Filmanmeldelse: Jigsaw

Okay, kære fellow horror-fans. Lad os være ærlige. Uanset hvor meget vi elsker at stikke til ‘Saw’ og dens nu syv fortsættelser, så kan vi altså ikke kommen uden om at ‘Saw’ er denne generations mest skelsættende gyser-franchise. Otte film som har inspireret tonsvins af aspirerende instruktører til at lave noget lignende. De har tjent store penge og blevet lavet som videospil, har fået en comic-book prequel, sin egen forlystelse i en engelsk park,  samt været forbillede for subgenren ‘Torture-porn’ – og det hele startede med James Wan’s lille indie-film ‘Saw’ fra 2004, som stadigvæk den dag i dag en fremragende og ubehagelig lille gyser-thriller med en af genrens bedste twist-slutninger.

Wan insturerede kun den første film fra 2004, samt kortfilmen fra 2003 som startede det hele. Derefter tog andre instruktører over, og en ny fortsættelse udkom hver Halloween frem til 2010 hvor ‘Saw: The Final Chapter’ afsluttede legen… men nu er den startet igen. Syv år senere og nu har vi så ‘Jigsaw’, denne gang instrueret af de to brødre Michael og Peter Spierig. Men hvordan holder den op mod de andre film?

Lad mig hurtigt opsummere mit forhold til franchisen; 1’eren, 3’eren og 6’eren er i mine øjne alle fremragende genrefilm. 2’eren, 4’eren og 5’eren er solidt gode, mens 7’eren er under middelmådig. Når det er sagt, så har jeg en hel nyfunden respekt for den ellers fejlede 7’er. For i modsætning til ‘Jigsaw’, så føles det i det mindste som en ‘Saw’-film.

Historie

I ‘Jigsaw’ møder vi igen en gruppe uheldige spillere i seriemorderen John Kramer’s år-lange torturleg. Fem mennesker vågner op i et lukket rum med metalspande fastsatte over deres hoveder. Andetsteds har de to efterforskere Halloran og Hunt fundet et lig hængende fra en bro, og med hjælp fra de to retsmedicinere Logan og Eleanor prøver de at finde ud af hvem det uheldige offer er og hvad der er sket med ham. Det er 10 år siden at Jigsaw morderen John Kramer døde, men nu ser det ud til at mordene er startet igen. Kan han stadigvæk være i live?

‘Jigsaw’ føles som en dårlig kopi af universet. En rip-off der prøver at tjene ind på en succesfuld franchise, uden at forstå hvad det var der gjorde det succesfuldt til at starte med. Hele filmen føles som et halvhjertet og billigt produkt der bare skulle laves for at sende et elektrisk stød gennem franchisens stoppede hjerte og kickstarte det tilbage til livs.

Hvis du, ligesom mig selv, havde håbet på at ‘Jigsaw’ ville følge op på 2010’s ‘Saw: The Final Chapter’, så bliver du voldsomt skuffet. Der bliver ikke fulgt op på det ellers ret lækre twist som vi blev budt på dengang, men derimod præsenteres der en historie der er adskilt næsten helt fra de tidligere film i franchisen. Det virker som om at idéen er at denne film skal fungere mere som et slags reboot til at puste nyt liv i filmserien, men ærlig talt så virker det på ingen måde. Hvis franchisen ikke var død i 2010, så burde den være det nu, for ‘Jigsaw’ er den absolut ringeste ud af de otte film.

Der tages så mange dumme beslutninger af filmens hovedpersoner at det næsten er utilgiveligt. I en scene introduceres der en leg med tre sprøjter hvori den ene indeholder syre. I stedet for at teste de tre sprøjter på et stykke tøj eller måske bare jorden, og se hvilken der begynder at ætse, så synes de tilbageværende tumper at det er smartere at diskutere om hvilken en der skal bruges på legens udvalgte deltager. Muligvis en af de mest hjernedøde scener jeg længe har set, og det virker helt utroligt at der ikke er en person i crewet der stoppede op og sagde “Øh, hallo! Det her er bare lidt for dumt. Kan vi ikke muligvis finde på en eller anden lille gimmick med at sprøjten kun kan bruges en gang? Eller noget? Hvad som helst?”

