Første del af Dune havde premiere i 2021 under corona. Filmen kunne heldigvis opleves i biograferne i Danmark, men mange lande var fortsat dominerede af restriktioner og vi var alle mentalt fortsat påvirket af pandemien. Alligevel blev filmen en stor succes og mange har ventet spændt på et gensyn med ørkenplaneten Arrakis.Efter at være smidt frem og tilbage i biografvinduet er ‘Dune: Part Two’ nu endelig nået til biograflærredet.
Historie
For at undgå spoilers gengiver jeg plottet helt simpelt: Hertug Paul Atreides (Timothée Chalamet) vil hævne mordet på sin familie, og træner til at blive en del af ørkenfolket fremenerne.
Lad mig først komme med en advarsel: ‘Dune: part two’ er en meget lang film på 2 timer og 45 minutter. Muligvis for lang, hvis du spørger mig. Du skal ihvertfald være sikker på, at du er frisk og veloplagt (og ikke har drukket for meget sodavand).
På trods af den lange spilletid mangler filmen velskrevne dialoger, ordentlige forklaringer og dybdegående scener. Det hele føles overfladisk og der skøjtes over alt, uden at der dykkes ordentlig ned i noget. Det ikke fordi jeg ikke forstår plottet, jeg synes bare det bliver lidt kedeligt, når intet forfølges i detaljer. Det gør også, at spændingen udebliver i filmen som helhed – jeg er egentlig ikke særlig nysgerrig på, hvor vi er på vej hen. Skulle man efterfølgende se de enkelte scener ude af sammenhængen, er de simpelthen for kedelige. Kun enkelte scener er værd at gense, og de står tilgengæld også markant ud. De er så dragende og smukke, at de stadig sidder i mig. For mig lever filmen på disse scener, og uden dem, ville filmen slet ikke være mindeværdig. Der er særligt to nærkampscener, som er så velopbygget og så velfortalt, at jeg overvejer at gense filmen alene for igen at kunne opleve dem.
‘Dune: part 2’ er ikke en karakterfilm. Du kommer ikke ned under huden på nogen af karaktererne, og det er nok det jeg savner mest undervejs. Der er ikke meget dialog, og der bliver ikke udtrykt mange følelser. Alle synes at have en hård skal, et fastfrosset udtryk, som er umuligt at komme nedenunder. Chani (spillet af Zendaya) synes at være den karakter, der har mest dybde, blot fordi hun ikke kun har ét men hele tre gear at skifte imellem; vred, hardcore sej og bekymret. Hun er en spændende karakter, som jeg desværre aldrig lærer at kende. Jeg synes også det er synd, at hendes forhold med Paul ikke opbygges, så man kan mærke deres følelser for hinanden bedre.
Paul som hovedperson er også meget firkantet. På mange måder føles han som en historisk figur, som man læser om i en skolebog. Der mangler simpelthen noget personlighed og nogle menneskelige og emotionelle karaktertræk. Hans udvikling og hans valg bliver simpelthen ikke underbygget – ingen må være del af hans beslutninger, selv ikke publikum.
Skuespil
Skuespillet fejler bestemt ikke noget, men samtidig skal de heller ikke udtrykke mange følelser. Det er mest bare vrede og … ja faktisk bare meget vrede? Dave Bautista er et frisk pust, fordi han får lov til at udtrykke både vrede og frygt. En anden person der skiller sig ud for mig er Austin Butler i rollen som Feyd-Rautha Harkonnen. Virkelig en fed og spændende karakter, som uden tvivl er min favorit i filmen. Butler gør det fantastisk i rollen. Den kolde psykopati uden en dråbe af empatisk forståelse bliver hos mange skuespillere hurtigt komisk og overspillet. Men Butler er som sammensmeltet med sin karakter og forstår fuldt ud at balancere sit skuespil, så Feyd-Rautha fremstår både skræmmende og fascinerende.
Jeg synes normalt Timothée Chalamet er charmerende i sit skuespil, men i ‘Dune: part two’ er han nok en af de mest kedelige i castet. Jeg ved ikke rigtig hvem eller hvordan Paul er, og det meste af Chalamets skuespil går ud på at stirre halvforpint. I visse scener træder Paul i karakter og Chalamet skal virke autoritær og magtfuld. Jeg køber det desværre aldrig helt, og synes måske mest det er lidt akavet, når han begynder at råbe.
Visuelt
Det visuelle er uden tvivl styrken i ‘Dune: part two’. “Storslået” er det mest beskrivende ord, jeg kan finde. Alt er STORT. Den store ørken, store bygninger, store luftskibe, store menneskemængder, store orme. Det er fascinerende og enormt flot lavet. Der er ikke en finger at sætte på det tekniske.
Universet er meget rent, simpelt, koldt og stringent. Der er ikke mange genstande eller rekvisitter at få øje på. Det er til tider lidt kedeligt, men det er naturligvis også en meget klassisk måde at opbygge et futuristisk univers på. På den måde ligner det mere konceptuelle kulisser, end en “ægte” verden. Jeg er dog ikke i tvivl om, at det er et bevidst stilistisk valg, og jeg kan også sagtens se fordelene ved at skabe universet på denne måde. Det bliver dog en smule distancerende fra publikum, da det er svært at forestille sig selv i universet.
Jeg bliver nødt til at fremhæve den kulisse, som fik mig til at sidde med åben mund i fascination og som stadig sidder godt fast i min bevidsthed. Det er et gigantisk gladiator colosseum, hvor alting er i sort/hvid, selv personerne. Det er enormt fascinerende lavet, og man får følelsen af, at det er selve planeten, de er på som er i sort og hvid, som om den stjerne der skinner på dem ikke har noget farvespektrum. Jeg ville ønske, der var mere end blot én scene i dette visuelle univers.
Derudover vil jeg også storrose filmens nærkampe. Kamera og klippearbejdet er fantastisk. Jeg synes ofte det er svært at følge med og forstå, hvad der sker i kampscene på film. Det hele bliver hurtigt kaotisk og forvirrende – måske en måde at skjule, at det hele ikke ser helt ægte ud. Men her var det tydeligt at se hvert slag og hvert ryk. Det gjorde scenerne enormt intense, nervepirrende og nærværende.
Musik og lydbillede
Som den visuelle side er musikken og lyden i ‘Dune: part two’ STOR. Det er naturligvis Hans Zimmer der står bag igen, og han formår som altid at skabe et imponerende soundtrack, som er med til at give universet liv. Flere gange bliver man rystet igennem af en voldsom bas, som gør at kroppen kan mærke intensiteten og spændingen. Der er intet negativt at sige om lyden i filmen, men samtidig heller intet som skiller sig særligt ud eller satte sig i min bevidsthed.