I’m a NYMPHOMANIAC – not a Sex Addict!
Sådan lyder hovedrollen Joes (Charlotte Gainsbourg) statement, hvilket egentlig opsummerer Lars von Triers perspektivering af diskrimination mellem mænd og kvinder.
‘Nymphomaniac’ varer fire timer og er delt op i to film, vol. I og vol. II, hvor vi i Danmark får begge film på én gang. Der er også en version på 5,5 timer, men det er uvist, hvornår denne version bliver tilgængelig.
Både anmelderen Shamaila og jeg var inde og se filmen, og vi er generelt positive for Lars von Triers forskellige værker. ‘Nymphomaniac’ er helt sikkert en oplagt film til at lave de vilde analyser, da filmen rummer mange lag og referencer; men vi vil ikke sidde og være dommere og ødelægge oplevelsen for dig.
Historie
‘Nymphomaniac’ er den vilde og poetiske livshistorie om en kvindes rejse fra fødsel til en alder af 50, fortalt af hovedpersonen, den selv-diagnosticerede nymfoman Joe (Charlotte Gainsbourg).
En kold vinteraften finder den ældre herrer Seligman (Stellan Skarsgård) Joe, der ligger forslået i en gyde. Da hun nægter ham at tilkalde ambulance og politi, tager han hende med hjem til sin lille spartanske lejlighed, hvor han plejer hendes sår, mens han spørger ind til hendes situation og liv.
Seligman lytter opmærksomt, mens Joe gennem otte kapitler fortæller sin forgrenede og mangfoldige livshistorie, fyldt med associationer og tilfældige sammentræf.
Lars von Triers ‘Nymphomaniac’ indeholder selvfølgelig en masse sex scener og en masse peniser i alle tilstande, og Lars von Trier kommer dog også med et par referencer, som kan anses provokerende og kontroversielle af nogen. Men overraskende er det ikke det, som jeg hæfter mig specielt ved, måske fordi at jeg forventer det af Lars von Trier, men mere samspillet mellem Joe (Charlotte Gainsbourg) og Seligman (Stellan Skarsgård). Både Shamaila og jeg er enige om, at deres modpolers samspil (Joe er praktikeren og Seligman er teoretikeren) er meget elegant og intellektuelt udført, hvor de kommer vidt omkring i deres samtaler og historier, som heldigvis leveres med humoristiske stikpiller. Trods det er Lars von Trier, så er jeg lidt forbløffet over de seksuelle paralleller han formår at lave 😉
Du er ikke i tvivl om, at du befinder dig i Lars von Triers univers og tankesæt, som han faktisk slipper rigtig godt fra, da han bruger Joe og Seligman til at diskutere filmens temaer, så det hele ikke bliver alt for tunnelsynet og envejskommunikation; selvom nogle af hans synspunkter selvfølgelig fremstår mere klart end andre. I modsætning til Lars von Triers tidligere film, så er ‘Nymphomaniac’ faktisk ikke så tung og alvorlig, hvilket har en god effekt for os.
Generelt virker det fint med overgangene fra Joe (Charlotte Gainsbourg), der fortæller sin historie til Steligman (Stellan Skarsgård), til selve udspilningen af Joes beretning i forskellige 8 kapitler. For mig er der stor forskel på kvaliteten af de 8 kapitler, som til tider får filmen til at føles lang, hvilket også smitter af på anmeldelsen. Når jeg tænker, at vi kun har set den korte version på fire timer, og som Shamaila pointerede er langt over en typisk Bollywood film – som er kendetegnende for at være laaang, så er vi begge enige om at fire timer er mere end nok.
Nu er der gået flere dage siden vi så ‘Nymphomaniac’, og jeg må indrømme, at den ikke har gjort et så stort indtryk på mig som nogen af hans andre film såsom ‘Dancer in the Dark’, ‘Dogville’ og ‘Antichrist’. Abdellatif Kechiches ‘Adéles liv – kapitel 1 & 2’ står også meget stærkere hos mig end ‘Nymphomaniac’. Men Shamaila og jeg bøjer os begge i støvet for de mange lag i historiefortællingen og generelt den “smukke” fortælling om kvindens selvstændighed og frigørelse fra samfundets normer. Lars von Trier er helt sikkert en mester inden for ‘art house film genren’, hvilket ingen kan tage fra ham! Overordnet set er Shamaila også mere begejstret for filmen end jeg, og hvis du er til ‘art house genren’ og allerede er vild med Lars von Triers seneste film, så synes du sikkert også om ‘Nymphomaniac’.
