Fang øjeblikket…
Instruktør Richard Linklater har formået at holde hovedet iskoldt, under mere end 12 års kompliceret og dedikeret filmproduktion. Han har ved hjælp af tålmodighed og ikke mindst en målrettet vision, sammensat et drama der på forbløffende manér, forbipasserer tidligere ultra-ambitiøse projekter fra hans respekterede filmografi – som eksempelvis ’Before’-filmene, ’Slacker’ og ’Waking Life’. Alle Linklaters film er ofte en imponerende potpourri af tankevækkende diskussioner, autentiske livsbilleder, og upolerede øjeblikke af den verden vi lever i. Filmen ’Boyhood’ er bestemt ingen undtagelse, og det virker næsten som om, at disse elementer får lov til at udspille sig endnu mere frit og naturligt end tidligere set. Et absolut drømmeprojekt for én som Richard Linklater.
Historie
I filmen følger vi den seksårige dreng, Mason (Ellar Coltrane), og hans ujævne opvækst fra en rodet barndom til det selvstændige voksenliv, i en periode der strækker sig over tolv år. Undervejs ændrer livet sig tilmed omkring ham, med adskillige faderfigurer, og en biologisk far (Ethan Hawke), der aldrig rigtig er en fast del af ham og hans søsters liv. Men som Mason vokser op, får han kontrol over gamle problemer, stiftet nye bekendtskaber og dannet sine egne erfaringer. Alt dette udspiller sig ved hjælp af periodiske øjeblikke i Masons liv, der hjælper publikum med at forstå hans rejse og forstå hans person. ’Boyhood’ er en storsindet livsrejse på film, men er den lige så vellykket i sin historie som den er imponerende i sin teknik?
Der er absolut ingen tvivl om, at forventningerne omkring dette ekspansive og vovede filmprojekt var skyhøje, allerede før filmens premiere. Grundet den lettere usædvanlige fremgangsmåde, hvor filmens historie fortælles i realtid i en periode over 12 år, er det ikke svært at forestille sig den nysgerrighed, der måtte opstå udelukkende ud fra dette element. Derfor er det hverken en nødvendighed, at være en solidarisk fan af Richard Linklater eller af filmens dramaturgiske genre, for at kunne føle sig bare en smule interesseret. Men overraskende nok, står alt denne overvældende omtale og de dertil uforløste forventninger, desværre lidt som en barrikade for filmens generelle succes hos det gængse publikum. Folk vil forståeligt nok være nysgerrige omkring hvad der mon gemmer sig bag den enormt positive modtagelse, og ikke mindst om 12 lange år virkelig var nødvendig for filmen?
Trods alle disse forventninger og filmens høje ambitionsniveau, så er det i grunden en forundrende lille og intim film, med en historie der er alt andet end hvad dens omtale muligvis lader til at fortæller dig. ’Boyhood’ er ikke et forsøg på at være en spændingspræget og intens dramafortælling, om en drengs komplicerede opvækst, men nærmere en film, der forsøger at fange livets realistiske og mest værdifulde øjeblikke, fra barn til voksen. Filmen handler om øjeblikkene i livet, ikke nødvendigvis perioderne, og der er ingen irriterende tekster der popper op på lærredet undervejs, for at informere om hvorhenne vi befinder os – det er nemlig fuldstændig ligegyldigt – vi skal mærke øjeblikkene, ikke informeres om dem. Derfor er filmen heller ikke ligegyldigt prætentiøst pjat med ”stil over substans”, også selvom nogle måske kunne fristes til at tro det, da stilen her er med til at forstærke substansen i fortællingen, ikke overskygge den.
For en film der bærer titlen ’Boyhood’, så er det en overraskende moden udvidelse af Richard Linklaters fortællermæssige færdigheder, der både fremstår klogere og mere sofistikeret, end i tidligere værker. En ren fornøjelse at overvære. Filmen fastholdes tilmed på et naturligt og behageligt niveau, og til trods for de 165 minutters spilletid, så er filmen aldrig kedelig, da der sker en konstant udvikling i tiden, karaktererne, og i omverdenen. Derfor er det heller ikke en nødvendighed at have været en dreng, for at kunne relatere eller få glæde af filmens kvaliteter. Filmens fokus ligger lige så meget på det der sker omkring Mason, som eksempelvis den udviklende teknologi, kultur og politik.
Filmens sande midtpunkt i alt dette, er dog stadig hovedkarakterens liv og opvækst, og der er både mørke og lyse perioder i Masons liv. Normalt er det historien i en film, der sørger for den røde tråd fra start til slut, men i dette tilfælde er det en person, hvilket lykkedes overraskende godt. Man kan sige, at der er et par velkendte klichéer at finde; som for eksempel faderen der kommer og går, moderen der gennemgår talrige skilsmisser og forhold, og mobning på skolen af elever, såvel som af anstrengende søskende i hjemmet. Men så kan man vel også konkludere, at disse er gået hen og blevet klichéer af en grund? Det er noget flere kan forstå sig på og relatere til, og med 12 år omhandlende opvækst og voksenliv, kogt ned til ”sølle” 165 minutter, så er det vel næppe ukendte og uforståelige situationer der ønskes portrætteret i filmen?
