Paramount Pictures

‘Top Gun: Maverick’ største åbning for en Tom Cruise film i Danmark nogensinde

‘Top Gun: Maverick’ fik en flyvende start i åbningsweekenden, hvor 153.000 danskere strømmende i biografen for at se Tom Cruise i rollen som jagerpiloten Maverick.

 Det er 36 år siden, at den ikoniske klassiker “Top Gun” fik biografpremiere i Danmark. Da Tom Cruise for mere end 10 år siden endelig annoncerede, at han var klar til en Top Gun 2, gjorde fansene sig klar til mødet med Maverick i biografens mørke.

At der skulle gå helt så lang tid, var der måske ingen, der havde regnet med, da filmoptagelserne omsider gik i gang i maj 2018. Først fire år senere kunne ‘Top Gun: Maverick’ endelig få biografpremiere. Ventetiden var forbi og publikum stod klar, og ‘Top Gun: Maverick’ fløj direkte ind på førstepladsen. Hos anmelderne var der heller ingen tvivl om, at Tom Cruise stod skarpt og overbevisende som Maverick trods det var mere end 35 år siden, Tom Cruise sidst var i jagerpilot-uniformen. 

Kort om filmen

Pete “Maverick” Mitchell går sine egen veje – eller flyver. Frem for at gå karrierevejen har han med næb og kløer kæmpet for at holde sin plads i cockpittet, nu som testpilot, frem for at ende bag et skrivebord. Det har ikke gjort ham populær blandt admiralerne, men hans gamle pilotkammerat, der “Iceman” har som admiral holdt hånden over ham. Og nu bliver der brug for ham i en helt særlig anledning. Der bliver atter brug for at flyve en farlig “Top Gun” mission i lav højde over fjendtligt terræn, og ingen anden i flåden har den erfaring. Maverick bliver sat ind i rollen som træner for de unge piloter, deriblandt Lt. Bradley “Rooster” Bradshaw, søn af Mavericks gamle ven Goose, som omkom under en mission med ham. Træningsmissionen kommer med andre ord til at rippe op i gamle sår – både for den unge og den gamle pilot. Samtidig dukker Mavericks gamle flamme Penny Benjamin op i hans liv igen. Men når piloterne sidder i cockpittet under højt psykisk og fysisk pres, er der ikke tid til tvivl eller tøven. Både missionen og de unge piloters liv er i Mavericks hænder.

Tom Cruise vender tilbage til en af sine karrieredefinerende roller som den rebelske pilot Maverick i “Top Gun: Maverick” – 36 år efter den første film. Med sig har han et nyt hold af unge skuespillere, der afspejler vor tid, men også et par gamle kendinge fra 80’er-hittet. Som Iceman ses Val Kilmer, som Rooster Miles Teller og som Penny Benjamin Jennifer Connelly. Joseph Kosinski har instrueret og på soundtracket høres bl.a. Lady Gaga med “Hold My Hand”.