Skuespil
Der er naturligvis mange skuespillere i filmen, da vi får fortalt Joes livshistorie, der inkluderer mange elskere. På rollelisten ser vi også flere danskere som f.eks. Connie Nielsen, Jesper Christensen, Nicolas Bro og Jens Albinus. Men de mest fremtrædende skuespillere er Charlotte Gainsbourg, Stellan Skarsgård, Stacy Martin og Shia LaBeouf.
Charlotte Gainsbourg er ved at være et kendt ansigt i Lars von Triers film, hvor hun nu har medvirket i hans tre seneste film. For mig har Charlotte Gainsbourg en forførende stemme, der rummer en vis skrøbelighed, hvilket passer rigtig godt til hendes rolle, der jo også er historiefortælleren. I scenerne med Stellan Skarsgård, ser vi Gainsbourg i en lidt ny rolle i forhold til hendes tidligere film med Lars von Trier, hvor hun får lov til at spille på flere tangenter, og være lidt kæk og sjov – dog stadig i den lidt selvdestruktive sfære. Men det gør hun rigtig godt. I vol. II overtager Charlotte Gainsbourg selv rollen som Joe i hendes beretning, hvor Joe også bliver mere selvoptaget og destruktiv (Joe vil frigøres og være herre over sin egen fisse og seksualitet). Shamaila og jeg er enige om, at der godt kan drages flere paralleller til hendes tidligere roller med Lars von Trier, og derfor føler vi lidt, at det har vi set før. Dermed ikke sagt, at Charlotte Gainsbourg er dårlig – slet ikke!
Når flere personer skal spille den samme rolle (trods forskellige perioder i karakterens liv), så kan man ikke lade være med at drage sammenligninger og kigge efter konsensus i karakteren. Stacy Martin spiller Joe i karakterens yngre dage (Young Joe) og skal udvise en stor nysgerrighed og ukuelighed over for sex. Hun er god til at få den lidt kolde ligegyldigheds attitude frem i karakteren, hvor vi bliver klar over, at det faktisk bliver på hendes præmisser. For mig brænder Stacy Martin ikke nok igennem, og det virker meget iscenesat. Det kan måske også skyldes Lars von Triers stil i filmen, men Charlotte Gainsbourg virker mere troværdig. Jeg kan heller ikke forene Stacy Martin og Charlotte Gainsbourg i samme karakter, da de hverken ligner eller minder (inkl. måden de portrætterer karakteren) om hinanden. Anmelderen Shamaila er der i mod begejstret for Stacy Martin, da hun formår at have en uskyldighed over sig, men som faktisk er meget snu og velovervejet.
Shia LaBeouf gør dog ikke det helt store indtryk hos Shamaila, der føler, at Shia LaBeouf lider lidt under Hollywood faktoren; som Shamaila ellers plejer at være glad for som i f.eks. ‘Lawless’. Jeg er ikke helt enig med Shamaila, da jeg netop føler, at han viser nye sider end netop hans Hollywood image. Jeg synes, Shia LaBeouf går til opgaven med stor passion og troværdighed, hvilket giver karakteren Jeróme dybde og gør ham interessant.
Stellan Skarsgård har jeg allerede omtalt lidt, men han leverer virkelig en stærk præstation. Seligman er et omvandrende encyklopædi, som Skarsgård virkelig menneskeliggøre med stor overbevisning i form af lidt humor og stor passion for de mange litterære referencer. Begge anmeldere er enige om, at Stellan Skarsgård er filmens stærkeste karakter.
Visuelt
Filmen bevæger sig mellem det realistiske og cinematiske element, som helt sikkert er bevidst fra Lars von Trier, der jo er kendt for at skære helt ind til benet. Med ‘Nymphomaniac’ har Lars von Trier åbent lidt op for godte-posen og har tilladt flere visuelle effekter, hvilket understreger at vi befinder os i HANS ‘Nymphomaniac’ univers. Der er da sjove visuelle effekter, som er med til at understrege flere pointer i filmen. Jeg hæfter mig også ved gyden, hvor Joe ligger forslået, som du tydeligt kan se er en kulisse, hvilket sikkert er meningen. Personligt har jeg lidt svært ved at indleve mig i filmen, når vi bevæger os mellem realisme og fantasy.
Musik og lydbillede
Rammstein lægger musik til hovednummeret, hvilket måske ikke er den store overraskelse, når man tænker på filmens titel og temaer. Kort inde i filmen, ligesom en James Bond film, starter Rammsteins titelsang ‘WOO’ – med stor effekt.
Igennem de fire timer er der ikke rigtig noget bemærkelsesværdigt ud over, at der er en bestemt scene i filmen, der er en direkte reference til ‘Antichrist’, hvor samme musik anvendes. Mere vil jeg ikke afsløre her.