Så kom bare med den ærlige barndom, og det vi husker bedst fra filmens tidsperiode. Fyld os med troldmands litteraturoplæsning i selskab med Harry Potter, gamle nostalgiske videospil og konsoller, tidligere udgaver af velkendte computerbrands og andet smart, samt glæden ved tiden hvor teknologien ikke var så dominerende – og det er lige præcis hvad instruktør Richard Linklater gør så utrolig godt. ’Boyhood’ er en film bestående af perioder, oplevelser, øjeblikke, liv, udvikling, modenhed og mere til. Hvis bare man er engageret nok, så bliver man også interesseret i karakterens liv over tid. Men føler med dem og man forstår dem. Linklater kan næsten få sit publikum til at føle sig som en passiv forældre, der sidder og bliver varm om hjertet i biografsæderne, mens den filmiske adoptivsøn sendes videre ud i livet… Det må man sige, er noget der kræver stor humanistisk forståelse, og ikke mindst talent.
Skuespil
Tilbage i 2002, da Linklater satte sit store livsprojekt i søen, var der brug for lidt mere, end bare hans egen trofaste dedikation. Han havde brug for folk, både foran og bag kameraet, til at tage med ham på denne langvarige rejse. Et velfungerende filmhold med tekniske standarder er en nødvendighed, men hvad hvis nu der er én der vælger at forlade projektet? Ja, så kan personen heldigvis erstattes af en anden uden de store problemer. Dette er til gengæld en komplet umulighed med hovedkaraktererne i filmen. De er simpelthen nødt til at være hundrede procent dedikeret til projektets 12-års varighed, hvis det endelige resultat skal kunne fungere.
Derfor var det også noget af en opgave, når der skulle hentes skuespillere ind til projektet – specielt til rollen som drengen Mason. Og når det fulde cast så endelig var fundet, måtte man bare håbe på, at ingen vendte ryggen til undervejs. Især de yngste skuespillere må have været en udfordring, da man satsede stærkt på, at de ikke voksede op og blev forfærdelige skuespillere eller lignende, for så er der kun én vej, og det er tilbage og starte forfra igen. Men Linklater har gudskelov haft heldet mig sig, og det endelige resultat er fuldstændig fantastisk!
Skuespillerpræstationerne er æstetiske og virkelighedsnære over hele linjen, og især Ethan Hawke gør det sublimt i rollen som Masons biologiske far. Ind i mellem kan nogle af børnepræstationerne virke en smule tvivlsomme, og niveauet kan skifte fra scene til scene, men det er oftest tilfredsstillende. Richard Linklaters egen datter, Lorelei, er måske ikke det næste store kvindelige gennembrud i filmbranchen, men dette skuespillervalg gjorde til gengæld byrden lidt lettere, og mere ligetil, for den hårdtarbejdende instruktør.
Visuelt
Afgjort et af de mest fundamentale elementer for en film af denne kaliber, tager udgangspunkt i det visuelle. Det gælder om at have en naturlig tilgang til hver en scene, og kameraet skal være til stede – men uden at distrahere – nærmere, skal det tekniske aspekt ikke føles som en inaktiv levering af øjeblikkene, men som en del af dem. Atmosfæren skal fanges når den er der, og ikke mindst på den helt rigtige måde.
Med ’Boyhood’ er disse overnævnte faktorer bestemt ikke en fraværende. Der er tydeligvis tænkt over tingene, specielt med hensyn til klipningen, der flydende flytter sit fokus fra den ene periodiske milepæl til den anden. Overgangene er en blanding af perfekt billedkomposition og klipning, der bidrager til det naturlige skift, fra det forrige til det fremtidige. Som publikum falder man hurtig og nemt i takt med historien, og man mærker sjældent de årelange mellemrum der opstår mellem scenerne.
Livsperioderne i filmen føles heller aldrig forceret eller misplaceret, men fuldstændig så ligefremme og autentiske, som det er tilfældet i det virkelige liv. Richard Linklater har selv udtalt, at filmen på en måde fungerer som en ”tidsforkortet fotografering af et menneske”, hvilket beskriver filmen og formålet meget præcist. En værdig redegørelse af filmen og dens teknik, vil dog være stort set umulig, og jeg vil mene, at følgende citat fra filmen beskriver det allerbedst – ”Enhver idiot kan tage billeder. Men kunst? Se, det er svært.”
Musik
Akkurat som med filmens visuelle side, så er lydsiden mindst lige så flot og karismatisk afrundet, hver gang vi vender omkring endnu et øjeblik, hvor der atter er brug for en ny og passende stemning. Musikken er bestemt ikke konstant til stede i filmen, men tidspunkterne er nøje udvalgt, og tonerne skubbes aldrig ufrivilligt frem i billedet. Når musikken endelig er der, så er det også med fuld atmosfærisk kraft, der sørger for den komplette stemning til filmen.
Ydermere er der en del indslag med ’on-screen’ musik, der er med til at løfte, og yderligere bekræfte, den naturlige tilgang der tages til fortællingen. Specielt fordi Masons far er lidt musikalsk anrettet, så fungerer det rigtig godt, og det er en smart måde at sikre sig masser af rytmiske toner i filmen, uden at det forekommer som en falsk metode at forføre sit publikum på. Endnu et velfortjent pluspoint til Linklater og hans fænomenale ‘Boyhood’.