Army of the Dead "Læs anmeldelsen på Filmpuls.dk"
Copyright: Netflix/Clay Enos

Filmanmeldelse: Army of The Dead

LÆSERNES BEDØMMELSE3 stemmer
2

Zack Snyder og hans noget usædvanlige udgivelse på ‘Justice League: Snyder Cut’ har fyldt rigtig meget i mediebilledet i 2021. Og det er måske derfor, at hans seneste projekt ‘Army of the Dead’ er fløjet under radaren for de fleste. Men er splejsningen af en zombie og heist film vejen tilbage for den visuelt ekstravagante instruktør, eller bliver Netflix storsatsning, endnu en skuffelse hos både publikum og anmeldere? ‘Army of the Dead’ lander eksklusivt på Netflix d.21. maj.

Hvad handler filmen om?

Da en zombie epidemi bryder løs i Las Vegas, bygges en mur rundt om byen for at holde zombierne indespærret. Et år senere – på d. 4. juli –  beslutter det amerikanske militær at sprænge en atombombe over det afspærrede område for at udrydde de tilbageværende zombier. Men blot timer for inden bliver filmens hovedkarakter Scott(Dave Bautista), en ex militærmand, der var med til at bekæmpe udbruddet før murens opførelse, tilbudt en præmie på 100 millioner, hvis han kan samle et hold og opsnappe en formue, der ligger gemt bag lås og slå i hjertet af casino byen.

Vil jeg anbefale den?

Zack Snyder har tidligere været kendt som en instruktør med en original og unik stil og hans film definerer til tider nærmest deres helt egen genre. Desværre er ‘Army of the Dead’ alt andet end original. Filmen bringer intet nyt til hverken heist eller zombie genren, genrer som i forvejen lider under et væld af klichéer. Man er på intet tidspunkt i tvivl om, hvor filmen er på vej hen. Manuskriptet er fuldstændig drænet fra al fortællelyst, og karaktererne er knap nok todimensionelle. Flere af dem virker nærmest som parodier på andre karakterer fra film af samme genre. Humoren falder konstant til jorden, hvilket selvfølgelig også skyldes det tamme ensemble cast, som nærmest skuffer over hele linjen. Skal man fremhæve nogle positivt, må det være Dave Bautista i filmens hovedrolle som Scott. Bautista gør det hæderligt og formår at løfte ellers forudsigelige og klichéfyldte scener til at opnå en eller anden form for følelsesmæssig gravitas. Filmen kunne sådan set godt have fungeret nogenlunde som en letfordøjelig zombie blockbuster, men dertil tager filmen simpelthen sig selv alt for seriøst, og med en spilletid på godt to en halv time, kan filmen på ingen måde undskylde sig selv som værende simpel underholdning. Faktisk tværtimod – den lange spilletid og det noget rodede manuskript resulterer i en utrolig kedelig filmoplevelse.

Army of the Dead "Læs anmeldelsen på Filmpuls.dk"
Copyright: Netflix/Clay Enos

Snyder leverer ikke engang på overdrevne og vilde action scener, hvilket han jo ellers er kendt for. Faktisk er filmen, som Snyder i øvrigt selv har skudt, ret skidt løst visuelt. Kameraet får sjældent lov at blive på en person i mere end et par sekunder ad gangen og i de værste tilfælde får det filmen til at fremstå som en amatør produktion. Dog har filmen enkelte scener, hvor blodsprøjt og sår fra zombiebid er løst meget overbevisende og er oprigtigt klamme. Til gengæld lever Snyders musikvalg langt fra op til hans tidligere standarder og forekommer flere gang ufrivilligt komisk og virker mindst lige uinspireret som resten af filmen. 

'Army of The Dead' får premiere på Netflix d.21. maj
Kort fortalt
‘Army of the Dead’ er et rodet og dybt uoriginalt makværk og ikke engang et underholdende et af slagsen. Dialogen er forceret og bliver noget undervældende leveret af et meget anonymt ensemble cast. Filmens eneste højdepunkter er Dave Bautista, der leverer en udmærket optræden, samt enkelte “gore” scener, der er løst ganske flot. Men alt i alt må Netflixs satsning på Snyders zombie extravaganza siges at være en fuser.
Samlet bedømmelse
LÆSERNES BEDØMMELSE3 stemmer
2