Feart street part 1: 1994
Cr: Netflix © 2021

Filmanmeldelse: Fear Street Part One: 1994

Sidst opdateret:
Din bedømmelse0 stemmer
3

Den berømte forfatter af børnegys, R. L. Stines Fear Street serie er blevet adapteret til en film-trilogi med en ny del hver uge. Trilogien starter i ’94 og går tilbage i tiden i henholdsvis 1978 og 1666. Fear Street Part One: 1994 er den første film i trilogien og kan streames nu på Netflix.

Hvad handler den om?

En gruppe unge opdager, at der en særlig sammenhæng mellem de forfærdelige hændelser, der gennem flere årtier har plaget deres by, Shadyside. Problemet er bare, at de selv er blevet en del af forbindelsen og er skydeskive for næste hændelse.

Vil jeg anbefale den?

Jeg kan rigtig godt lide konceptet om, at få en trilogi udgivet med en ny del om ugen. Det føles næsten som en serie, hvor man ser frem til næste afsnit, samt er de tidligere begivenheder stadig frisk i éns hukommelse. Derudover kan jeg også godt lide, at den går tilbage i tiden og finder sted i forskellige årtier, så man først bliver eksponeret for “forbandelsen”, og først til sidst får skildret oprindelsen af denne.

“Part One” har ikke nogen særlig 90’er udstråling, og man oplever derfor ikke den 90’er nostalgi, man kunne forvente. Det eneste, der rammer plet her er soundtracket, som til gengæld også fungerer meget godt. Jeg håber dog, de to kommende film skildrer de specifikke tidsperioder lidt mere tydeligt og med en vis form for æstetik, der netop gør perioden så nostalgisk, som eksempelvis Stranger Things i høj grad drager nytte af.

Filmens åbningsscene er helt klart dens højdepunkt. For det første er jeg altid helt vild med farvet lys, og særligt neon, hvilket der benyttes smukt i denne scene. Scenens udspilning giver mig også hurtigt Scream vibes, og det lader også til, at filmen til en vis grad er inspireret af denne 90’er slasher, men når aldrig nær samme niveau.

Fear street part one: 1994
Cr: Netflix © 2021

Jeg værdsætter også, at vi får en queer hovedkarakter. Særligt måden, de fortæller seeren det på, er imponerende – og en smule opsigtsvækkende – udført. Med det sagt, mener jeg, at romancen fyldte en smule for meget, selvom jeg er klar over, at denne var nødvendig for at sætte plottet i gang. Karaktererne handler ofte urealistisk, og dette skyldes særligt, at romancen får lov at være så fremtrædende. De irrationelle valg, der konstant bliver truffet, gør også, at jeg ikke rigtig holder af nogle af karaktererne pånær hovedkarakterens bror. Og særligt hovedkarakteren er nær ulidelig med de valg, hun træffer. Dertil lader det også til, at ingen af dem er berørt af de mord, der hænder gennem filmen. Så snart liget er ude af syne, er alt glemt og bliver ikke refereret igen – uanset om det er en fremmed eller bekendt.

Fear Street Part One: 1994 havde rigtig meget potentiale til at blive en moderne slasher film – og måske endda den næste Scream. Dens hyldest til andre klassikere, dens moderne stil og hele konceptet generelt giver den et rigtig godt fundament. Det er bare ærgerligt, at karaktererne er så smagløse, og at den ikke benytter mere 90’er æstetik, som flere gange er bevist, er noget, der falder i god smag. Jeg synes til gengæld, det er et godt koncept, at tiden går baglæns i trilogien. Men hvis ikke, filmene var udgivet så tæt på hinanden, ville jeg måske ikke være interesseret i at se resten af serien. På nuværende tidspunkt er jeg dog spændt på at se, hvordan historien udfolder sig. Fear Street Part Two: 1978 udkommer 9. juli 2021.

 

'Fear Street Part One: 1994' kan streames nu på Netflix
Kort fortalt
Fear Street Part One: 1994 er en den første film af den nye gysertrilogi, Fear Street. Filmen har en del potentiale, men falder igennem med ligegyldige karakterer. Den kunne være blevet løftet, hvis der var spillet mere på 90'er æstetikken, men dette vælger den ikke at gøre. Jeg er dog stadig spændt på at se de to kommende film, da historien i sig selv er spændende nok.
Samlet bedømmelse
Din bedømmelse0 stemmer
3