‘Jigsaw’ byder selvfølgelig også på det obligatoriske twist (som jeg selvfølgelig ikke afslører her), men også det er svagt, især sammenlignet med de tidligere film. Slutningen er dog stadigvæk et af de bedre momenter i filmen, og er dog en smule gennemtænkt. En smule!

Der er nogle enkelte gode idéer i ‘Jigsaw’, men de drukner konstant i dumme beslutninger, irriterende karakterer og kedelige fælder. Filmen mangler helt den klassiske ‘Saw’-følelse som mange fans, inklusiv undertegnede, elsker, og samtidig mangler den næsten alt det der skal til for at lave en god genrefilm. Den fungerer hverken som efterfølger, spin-off, reboot eller som film generelt. Kort sagt; den burde aldrig have været lavet. Legen burde være sluttet i 2010.

Skuespil

Saw-franchisens skuespil har altid været utrolig varieret. Nogle skuespillere giver 110%, mens andre halvhjertet giver 14%. Dog har jeg aldrig følt at der har været præsentationer i nogle af filmene der har været decideret tåkrummende dårlige, og det er der heller ikke i ‘Jigsaw’, men skuespillet er langt mere stift og sæbeopera-agtigt heri end i de forrige film.

Det havde været optimalt at få Cary Elwes tilbage som Dr. Gordon, eller Costas Mandylor som Detective Hoffman (måske i flashbacks, alt efter hvordan man tænker at slutscenen i ‘The Final Chapter’ skulle fortsætte). Men de er ikke til at finde.  Tobin Bell er den eneste fra de tidligere film som vender tilbage i rollen som Jigsaw, men ikke engang han får særlig meget at arbejde med, og resten af castet består udelukkende af daytime-TV serie skuespillere som ikke har noget på deres CV specielt værd at nævne. Deres præsentationer er dybt intetsigende og akavede, og man føler aldrig med nogen af dem, trods de grusomheder de gennemgår. Værst er Hannah Emily Anderson som den tatoverede retsmediciner Eleanor, en typisk “edgy-girl” som hænger ud på skumle barer, har en pervers interesse for Jigsaw-mordene. Paul Braunstein som Ryan, en af legens uheldige deltagere er i sig selv okay, men hans karakter virker som taget fra en fuldstændig anden slags film. Hans karakter fungerer som et slags comic relief, og det passer bare slet ikke ind i ‘Saw’-universet.

Visuelt

‘Jigsaw’ er ikke en grim film i sig selv -men den fanger slet ikke den billedside og gritty stemning som de tidligere film havde. ‘Saw’ franchisen har siden dag et haft et slags beskidt grønt filter som har givet filmene en til tider 90’er lignende ‘Se7en’ stemning – måske lige med undtagelse af ‘The Final Chapter’ som oftest lignende en overeksponeret amatørproduktion med lyserødt saftevand som stand-in for blod. Det er fuldstændig droppet heri, og filmens billedside ligner alle de der utallige crime-time serier som TV3 konstant genudsender. Der satses som altid mere på praktiske effekter frem for CGI, hvilket er en fordel, men der gøres ikke specielt meget brug af dem. De få gange de bruges, er de dog ret solide, og der er et par enkelte flotte gore-shots hvor VFX-crewet virkelig har gjort det godt.

Musik og lydbillede

‘Saw’s musiktema har været et af mine yndlings siden jeg hørte det første gang. Siden dets intro i slutningen af ‘Saw’ er det blevet brugt i hver og en eneste efterfølger siden, og heldigvis er ‘Jigsaw’ ingen undtagelse. Charlie Clouser’s fremragende paranoia-inducerede komposition er et af gysergenrens absolut bedste musiktemaer, og jeg får altid kuldegysninger når det begynder at spille, uanset hvilket ‘Saw’ film jeg ser. Det er utroligt effektivt. Resten af filmens soundtrack er desværre ikke noget at skrive hjem om – for at være ærlig, så lå jeg ikke engang mærke til andet musik i filmen. Så intetsigende har det været.