når Astrid har mareridt. Dette foregår i omgivelser der tydeligt er snuppet fra ‘the Upside Down’ fra Netflix-serien ‘Stranger Things’. Her savner jeg originalitet. 

I typisk streamingsserie-stil afsluttes serien med en del ubesvarede spørgsmål. Det føles som en halv beslutning, fordi de store streamingtjenester, i tilfælde af succes, altid kan holde muligheden åben for en sæson mere. Det er en evig torn i mit øje, for der er aldrig noget der rigtig er afsluttet.