Sæt dig godt til rette. Find terningerne frem. Og træd med ind i bordrollespillets eventyrlige og morsomme univers. Instruktørpar Jonathan Goldstein og John Francis Daley leverer med ‘Dungeons & Dragons: Honor Among Thieves’ måske ikke stor kunst, men formår at skabe en morsom, medrivende og særdeles solid heist-film. Filmen er et brag af et eventyr og en gevaldigt underholdende biografoplevelse.
Historie
Barden Edgin (Chris Pine) og hans bedste ven barbaren Holga (Michelle Rodriquez) har brugt de sidste to år af deres liv i fængsel. De er landet der efter en kup med resten af deres tyveflok gik alvorligt galt. Nu er de på fri fod og opsat på at finde Edgins datter Kira (Chloe Coleman) igen. Det viser sig dog ikke at være helt simpelt. Deres tidligere medsammensvorne, svindleren Forge (Hugh Grant) og troldkvinden Sofina (Daisy Head), viser sig nemlig at have vendt Kira imod Edgin. Og pønse på noget meget nederdrægtigt i byen Neverwinter. Men Edgin har aldrig mødt det problem, der ikke kan løses med en gruppe usandsynlige og lettere uoplagte eventyrer, et løfte om guld og en rigtig god plan. Og en plan B. Og en plan C. Måske også en plan D …
‘Dungeons & Dragons: Honor Among Thieves’ er på ingen måde en original eller innovativ historie: Det er et moderne eventyr om en mand, der gerne vil være en bedre far og den gruppe af mennesker, der hjælper ham til at blive det. Undervejs er der action i form at små kampe og opgør, der alle leder til det store opgør med fortællingens “BBEG” – Big Bad Evil Guy. Karaktererne joker med hinanden og skurkene i den samme quippy form, som vi kender dem fra Marvel. Til sidst ender historien selvfølgeligt præcis, hvor den skal.
Når det så er sagt, så er det en uoriginal og lettere kliché historie, der fungerer. Historiens fire hovedpersoner er så nemme at holde af, og hver deres personlige udvikling er charmerende og relaterbar for voksne såvel som børn. Filmens historie er opbyggelig og positiv, og selv de vittige bemærkninger lander generelt rigtigt godt.
Filmen er over to timer lang, hvilket nemt kunne være blevet for meget. Men tempoet er faktisk helt fint. Den ekstra tid bruges især til at fortælle små side-historier om filmens bipersoner. Disse medvirker til at få karakterer såvel som univers til at føles mere levende og tredimensionelt.
Som bearbejdelse synes jeg også, at filmen fungerer. Jeg tror generelt, at bordrollespilsentusiaster vil være positivt overraskede over denne film. Hører du til de mere pedantiske purister, er dette måske ikke filmen for dig. Men for mig formår den rigtigt godt at fange essensen af en god kampagne med dine venner. Der er simpelthen en glæde, der skinner igennem hele filmen. Man sidder med en klar fornemmelse af, at de involverede har haft en fest med at lave den.
‘Dungeons & Dragons: Honor Among Thieves’ er en rigtig solid familiefilm. Der er hverken meget vold eller nogen sex, som der ellers kan være i meget andet fantasy nu til dags. Den kræver heller ikke, at du har set 37 film og læst to fiktive nonfiktionsbøger fra universet, før du går i gang. Du kan roligt sætte dig i biografsædet, uden nogen forhåndsviden, og bare nyde filmen.
Skuespil
Det helt klare fokus i ‘Dungeons & Dragons: Honor Among Thieves’ er filmens plot, ikke dens karakterer. Følgelig er det heller ikke de helt store, mindeværdige præstationer, skuespillerne leverer. Filmen er ikke desto mindre velcastet.
Med et internet, der elsker at diskutere, hvem der egentligt er den “bedste Chris”, er det svært ikke at snuble over, hvor vanvittigt meget Edgin minder om andre Hollywood-Chris-roller som Hemworths Thor eller Pratts Starlord. Og det er egentligt lidt synd, for dette er virkeligt en rolle, som Pine er født til at spille. Men hvis der kommer en opfølger, håber jeg, at de lader ham synge mere.
Endvidere står Michelle Rodriguezs barbar Holga frem som troværdig og ekstrem nem at holde af. Relationen mellem hende og Pines Edgin er en af filmens vigtigste, og deres kemi har en sand sårbar sødme, der virkeligt sælger filmens tredje akt. Justice Smith, der spiller den unge, usikre troldmand Simon Aumar, og Sophia Lillis som druide-tieflingen Doric er ligeledes solidt charmerende. Regé-Jean Page er man (jeg) heller aldrig ked af at se. I ‘Dungeons & Dragons: Honor Among Thieves’ spiller han paladinen Xenk, der overfor Pine, leverer flere af filmens sjoveste øjeblikke.
Slutteligt har vi selvfølgeligt Hugh Grant som skurken Forge. Det er en vidunderlig rolle. Hugh Grant spiller den præcis, som man ville forvente, at Hugh Grant ville spille en slibrig svindler, og den går rent ind for mig.
Visuelt
Visuelt skuffer ‘Dungeons & Dragons: Honor Among Thieves’ fælt. Det føles som om, at det visuelle udtryk fuldstændigt har været en eftertanke. Der er ingen følelse af et større vision eller nogen særlige ambitioner. CGI’en er fin, de ridder gennem nogle flotte landskaber, men der er intet, der visuelt adskiller filmen fra hundredevis af andre fantastiske actionfilm på markedet. Der er enkelte detaljer, hvor man oplever en snært af samme kreative glæde, som man fornemmer i fortællingen og i skuespillet. For eksempel var skurken Sofinas kostume virkeligt flot og interessant, og jeg fandt også en hurtig indstilling med nogle antropomorfe katte, der så ud til at være faktiske dukker og ikke CGI, spændende.
Men alt i alt savnede filmen stilistisk flair og en følelse af et sammenhængende, visuelt udtryk.
Musik og lydbillede
Det er en sørgelig tendens, at musikken og lydbilledet er så underprioriteret i nyere action- og fantasyfilm. I ‘Dungeons & Dragons: Honor Among Thieves’ er det simpelthen dårligt. Den musik der er, komponeret af Lorne Balfe, er det mest banale og uinteressante, jeg længe har hørt. Men der er også flere scener, der fremstår underligt stille. Som om der skulle have været noget medrivende underlægningsmusik inden over, men de glemte at tilføje det. Det er ærgerligt, for det er et af de elementer, der virkeligt kunne have løftet filmen til at være noget helt særligt, i stedet for bare at være en af mange.