Another World Entertainment

Filmanmeldelse: Et sekunds lykke

D. 21. juli får danske seere endelig lov til at opleve den kinesiske film ‘Et sekunds lykke’ af Zhang Yimou. Filmen er et kærlighedsbrev til filmmediet, og får samtidigt undveget den kinesiske censur med en overraskende skarp og dybfølt samfundskritik.

Historie

En mand er undsluppet en ‘opdragelseslejr’ under den kinesiske kulturrevolution. Vi møder ham i ørkenen, på udkanten af en lille, faldefærdig landsby. Han er flygtet for at opsøge et rygte om, at hans datter medvirker i en hyldestfilm, der kun vises en enkelt gang. Det eneste han nu har for øje, er at se sin datter igen- om så det bare er i ét flygtigt sekund. Det er dog ikke altid nemt, når filmruller ikke kun bruges til filmvisninger, og en forældreløs pige stjæler lige netop den kamerarulle, hvor mandens datter muligvis befinder sig.

‘Et sekunds lykke’ er en lille, men meget fin film, der på en stille og enkel måde giver et smukt og lettere foruroligende indblik i livet under Mao Zedongs regime. Den opfinder ikke meget nyt, og den ellers korte spilletid kan til tider godt gå en anelse langsomt, men hvis man blot læner sig tilbage og nyder stilfærdigheden, er der en virkelig fin hyldest til filmmediet, at finde her.

Copyright Another World Entertainment

Skuespil

Både Liu Haocun (“Forældreløse Liu”) og Zhang Yi (“Zhang”) leverer overbevisende præstationer. Deres forhold, der svinger frem og tilbage mellem rivaler og far-datter er filmens kerne, og selvom dialogen er enkel, bliver den leveret troværdigt og velspillet, dog med hang til at blive en kende karikeret.

Visuelt

Filmens location i ørkenen gør virkelig meget for det visuelle udtryk, på den absolut gode måde. Det er svært ikke at blive lidt overvældet at goldheden og den storslåede, golde natur, hvor det lille drama udspiller sig. Inde i selve biografen bliver der også gjort meget ud af, at virkelig vise, hvad det indebar at få vist en film dengang. Hele filmen har en blød, simpel farvestil, bestemt af den sandede ørken og blå himmel.

Copyright Another World Entertainment

Musik og lydbillede

Ligesom meget andet i filmen, er både musikken og det generelle lydbillede meget umiddelbar. Generelt får filmens handling lov til at udspille sig uden alt for meget underlæggende stemningsmusik, men det føles velplaceret, når det dukker op. Særligt én scene, hvor et filmklip spilles igen og igen, er lyden virkelig rørende- hele scenen fik i hvert fald en tåre eller to frem i øjet på anmelderen her.

'Et sekunds lykke' har biografpremiere d. 21. juli 2022
Kort fortalt
'Et sekunds lykke' er en lille og simpel hyldest til en fars kærlighed og selve filmmediet, fortalt under kulturrevolutionen. Det er svært ikke at lægge mærke til den stilfærdige samfundskritik, der ulmer under overfladen.
Historie
Skuespil
Visuelt
Musik og lydbillede
LÆSERNES BEDØMMELSE1 Stem
4