Hvad kan Baz Luhrmanns tre første film, The Red Curtain trilogien, som hans senere film ikke kan?
Man kan få lov til at vente længe, hvis Baz Luhrmann er en af de instruktører, man godt kan lide at følge. På 22 år er det blevet til 5 film, typisk at det lige var denne mand, som jeg kastede min kærlighed over. Det betyder også, at mine forventninger når at blive skruet lige lovligt højt op. Men dette skal ikke handle om ‘The Great Gatsby’, som ellers efter længe venten kom ud for godt 9 måneder siden.
Jeg vil nemlig gerne se lidt på den tid, hvor jeg mener Luhrmann var på sit højeste, noget der blev set sidst i 2001 (og noget man kan håbe på kommer igen).
I 2001 udkom ‘Moulin Rouge!’, som var den sidste film i “The Red Curtain trilogy”. Herefter har han lavet filmene ‘Australia’ (2008) og ‘The Great Gatsby’ (2013).
Men hvorfor synes jeg, at de tre første film er bedre end hans to sidste og hvorfor synes jeg, at Baz Luhrmanns the Red Curtain trilogien er noget af det mest unikke og fede i filmhistorien? Det vil jeg prøve at beskrive her.
The Red Curtain Cinema
Trilogien består af tre film, hans debutfilm ‘Strictly Ballroom’ (1992), William Shakespeare’s ‘Romeo + Juliet’ (1996) og sidst (men ikke mindst) musicalen ‘Moulin Rouge!’ (2001).
I disse tre film har Baz Luhrmann brugt en helt speciel filmteknik, som han kalder ”The Red Curtain Cinema”.
Baz Luhrmann vælger med vilje at gøre tilskuerne konstant opmærksomme på, at de faktisk ser en film og ikke “virkeligheden”. Det er et form for benspænd, som han giver sig selv. I ‘Strictly Ballroom’ er det brugen af dans – hvilken nok er den mindst tydelige af de tre. I ‘Romeo + Juliet’ er det brugen af de originale Shakespeare replikker, som er et virkelig specielt virkemiddel, når selve filmen er sat i moderne tid med våben og helikoptere. Til sidst er der ‘Moulin Rouge!’, hvor sang og musik er brugt til at gøre os konstant opmærksom på, at det er en film.
Det er præcis disse genialle benspænd, som gør Baz Luhrmanns tre film så fede og får dem til at skille sig ud. Det er sådanne udfordinger, jeg ville ønske Luhrmann ville give sig selv igen.
Virkemidler
Jeg er en person som virkelig elsker visuelt flotte film, og det er bestemt en af de største grunde til, at jeg elsker Baz Luhrmanns film så meget.
Alle som har set en Baz Luhrmann film, vil kunne se det specielle ved hans stil – det er ofte som et filmisk festfyrværkeri (han gør også ofte brug af bogstavligt fyrværkeri). De er enormt energiske og man får virkemidler smidt i hovedet hele tiden. Han kan godt lide at gøre det hele meget storslået! Masser farver, ofte hurtig klipning og skøre forvirrende indslag. Her skiller ‘Australia’ sig en smule ud, virkemidlerne er ikke helt så farvestrålende og skøre. De er mere “almindelige” – men man kan ikke benægte, at ‘Australia’ også er storslået.
Det storslåede er unikt og mindre Hollywood-agtigt i The Red Curtain-trilogien. Jeg synes, at det “storslåede” her er mere kunstnerisk og giver ikke følelsen af: “Vi har mange penge, derfor gør vi det stort”. Hvor ‘Australia’ og ‘The Great Gatsby’ er lidt mere “bare” Hollywood stort.
De vilde virkemidler og store armbevægelser stiger for hver film i trilogien. Når vi når til ‘Moulin Rouge!’ er det den helt store farvepallet der bliver gjort brug af. Her er der Bollywood-tendenser, der gøres brug af årtiers største kærlighedssange og hele Paris er i Boheme-revolution.
Men ud over fest og farver kan Luhrmann også godt lide store tragedier. Hvad filmene kan, er både at underholde, vise utrolig skøre og helt hen i vejret scener, fx. med fastmotion og skøre pålagte lydeffekter og akavet og humoristiske situationer. Men filmene kan også være utroligt intense, sørgelige, smukke og rørende – og her er virkemidlerne helt anderledes. Men det fungerer fantastisk! Vi har ikke svært ved at omstille os til næste scene eller følelse. Baz Luhrmann kan få det til at fungere, med alle disse følelser og stile i ÉN film, og det er en af de ting, som gør ham til en mester, ifølge mig!
En af de scener som virkelig viser kunsten som Luhrmann skaber i sine film, er min yndlingsscene fra ‘Moulin Rouge!’ – El Tango de Roxanne. Jeg vil helst ikke afsløre for meget, men begge hovedpersoner kæmper med deres – det er en meget central scene i filmen.
Scenen viser hvor fantastisk musikken bliver brugt i filmen og der bliver også gjort virkelig fedt brug af parallelklipning mellem de forskellige steder og hovedpersoner. Der er en hel enhed smeltet sammen, hvor klipning, musik, sang, dans, farver, og rollernes interaktion bare passer så perfekt sammen, at man næsten må græde! Man kan føle helt nede i maven, den utrolig intense situation og hvordan karakterne føler.
Og så tror jeg da også til sidst, at det er værd at nævne de store skuespilpræsentationer, som der er i alle filmene. Unge Leonardo DiCaprio er helt enestående, som altid, (giv ham nu den Oscar!). Ewan McGregor og Nicole Kidman er fantastiske i deres roller i ‘Moulin Rouge!’, hvor de både spiller og synger fortryllende. Jeg forelsker mig i den dejlige Ewan McGregor hver gang. Baz Luhrmann forstår at få fat i de helt rigtige skuespillere – men det er heldigvis ikke noget som har ændret sig!
Så, hvis du ikke har set de tre film i denne fantastiske trilogi, så vil jeg kraftigt råde dig til at gøre det! Men vær opmærksom på, at de selvfølgelig er kærlighedsfilm, men der er altså så meget mere til dem!