Filmanmeldelse: Tulipanfeber

Justin Chadwicks Tulipanfeber er baseret på en best-seller roman med samme navn af forfatteren Deborah Moggach. Filmen går meget tydeligt efter et specifikt publikum, (fans af romantiske periodedramaer) og intet galt dér. Men med et ellers lovende skuespillerhold, og en flot trailer, kunne filmen ikke skuffe mere – på næsten alle fronter.

Historie

I 1600-tallets Amsterdam er den uskyldige kvinde Sophie (Alicia Vikander) blevet gift med en ældre adelsmand. (Christoph Waltz) Sophies største bekymring er at føde hendes mands barn, indtil hun møder den unge kunstner (what’s-his-face fra Chronicle), der skal male ægteparrets portræt. De to starter en affære og må finde en måde at være sammen. Plus et eller andet sideplot om tulipanindustrien.

Jeg ved snart ikke hvor jeg skal starte – der er så mange problemer! Først og fremmest kan en film næsten ikke sætte sit plot op på en mere generisk og venstre-hånds-agtig måde end Tulipanfeber. Hvert eneste sideplot bliver præsenteret som om seeren allerede kender historien, (nok fordi man har set det tusind gange før) og springer til højre og venstre i de ligegyldige sidehistorier. Vor primære protagonist (Alicia Vikander) og hendes kvaler, er kedelige og trivielle, dels fordi der ikke bliver etableret ægte konsekvenser af tingene (Waltz karakter virker fornuftig, og ligger ikke op til den skurkerolle han ellers ville have haft i en film som denne) og dels fordi alle, inklusiv hende selv, virker pisse ligeglade. Mere om karaktererne og skuespillerne om lidt. De få twists-and-turns der kommer er ikke bare forudsigelige, men også unødvendigt forvirrende. De fokusskifter der sker på forskellige underplots, gør én mere og mere ligeglad med de forskellige karakterer, intet har konsekvenser, og alle keder sig. Jeg vil ikke dykke for meget ned i de mange problemer jeg har med filmen og manuskriptets forløb, men vil understrege at det ikke kun er min umiddelbare afkølede interesse i genren der farver min bedømmelse. Men filmen fejler også i sine egne tematikker, og al romantikken er livløs og kedelig. Der er tydeligt ingen kemi mellem de forskellige karakterer og der bliver ikke brugt nok tid på at udpensle forholdene, da alle har så fandens travlt med at tage deres forskellige “problemer” alvorligt. Derudover er alle “elskovs”-scenerne enormt ufortjente, og bliver smidt ind hvert 15 minut for at holde folk vågne. (Som i en dårlig actionfilm hvor ingen af karaktererne er uddybede eller troværdige)
Alle karakterer laver for meget og giver to potter pis for intet af det.

Skuespil

Vi kan alle blive enige om Alicia Vikander er en talentfuld og lovende skuespillerinde, hun gjorde det fantastisk i Ex Machina og En Kongelig Affære, og lover om ambition og kvalitet. Men dette talent og overskud er desværre blevet lagt på hylden for en stund. Ligesom resten af de velkendte ansigter: Judie Dench, Zack Galifianakis, Dane DeHaan og Cara Delevingne (håber på mere lys i øjnene når de to skal spille Linda og Valentin i Luc Bessons Valerian snart) – kunne Vikander ikke kede sig mere. Hvor gnisterne burde flyve omkring den forbudte kærlighed, og hvor tragedien burde buldre i hendes karakter, er hun livløs og ligeglad. Vi kender ikke hendes karakter godt nok til at vide hvad der gør hende så kold og udtryksløs, og man bliver derfor fuldstændig kastet af de følelsesmæssige påvirkninger der bliver lagt op til. Kom igen Alicia. Dertil virker resten, med undtagelse af vor alles yndlingstysker, komplet ligeglade, og virker som om de tre sekunder før kameraet blev tændt smed noget 1600-tals kluns på og fik et par linjer. Christoph Waltz derimod, opfinder ikke den dybe tallerken, men formår modsat hans døde fisk af en kollegaflok, at give karakteren dybde og charme. Man får følelsen af hans indre væsen, og fornemmer tilstedeværelse i lokalet. At hans karakter ikke bliver brugt til noget, ikke engang som den skifter rolle i 3. akt, er så en skam.

Visuelt

Her fik Tulipanfeber så alligevel lov at spille lidt med musklerne. Selvom de fleste scener fandt sted i flade lokaler med uambitiøse totalskud, fik den til tider udforsket nogle mere storslåede billeder (som set foroven) og uddybet sit start-industrielle miljø og romantikkens tidlige dramatik. Det skal dog siges at især ét specifikt filmset (gaden udenfor Vikander og Waltz adelsbolig) – der ofte bliver besøgt, havde et billigt og dovent produktionsmæssigt udtryk over sig, og trak universets troværdighed en hel del ned.

Musik og lydbillede

Tulipanfeber er en af de film der giver det indtryk at nogen i post-produktionen googlede: “romantic classical music copyright free mp3” og tog det første og bedste. I en tid hvor artister som Mica Levi viser hvordan det moderne dramtiske orkester kan bruges på nye måder (Jackie som seneste eksempel) og hvor Shakespeare filmatiseringer som Macbeth disker op med kraftige og solide scores (Af Jed Kurzel) er det altså ikke længere i orden at trække et eller andet op fra nederste skuffe. Det tilføjer bare til filmens generelle forglemlighed og stemning af “lad os bare få det overstået og komme videre”. Det var i hvertfald den følelse jeg havde efter 2. akt sluttede. Respektér jeres publikum, altså.