Agent-spoof/komedier er efterhånden en gammel genre. Faktisk så startede det mere eller mindre her hjemme i Danmark, da Erik Balling (også kendt for ’Olsen Banden’ filmene og ’Matador’) lavede en tydelig parodi på de daværende James Bond film med Sean Connery. Det kom der to film ud af, ’Slå først Frede’ og ’Slap af Frede’. Herefter har strømningen været pæn jævn, og da ’Austin Powers’ filmene kom frem i slut 90’erne, ja der kom genren op i Blockbuster-niveauet. Britiske Rowan Atkinson var altså sent ude, da han lavede sin første ’Johnny English’ film, men ikke desto mindre blev filmen populær og affødte en efterfølger. Nu er det så tredje gang, at Atkinson vil give publikum licens til at grine, og spørgsmålet er så om det lykkedes for ham?
Historie
En gigantisk cyber-angreb afslører samtlige identiteter på aktive britiske agenter, og sender Storbritannien ud i kaos. 
Noget må gøres, og derfor bringes den ultra-patriotiske Johnny English tilbage i tjeneste som MI7-agent. English er af den gamle type, der ikke sætter sin lid til smartphones, gps’er og andre moderne dimsedutter. Nej, hvis denne højteknologiske fjende skal afsløres og besejres, ja så må gamle og traditionelle metoder i brug. Der er bare et problem… English er en forfærdelig klodset mand, og det bringer ham ud i den ene pinlige situation efter den anden, imens hans nation datamæssigt er ved at forbløde.
Denne skribent har set de to andre ’Johnny English’ film, men må ærligt tilstå at jeg ikke husker dem som fantastisk 
sjove, nok nærmere hyggelige filmstunder. Og hvis min hukommelse har ret, ja så vil denne film passe meget godt sammen med de andre. For selvom der for mit vedkommende er et par gode grin, og en del fniseri, ja så er den tredje film altså ikke en hovedkulds latteroplevelse, der byder på eminent førsteklasses komik. Nej, dette er en fin og hyggelig agent-film for hele familien. Men jeg må også samtidig anerkende, at filmen heller ikke prøver at gøre sig til noget andet eller klogere. Plottet er utrolig tyndt, man ved næsten med det samme hvem skurken er og de forskellige komiske scenarier er en blanding af ”hit and miss”. Det er komik a la Peter Sellers, hvis man kan huske ham, bare mere vandet og tyndet ud.
Skuespil
Rowan Atkinson er en utrolig dygtig komiker. Han har glædet millioner og atter af millioner med hans komiske væsen og figurer han har opfundet, og hans aftryk på den britiske humor er ikke til at tage fejl af. Som Johnny English synes han veloplagt, men desværre er det ikke alle komiske situationer eller manuskriptet i sig selv, der støtter ham ordentlig op. Nævnes bør også Emma Thompson, der spiller Storbritanniens premierminister. Hun er faktisk ganske morsom, og er en tydelig parodi på den nuværende premierminister, Theresa May.
Visuelt
Visuelt er filmen godkendt. Nogle scener kunne ligne noget fra en James Bond film, men desværre er det ikke alt der falder i hak. Visse effekter er ikke poleret ordentlig nok. F.eks. er der en scene, hvor Johnny English står ude på en badebro i Skotland, men det er tydeligt en greenscreen-effekt, og det tager en ud af filmen. Det kan godt være at det bare er denne skribents øjne, som er mere sensitive overfor sådan noget, men filmens målgruppe og fans, ja de er nok komplet ligeglad med sådanne ”bagateller”.
Musik og lydbillede
Musikken er leveret af Howard Goodall, der i lang tid har arbejdet i den britiske film og tv-industri. Desværre så kan jeg ikke sige forfærdelig mange nævneværdige ting om hans musik til denne film. Ja, den understøtter situationerne fint, men jeg kan ikke huske om filmen havde en ørehængende ’Johnny English’ theme-tune. Lyden er derimod ganske godt mixet sammen, og det er med til at løfte filmen, da den lydmæssigt sagtens kunne have været en James Bond produktion.