’Amour Fou’ er en film med så meget potentiale, fordi historien har så meget at byde på. Det er også en film som kunne gå lige i mit film elskende hjerte, fordi jeg elsker alt der har en historie vibe over sig og så er romantikken en af mine yndlingsperioder. Desværre levede den ikke op til mine forventninger…
Historien:
Amour Fou foregår i romantikkens Berlin og handler om den unge digter og poet Heinrich. Heinrich er meget fortvivlet på livet og han længes efter at begå selvmord, men han vil ikke gøre det alene. Han vil begå selvmord for og med kærligheden. Det er dog umuligt at overtale nogen som vil hoppe i døden sammen med ham, indtil han møder Henriette. Henriette er en ung, gift kvinde som har sine egne grunde til at gå i døden med Heinrich.
Selve historien er faktisk rigtigt fin og rørende. Selve historien er nemlig baseret på en virkelig historie om den tyske poet Heinrich von Kleists skæbne og selvmord i 1811. Desværre så gør skuespillet bare at historien falder til jorden..
Skuespillet:
Øv! Jeg ville virkelig ønske at skuespillet i Amour Fou var fantastisk men, sådan er det desværre ikke. Hele filmen bærer meget præg af melankoli, hvilket også var kendt i romantikken. Dog er det som om det er den eneste følelse som skuespillerne kunne få frem. Der er ikke noget drama, man kan ikke mærke at Heinrich virkelig ikke har lyst til livet mere. Heller ikke Henriette fanger mig specielt meget følelsesmæssigt. Det er meget synd, fordi filmen kunne være en rigtig flot artistisk film og det er den også visuelt..
Visuelt:
Visuelt er det en rigtig flot film, her har man kresset om detaljerne. Filmen kunne sagtens være filmet i 1800 tallet. Den har nærmest det der lidt sløret gule skær, som mange gamle ting som for eksempel billeder godt kan have. Alle rekvisitter, kostumer, hår og make-up passer ind i tiden og det er virkelig æstetisk flot, derfor gør det bare det hele mere trist at skuespillet falder sådan til jorden.
Musik og lydbillede:
I forhold til lyd og musik så passer det også fint ind i den tidsalder som filmen foregår i. Alt lyd er real lyd også musikken. Det gør filmen mere troværdig, fordi man ikke kan forestille sig at man kunne lægge underlægnings musik på i 1800 tallet.
Filmen er til dig der kan se igennem det dårlige skuespil. Faktisk så ville filmen være meget fin hvis man skulle analyserer den i forbindelse med et emne omkring romantikken i gymnasiet. Dog også kun til det.. Hvilken skam.