Filmanmeldelse: American Made

En amerikansk pilot, ved navn Barry Seal, lever af at flyve fra sted til sted, som der står i hans jobskrivelse. Til gengæld tjener han også lidt ekstra løse lommepenge ved siden af, hvor han smugler småtterier, som ulovlige cigarer, forbi lov og orden uden besvær og problemer – troede han i hvert fald. En mand fra CIA, Monty Schafer, har nemlig haft Seal overvåget over længere tid og ved alt om hans indsmugling af ulovlige varer… men han har ikke tænkt sig at anholde Seal for sine lovovertrædelser. I stedet tilbyder han Seal en stilling, hvor han kan bruge sine snuhed og overkvalificerede kvalifikationer som pilot til at operere som informant for CIA og overbringe vigtige oplysninger der kan få nedlagt talrige kriminelle organisationer.

Seals succes i luften bliver også bemærket på jorden under ham, hvor kartellerne holder til, og inden længe arbejder han på kryds og tværs af loven, med alt fra våben til kokain, alt i mens han holder CIAs tillid i den ene hånd og selveste Pablo Escobars i den anden… inden længe vokser kravene til hans evner og kunnen sig større, alt i mens de mange bunker af penge også stiger – og det samme risikoen…

Historie

Tom Cruise svæver let og legesyg hen over publikum – med instruktør Doug Liman ved roret – alt i mens de begge får smuglet så meget charme og alvorsfuld idioti over grænsen som overhoved muligt. I ’American Made’ er det hele lettere langt ude, en lille smule latterligt og langt fra banebrydende, men alligevel formår Cruise og co. at flyve overbevisende igennem støvskyer af kokain og hen over oceaner af ulovligheder, uden så meget som en synlig skramme – både på godt og ondt. Modsat filmens virkelige historie, så er ’American Made’ en ret risikofri filmoplevelse, men den har de helt rigtige oplevelsespakker med sig i baggagen til at holde publikum beskæftiget undervejs. Ja, det er måske en kalorietom ”vakuumpakke-oplevelse” af en film, men mæthedsfornemmelsen holder lige med nød og næppe alle de to timer, som filmen den varer.

©Universal Pictures

Filmens hovedkarakter, Barry Seal, flyver med mere vægt end hvad der er forsvarligt – det samme kan ikke siges om filmens tyngde og fylde, men fandens også, om det ikke er balstyrisk underholdende at overvære Tom Cruise svæve vægtløs og frygtløs gennem filmens turbulente to timer, alt i mens man griner af det ukontrollerede kaos, der udspiller sig oppe på det store lærred. Tone og tempo er dejlig livlig, men den sparker ikke ligefrem sig selv i gang fra start. Filmen starter ud i et roligt men alligevel rapkæftet tempo, som holder ens opmærksomhed længe nok, til at det hele for alvor stikker af i store bestikkelser og stakker på stakker med pengesedler. Doug Liman har et nogenlunde fast greb om sit publikum, og med en historie, der er sprudlende nok til at holde sig selv i gang – selv hvis han egenhændigt kommer til at træde ved siden af.

’American Made’ har en vis imødekommende charme og tilgang til historien og dens karakterer, som skaber et næsten uvirkeligt tomrum, hvor det hele kan udspille sig, uden at træde for mange mennesker over tæerne undervejs. Der bliver hintet lidt hen af noget mere politisk og social alvor, som aldrig helt ser dagens lys, hvilket vel nok er filmens største problem. Ser man på filmens åbenlyse, stilistiske inspirationskilder, så lykkedes det selv den dumsmarte og umodne ’War Dogs’ og det festglade fuldmandsopus ’Wolf of Wall Street’, at komme med velskruede, dramatiske slag på et tidspunkt undervejs, som giver en eftersøgt kontrast.

’American Made’ bliver aldrig rigtig alvorlig, farlig eller tankevækkende. Bevares, filmens hovedmål er tydeligvis heller ikke at lade sit publikum gå derfra med en dårlig mavefornemmelse, men nærmere at give et sug i maven, i en film, som flyver stærkt nok til at den kan rejse ind fra den side og ud af den anden, uden at hjernen når at stille alt for mange spørgsmål…

©Universal Pictures

Skuespil

Tom Cruise tager os med tilbage til 70’erne og 80’erne – både med hensyn til historien og sit eget skuespil. Cruise brød igennem med en hel speciel charme, som han endnu engang emmer af, i ’American Made’. Cruise’ præstation er ikke lige så livlig og energisk som i hans unge dage, men selvom det ikke ligefrem er en rolle på autopilot, så er det ingen turbojet-indsats. Meget af dette skyldes igen manuskriptet og filmens tone, som ikke lader sine skuespillere flytte sig særlig langt fra ensidede karakterer med underholdende facader.

Der er nærmest ikke én eneste skuespiller, som rigtig skiller sig ud, og selvom kartel-folkene er intimiderende og eksotiske og Tom Cruise er charmerende på sine gamle dage, så falder filmen altså lettere fladt på dette punkt. Alle skuespillere er bare brikker i det store hele og selvom filmen har det sjovt på sine egen præmisser, så kan det godt blive en anelse endimensionelt at overvære til tider.

Visuelt

Filmen forsøger sig flere steder med korte, kontante tilbagekald til en vaskeægte 70’er/80’er stemning, både med klipning og kameratricks, men det er ikke ligefrem det bedste periodiske tidsbillede jeg har set på film. Ligesom så meget andet af filmen, så mangler selv billedsiden karakter. ’American Made’ er kompetent skudt, med rigelig talent bag kameraet, men der bliver ivrigt kopieret fra andre film før denne, som både gjorde det bedre og mere spændende at bevidne.

©Universal Pictures

Musik og lydbillede

Her bliver det endelig en lille smule mere interessant. ’American Made’ afspejler både titel og tidsbillede i sin tilgang til periodetunge musiknumre og medrivende musikalske strofer. Som nævnt tidligere, så holder filmen sig kørende på en ordentlig dosis charme og dette løber fint over i filmens soundtrack og generelle lydbillede. Flere steder bruges musikken fremragende til at fremhæve og fortælle den virkelige historie om Barry Seal, på samme lalleglade facon, som resten af filmen vinkler begivenhederne. Musikken er vel nærmest den næstbedste karakter i filmen og formår at fylde og flade ud på de helt rigtige tidspunkter. Det er subtilt, men sublimt udført og forsøger aldrig at være mere end en vigtig spiller i det store hele – og det fungerer, præcis som det skal.