M. Night Shyamalan er tilbage med sin nye film ‘Knock at the Cabin’, hvor verdens skæbne afhænger af et par og deres barn, der er på hyttetur. Det er i hvert fald hvad fire fremmede vil have dem til at tro…
Historie
Eric og Andrew er taget på idyllisk hyttetur med deres adoptivdatter Wen. Det er dog ikke længe, at idyllen får lov at regere. Mens Wen (Kristin Cui) er ude at fange græshoppere, bliver hun mødt af den store men blide Leonard (Dave Bautista) som informerer hende, at han er kommet for at blive venner med hendes og hendes fædre. Han gør det dog tydeligt for den lille pige, at hvis hun ikke hjælper ham med at komme ind i huset, må han tvinge dem. Wen løber tilbage til huset og forsøger at ruske op i sine fædre, men det er først når Leonard, nu med tre følgesvende, banker på døren, at Eric og Andrew indser, at feriehyggen nok er slut.
De tages til fange og de fire indbrydere præsenterer sig selv en efter en og fortæller familien at de er kommet for at redde verden. Denne verdensredning vil ske, hvis familien kan beslutte sig for at ofre en af dem selv. Dette umulige valg bliver det overhængende spørgsmål i den næste time, hvor dramaet udspiller sig inden for hyttens fire vægge.
Ideen er interessant, men præmissen en anelse tynd og oversymboliseret. Dialogen kan trække handlingen lidt i den banale retning, når karaktererne råber deres overbevisninger til hinanden. Det bliver aldrig helt hverken så troværdigt eller dybt, som det tydeligt gerne vil være.
Shyamalan formår dog konstant at holde spændingen oppe, og selvom replikkerne ikke altid holder, sidder man hele filmens spilletid med en klump i halsen og en overbevisning om, at det kun bliver værre for den lille familie minut for minut.
Skuespil
Dave Bautista stråler særligt i rollen som Leonard den blide kæmpe, der fortæller familien at han arbejder som 2.-klasselærer og bartender. Hans modvillighed til at udøve den nødvendige vold mod familien står som skrevet i panden på ham. Alligevel fremstår han som den mest truende af de fire apokalyptiske ryttere med sin størrelse og tatoveringer. Balancen er imponerende og fungerer super godt, når der stilles spørgsmålstegn ved rytternes reelle identiteter- er hans empatiske fremtoning og blide adfærd overfor Wen bare noget, han har påtaget sig?
Sammenspillet mellem Jonathan Groff og Ben Aldridge som parret Eric og Andrew fungerer også super fint, særligt i små flashbacks, hvor deres forhold til hinanden og adoptivdatteren Wen udpensles.
Visuelt
Filmens billedside er overvejende enkel, idet størstedelen af handlingen udspiller sig i den lille stue i træhytten. Det er simpelt og klaustrofobisk. Særligt skrækindjagende er billederne fra nyhedsindslagene, som rytterne viser familien hver gang de nægter at lege med.
Filmens enkelthed når heldigvis aldrig at blive helt kedelig, og visuelt bliver man hevet helt tæt på karakterernes konflikter med hinanden.
Musik og lydbillede
Lydmæssigt arbejder musik og billede fint sammen, dog uden at lyden nødvendigvis tilføjer det helt store. Det er særligt i de scener, hvor familien må se konsekvenserne for deres valg i øjnene, at lyden kommer helt ind i kroppen- her får man ikke meget at se, men lydbilledet træder til og giver en mest af alt lyst til at krybe sammen og holde sig for ørene.