Fantasy-genren har fået smartphone-generationen til at ligge deres teknologiske dimser, og for en stund gøre noget så gammeldags, som at læse en bog. Harry Potter-feberen har for længe siden raset, men andre forfattere har fået deres greb om de unge, også herhjemme. Lene Kaaberbøl er en af dem, som har haft succes, og tilbage i 2015 blev den første af hendes bøger om ‘Skammerens Datter’, så filmatiseret. Nu er vi nået til andet kapitel, og derfor bliver det spændende, om en fantasy-skeptiker som mig bliver grebet af et dansk forsøg på at lege Harry Potter.
Historie
Vi følger pigen Dina, der har arvet overnaturlige kræfter (skammer-evner) fra sin mor, og som lever i højlandet med sin familie, på flugt fra den onde Drakan og hans soldater. Men en dag bliver Dinas bror og hendes ven Nico taget til fange og ført til Sagisborg, styret af Drakans ligeså ondskabsfulde mor. Sammen med en mystisk mand, der påstår at være hendes far, begiver Dina sig ud på en farefuld rejse for at redde sin Bror og Nico.
Der er ingen tvivl om, at hvis man er ung teenager eller fan af Kaaberbøls bøger om ‘Skammerens Datter’, så vil man sikkert have en ganske fornøjelig tur i biografen uagtet hvad jeg, eller andre anmeldere måtte mene. Og der er sikkert også andre, som vil give filmen lidt længere snor, fordi det er en dansk produktion. Men, så må denne skribent være den onde troldemand i denne anmeldelse, og slå fast, at man ingen fan var af denne film.
Det kan godt være for fantasy-nørder, at ordene i denne film giver mening. Men, jeg havde meget svært med at holde en grimasse der kunne passe, når danske skuespillere åbner deres mund og spyder, hvad der for mig lyder som vrøvlerier, selvom det nok passer ind til universet. Måske er det danske sprog for gumpe tung til, at man kan lave en seriøs dialog i en storslået film, som denne prøver at være. Det hele lød hvert fald sjovt, på den forkerte måde i mine ører. Nu har denne skribent set dansk fantasy-film, som var fornøjeligt, så det ikke bare fordi man er gammel og gnaven. Både ‘Ørnens Øje’ fra slut 90’erne og sidste års ‘Vildheks’ er gode eksempler på at det sagtens kan lade sig gøre. Men selvom bøgerne om ‘Skammerens Datter’ måske på papiret er storslået, så har eventyret tydeligt sine begrænsninger, når det kommer til en dansk filmproduktion, hvor man normalt bruger minimal budgetter på ‘Far til Fire’ og ‘Mine Søsters Børn’ film.
Filmen er også plaget af ufattelig mange plothuller, som var en kæmpe irritation, da de var så tydelige. Derfor er der pludselig ting som man bare må tage for givet. Derudover, så er plottet rimelig tynd, og fantasy-historier hvor helten/heltinden skal gå fra A til B for at fuldføre noget bestemt, er set utallige gange, og meget bedre. Der bliver i enden lagt op til en 3’er, men den er skribenten ikke tosset for at se. Så konklusionen er, at dansk fantasy sagtens kan lykkedes på film, men ikke når man gaber overfor så meget som hér, og slet ikke med alle de plothuller og dødsyge dialoger, som ‘Skammerens Datter 2’ har.
Skuespil
Skuespillet er ikke elendigt, men desværre hiver manuskriptet dem ned. Så har jeg det også lidt svært ved, at en teenagepige i et fantasy-middelalder-agtigt univers som i ‘Skammerens Datter 2’ taler som en teenager anno 2019 gør. Mange af karaktererne er også gennemsigtige uden nogen dybde, især skurkene som er tegnet meget groft op. Hverken Drakan eller hans mor, er hverken så effektive eller onde, som historien gerne vil gøre dem til. Visuelt fungerer de, men deres motiver og personlighed er lavet fra den tyndeste skurkeskabelon. Og så har vi Nicolas Bro som en slags lejemorder for Drakan, som er på jagt efter Dina. Bro er en gudsbenådet og dygtig skuespiller, som jeg har haft fornøjelsen af at se mange gange på de skrå brædder. Men som skurk der fungerer Bro meget dårligt. Han er på ingen måde den skræmmende karakter, som man sætter ham op til at være. Nej, faktisk så var han mere morsom at kigge på, med hans sorte bjørneskins uniform og krigsmaling.
Visuelt
Den visuelle del er klart filmens største styrke. Der er tydelige professionelle kræfter bag, til tider ser billedsiden rigtig flot ud og computereffekterne er smukke set med danske øjne. Men hvad angår effekterne, så er der selvfølgelig ikke særlig mange af dem, da vi hjemme i andedammen simpelthen ikke har penge til at lave en fuldendt effektfilm. Filmens mest imponerende effekt er en stor glubsk søslange, som klart kvalificerer sig til Harry Potter films standarder. Desværre har der kun været penge til cirka 40 sekunder med det monster. Det irriterer også en lidt, at man f.eks. har en flot effekt med en dyster-fantasyborg i baggrunden, og man så cutter hen til en virkelig borg nede i Tjekkiet, som man har brugt som kulisse, der ikke stilmæssigt passer til den borg som baggrundseffekten viste os. ‘Skammerens Datter 2’ har simpelthen for stort et scope plotmæssigt, og kræver nok at man har mindst halvdelen af, hvad man bruger på en Hollywood-produktion, for at universet bliver 100% troværdigt.
Musik og lydbillede
I denne kategori fungerer tingene udmærket. Men hverken på den musikalske eller lydmæssige front, var der noget som stod ud. Men der var heller ikke nogle steder, hvor der blev fejlet. Alt i alt er vi på det bløde mellemtrin.
Copyright: Nordisk Film