Så vil vi anbefale at du tjekker hendes Oscar-vindende præstation ud, i filmen ‘Monster’, som ligger på Netflix! Desuden er filmen baseret på en sand historie…
Dette er en film der har ligget øverst på min watchlist i meget lang tid. Men hvad der til sidst fik mig til at se filmen, var da jeg vendte hjem fra en screening af den nye “Mad Max”. Charlize Theron leverede et helvede af en fyrig præstation efter min mening, med sin stærke feminine karakter, Furiousa. Og selvom hendes karakter blev trimmet ned til ”rå realisme”, følte jeg stadig ikke at jeg kom helt ind under huden på hende – i hvert fald ikke i form af at skille den faktiske skuespiller ad. Men i dagens anbefaling, ’Monster’ fra 2003, er den smukke Theron mere “nøgen” end nogensinde før, og ser mere beskidt og frastødende ud end nogensinde før…
Filmens handling
Aileen Wuornos barndom i Michigan er præget af misbrug. Børnemisbrug og narkomisbrug. Som 13-årig bliver den prostituerede Aileen gravid og siden går det fra ondt til værre. Aileen flytter til Florida og lever et forfærdeligt liv som prostitueret. I 1989 møder hun den noget yngre Selby, som hun får et rigtig nært forhold til. Men efter noget tid, kan hun ikke længere holde livet som luder i rendestenen ud, og efter at hun myrderede en kunde for første gang, har hun fået blod på tanden for at sætte en stopper for de klamme stoddere som køber sig til sex – eller ind i mellem direkte voltager kvinder som Aileen. Hun havner på en destruktiv sti som hun har svært ved at træde ud fra, og hun tager Selby med i afgrunden.
Medfølelse for et monster
Til trods for at man allerede er klar over at filmen er baseret på virkelige hændelser, så er man slet ikke forberedt på hvilken rørende og følelsesmæssigt ødelæggende effekt denne film har på sit publikum. Når man tager selve filmens grusomme og morderiske omstændigheder til sig, så kan man blive ret så overrasket, når man opdager at historien om en seriemoder kan være pakket ind i sådan et nedtonet og humanistisk drama. Ind i mellem bliver der måske spillet på de bløde strenge af sentimentalisme, men filmen formår at gøre det, uden at efterlade sit publikum irriteret eller billigt manipuleret. Filmen fortjener hvert et sekund sympati, netop fordi at filmen har opnået en form for tillid fra sit publikum, og når vi endelig når ved vejs ende så føler man virkelig at have gennemgået den lange rejse med filmens hovedkarakterer. Det var ikke blot en billig pay-off, der kæmpede for at efterlade os med en mindeværdig indtryk; dette var en autentisk afslutning til en rørende og velafbalanceret historie, og jeg kunne ikke være mere imponeret og tilfreds med det.
Men nu er det selvfølgelig ikke kun slutningen der skal tales om, den er faktisk kun en lille del af det. Der er selve rejsen hen imod slutningen som virker allerbedst. Charlize Theron er desuden helt uigenkendelig som ”hjemløs hillbilly”, hvor hun i rollen som Aileen ændrer sig fra fortabt prostitueret til en koldblodig seriemorder på hævnens krigssti. Når en skuespiller kan forsvinde helt ind i en rolle på en sådan måde, at man kun ser karakteren og ikke den person som portrætterer karakteren, så ved man, at det er en vinder. Men Theron gør mere end blot at flytte rundt med nogle finere fagter, eller lægge al sin indsats på kun ét aspekt. Hun ændrer på alt, helt fra hendes skuespil, til hendes udseende og endda også hendes accent, og man kan næsten sige at hun vender den klassiske fortælling om ’Skønheden og Udyret’ uafhængigt ind i mod sig selv.
Mængden af mod og professionalisme det tager, at vise så meget af hende selv, og samtidig være en helt anden person oveni, er næsten for fantastisk. Men på trods af denne milesten i filmhistorien fra Charlize Therons præstation, så burde man virkelig også fremhæve hendes ”partner in crime”, Christina Ricci, som er lige så fantastisk til at spille uskyldig og forvirret lesbisk teenager, som er fastlåst i en nedadgående spiral mod selvdestruktion. Det er to vidt forskellige præstationer, men begge er spillet til perfektion.
Hjertevarm fortælling om koldt blod
Jeg må sige, at jeg beundrer den varme humanistiske tilgang til historien, som ellers kunne syntes at være en grusom koldblodig fortælling. Gennem hele filmen kommer vi for alvor til at forstå Aileens motivationer og sammenfiltrede syn på samfundet, og de mennesker, der bor i det. Filmens omdrejningspunkt er desuden fastlagt på de karaktererne, i stedet for deres handlinger, og det fungerer perfekt. Og jeg taler heller ikke kun om den ”destruktive duo” i midten af det hele; jeg tænker på hver eneste karakter, vi ser på skærmen. Selv dem, der kun modtager to minutters total skærm tid, formår stadig at være mindeværdige på grund af en kombination af et godt manus og en god instruktion. Men det vender selvfølgelig alt sammen tilbage til instruktør, Patty Jenkins, og hendes insisteren på at levere en hudløs ærlig og følelsesmæssig fortælling.
Filmen er ikke en billig og snavset udstilling af hverken vold eller dramatiseret volapyk; men det er helt sikkert en udstilling for fænomenalt skuespil, det er der ingen tvivl om! Bare for de to pragtpræstationer fra Charlize Theron og Christina Ricci alene, er filmen hver at se. Så tjek den ud hurtigst muligt! Filmen er på Netflix.