‘Grosse Freiheit’ er Sebastian Meises næste præstation til den tyske filmverden. Filmen vandt Juryprisen til Cannes Filmfestival i 2021.
Historie
Hans Hoffman (Franz Rogowski) er en mand på kanten af loven. Vi følger ham over tre årtier, hvor han af flere omgange fængsles for hans store forbrydelse- at være homoseksuel. Sat i 1945-68, følger vi Hoffmans konstante søgen efter nærhed og kærlighed i et samfund, hvor hele hans eksistens er kriminaliseret. Vi følger nu hans liv i tre forskellige tidslinjer, der nærmest kører i loop. Han fængsles, han kommer ud, han søger kærligheden, og han dømmes endnu en gang for det.
Dette var virkeligheden for et utal af tyske mænd på baggrund af paragraf 175, der fremgik i straffeloven i 123 år. I 1945, filmens tidligste tidslinje, ser vi en udmagret og nedslået Hans, der overføres fra koncentrationslejren til fængslet for at afsone resten af sin 14 måneders straf. Han sættes i samme celle som Viktor (Georg Friedrich), en garvet indsat med meget lidt tilovers for Hans og hans “forbrydelse”. Alligevel ser man dog et spirende forhold vokse imellem dem. Et paradoksalt, forvirrende og tvetydigt forhold, hvor de to mænd gang på gang finder hinanden i cellerne og fængselsgården i næsten 30 år.
Fortællingen er hjerteskærende og velkendt, og alle de stjålne blikke og uforløste følelser holder en grebet lige til det sidste, ekstatiske skud.
Skuespil
Franz Rogowski er helt fænomenal som Hans. Meget af historien sker i det stille eller usagte, og Rogowski har bare et af de ansigter, der er uendeligt spændende at se på. Han formår at vise en karakter i tre forskellige årtier af sit liv med imponerende nuance. Georg Friedrich er en værdi modpart, der portrætterer den skrøbelige og toksiske maskulinitet med stor overbevisning.
Visuelt
‘Grosse Freiheit’ er en af de film, der bare skal ses i biografen. Ikke for overdådige effekter eller stilet CGI, men for de fuldkomment maleriske billeder, der opstilles. Det er en stille film med fokus på sine karakterer, og det er det visuelle også. Kroppene, særligt Hans’ er i fokus, og deres skikkelser bevæger sig rundt på skærmen i opstillinger, der kan ligne noget, der hænger i et museum. Det er stilet, underspillet og virkelig, virkelig flot.
Musik og lydbillede
Lyden er holdt meget, meget enkel. I løbet er de to timer er det meget få gange, der optræder andet end reallyd, og selv der er det bare en simpel blæser, der belyser stilheden fremfor at betone den.
