For tre år siden da jeg så ‘Kick-Ass’, havde jeg ingen ide om, at filmen var baseret på John Romita Jr. og Mark Millars tegneserie, der er publiceret af Marvel Comics. Dengang synes jeg, at ‘Kick-Ass’ var et friskt pust i forhold til alle superhelte filmene, der strømmede ud fra Hollywood; en film der tog lidt pis på genren og ikke tog sig selv for højtidligt, men samtidig havde et nyt perspektiv i forhold til, at de fleste faktisk bare var rigtige mennesker uden superkræfter, der prøver at kæmpe for retfærdighed. Den første film var instrueret af Matthew Vaughn, men har videregivet stafetten til Jeff Wadlow.
‘Kick-Ass 2’ er baseret på tegneserien med samme navn, som er en mini serie på 7 udgaver. Jeff Wadlow har skrevet manuskriptet til filmen, men er mere eller mindre baseret på mini serien, og derfor krediteres John Romita Jr. og Mark Millar også som forfattere.
Jeg må indrømme, at jeg ikke har læst tegneserierne, og derfor bliver min anmeldelse udelukket baseret på, hvad jeg så i filmen. Jeg forholder mig heller ikke til, om hvorvidt filmen følger historien i tegneserierne.
Historie
Filmen forsætter fire år efter den første film, hvor Hit-Girl/Mindy Macready (Chloë Grace Moretz) mistede sin far Big Daddy/Damon Macready (Nicolas Cage). Nu bor hun hos sin fars bedste ven, der også er politimand, Marcus (Morris Chestnut), hvor hun skal prøve at tilpasse sig det normale og kedelige liv i high school og prøve at lægge Hit-Girl bag sig.
Samtidig er det blevet hverdag for Kick-Ass/Dave (Aaron Tyler-Johnson), og han savner opmærksomhed og spænding i sit liv, som han oplevede med Kick-Ass i første film. Han prøver at overtale Hit-Girl til at danne makkerpar, men da det mislykkedes, joiner han en gruppe selvtægtsmænd/selvudnævnte superhelte med Colonel Stars and Stripes (Jim Carrey) i spidsen; der går under navnet Justice Forever.
Men snart trues gruppen Justice Forever af The Motherfucker/Chris D’Amico (Christopher Mintz-Plasse). Første film endte med at Chris D’Amicos far blev slået ihjel af Kick-Ass, og nu vil han have hævn over Kick-Ass. Chris D’Amico prøvede ivrigt i første film at være superhelt under navnet Red Mist, som aldrig blev en succes. Derfor vælger Chris D’Amico i denne film nu, at være den første rigtige superskurk under navnet The Motherfucker. Knægten er rig, og bruger sin formue på at samle verdens afskum i sin hær, der skal hjælpe ham med hævnen over Kick-Ass.
Med ‘Kick-Ass 2’ får du både action, komedie, teen movie, kung fu med masser af blod mixet med en lidt mere seriøs historiefortælling om identitetskriser og hævn. Det lyder måske som en super cocktail, men ‘Kick-Ass 2’ bliver desværre lidt for rodet og mister fokus. Jeg formåede aldrig rigtig at indleve mig i filmen, da filmen tit vakler mellem forskellige genre og stiludtryk. Når filmen det ene øjeblik minder mest af alt om en rigtig teen movie med et twist af scary-movie humor, og det andet øjeblik har vi fede actionscener med masser af blod à la Tarantino, og kort efter prøver filmen at fremkalde vores følelser med mere “seriøse” temaer… ja så hopper kæden sgu af for mig. Jeg indrømmer, at ‘Kick-Ass 2’ fik mig til at trække på smilebåndet et par gange. Hvis du er en rigtig ‘Kick-Ass 2’ comic book fan, så vil du helt sikkert også synes om historien.
Skuespil
Chloë Grace Moretz der spiller Mindy Macready/Hit-Girl, er klart den der gør det bedst af alle. Trods de mange stilskift i filmen, så leverer hun en overbevisende præstation. Hun var den eneste, der næsten fik mig til at indleve mig i filmen og hendes karakter. Hendes timing og den overbevisende måde hun sparker røv på, trækker helt sikkert filmen op.
Der er gået fem år siden sidste optagelser til ‘Kick-Ass’, og man kan virkelig godt se, at Aaron Taylor-Johnson er ved at blive voksen. Han er også blevet meget fit og buff, hvilket de selvfølgelig har valgt til rollen. Jeg synes dog, at det er lidt af en fejlvurdering fra Jeff Wadlow, da Kick-Ass for mig netop skal repræsentere den almindelige knægt uden “superkræfter/skills”. Det skal Aaron Taylor-Johnson selvfølgelig ikke klandres for. Kick-Ass er generelt den mere alvorlige karakter i filmen, og den rolle synes jeg ikke, at Aaron Taylor-Johnson formår at udfylde på en overbevisende måde. Lad mig sige det således, jeg reagerer i hvert fald ikke som der ønskes i bestemte situationer.
Jim Carrey udfylder rollen som Colonel Stars and Stripes, der er leder af gruppen Justice Forever. Udadtil virker Colonel Stars and Stripes som en hård hund, specielt når han er ude at bekæmpe kriminalitet. Men han er faktisk en rar mand, der ånder for retfærdighed; trods hans baggrund. Jim Carrey formår også at vise en mere empatisk side til karakteren, i mens han også leverer den kristelige side af Colonel Stars and Stripes på en sjov måde, der passer perfekt til filmen. Jim Carrey er helt sikkert også et af lyspunkterne i ‘Kick-Ass 2’.
Christopher Mintz-Plasse er god til at spille den her nørdet type med crazy eyes, så man ikke helt ved, hvad karakteren kan finde på. Jeg må give point for den måde, han kaster sig ud i sådan en rolle med 120 km. i timen, og ikke kigger sig tilbage. Karakteren Motherfucker er sjov og komisk, hvilket måske også er skyld i, at jeg simpelthen bare ikke bliver bange for ham som superskurk. Jeg ved det er meningen at det skal være sjovt, men steder i filmen tror jeg altså gerne, at instruktøren Jeff Wadlow vil have The Motherfucker er scary, hvilket bare aldrig rigtig sker. Lidt af skylden må tilfalde Christopher Mintz-Plasse, men Jeff Wadlow må også påtage sig skylden, da filmens historiefortælling aldrig er skarp nok.
Visuelt
‘Kick-Ass 2’ skal have ros for alle de fede og underlige superhelte/superskurke kostumer. De er meget gennemførte og underbygger realismens superhelte vibe; og er også med til at gøre filmen sjov. Filmen benytter sig også af tegneseriebilleder, når skurkene introduceres, hvilket giver en god effekt til hele comic book verdenen, som jo er filmens afsæt. Der er også fede actionscener i bedste Hollywood style, som er krydret med blodige detaljer.
Den vaklende historiefortælling må nok også tildels tilskrives det rodede visuelle udtryk. Jeg føler ikke, at der er et klart udtryk, men mere at vi bevæger os rundt i hele paletten af visuelle gimmicks. Nogen gange føler jeg lidt, at Jeff Wadlow er bange for, at folk ikke vil grine eller forstår pointen, så derfor er han gået mere end all in for at understrege situationerne; hvilket ødelægger det lidt for mig.
Musik og lydbillede
Der var ikke rigtig noget bemærkelsesværdigt ved musikken i filmen. Der er brugt lidt forskellige typiske amerikanske pop sange.