Historie
Efter to film hvor vi har lært den lille bjørn Paddington godt og grundigt at kende, er det blevet tid til at vende snuden hjemad. Turen tager hele familien Brown til Peru, hvor de skal gennem Amazonas for at finde Paddingtons forsvundne tante Lucy.
Filmen er en hæsblæsende tur gennem junglen, fyldt med fjollede og finurlige indslag fra syngende nonner, kaptajner med guldfeber og aldrende peruvianske bjørne. Det er en effektiv børnefilm med et fint budskab om hvem, der er ens “rigtige” familie og hvor man rigtigt hører til. Historien om Paddington, hans rejse til England og familien, der har taget ham til sig, var enormt effektiv i både den oprindelige film og dens efterfølger, og denne treer har svært ved at følge efter. Karaktererne har ikke samme skæve charme, og historien om Tante Lucy, der er blevet væk i junglen og Paddington, der skal redde hende ved at opdage en større fortælling er sjov og effektiv, men slet ikke lige så medrivende som tidligere film. Den passer perfekt til de yngre seere og man kan som voksen godt nyde den sammen med dem. Dog tvivler jeg på, at man som voksen vil få meget ud af at se den alene.
Skuespil
Selvom det er den lille animerede bjørn, der er filmens fokus, er de “menneskelige” karakterer mindst lige så vigtige for historien. Mary Brown, familiens mor, der tidligere har været spillet af Sally Hawkins, er i denne film udskiftet med Emily Mortimer. Det er store sko at udfylde, og hun klarer det ganske fint gennem hele filmen, og fungerer godt som familiens lim. Men bizart som det lyder, har Mortimer slet ikke samme kemi med animerede Paddington som Hawkins havde, og det er svært at se forholdet mellem de to karakterer.
Antonio Banderas og Olivia Coleman har begge sjove, men ultimativt ret flade karakterer i eventyret, og begge skuespillere leverer præstationer, som er søde men forglemmelige.
Visuelt
Visuelt er Paddingtons London byttet ud med den peruvianske jungle, og med det er de fine butikker og finurlige huse byttet ud med overdådige træer og bjerge. Det er en kærkommen ændring, da jeg tvivler på, at man som seer ville kunne holde til endnu en engelsk Paddington film.
Det er dog hurtigt, at man vænner sig til alt det grønne, og begynder at lægge mærke til, at kvaliteten generelt er dalet for filmens ellers skønne billedside. Der er ikke lige så meget knald på farverne, animationen er intet banebrydende og billedet er ikke altid sammenhængende.
Musik og lydbillede
Musikken supplerer det eventyrlige billede rigtig fint og spiller godt sammen med hinanden. Meget af filmens humor er ofte at finde i musikken, der understreger de spøjse karakterer og deres humoristiske replikker. Det er ligeledes langt hen af vejen også musikken, der trækker eventyret op i højderne og holder spændingen højt.