Så blev det tid til sidste omgang af den 400 år gamle japanske hævnånds ternede eventyr i selskab med sin jordiske ”partner in crime”, Aske.
Historie
Der er sket meget, siden T.N. og Aske tumlede rundt i Albertslunds gader, eller rejste Thailand tyndt for at få ram på barnemorder og legetøjsfabrikant, Philip Eberfrø, én gang for alle. Men de farlige missioner er et overstået kapitel, hvilket passer Aske fint. Han er blevet ældre og vil hellere bruge tiden med vennerne på klubben end at træne op til missioner, som aldrig kommer. Alligevel finder problemerne Aske, der lettere ufrivilligt lægger sig ud Jessicas nye kæreste og hans gangstervenner. Aske må nu navigere rundt i et kaos af voldskonflikter, familieproblematikker og kærlighedsknas, som sender ham og T.N. ud på et sidste eventyr, ingen af dem havde set komme.
’Ternet Ninja’ var en kæmpe publikumssucces, da den ternede tøjdukke med det spraglede sprogbrug i 2018 tog Danmark med storm og solgte over 900.000 billetter i biograferne. Efterfølgeren gjorde kunsten efter, og Anders ”Anden” Matthesen svinger nu sværdet for sidste gang i det populære, ternede univers med film nummer tre. Det er bestemt heller ikke svært at forstå, hvorfor både bøger og film er så elskede hos børn og voksne. De indeholder selvfølgelig ”Andens” velkendte skarpe, selvironiske og samfundskritiske humor, samtidig med der også er noget stof til eftertanke. Der er masser af hjerte og livslektier at hente undervejs, hvor kampen mellem det gode og det onde også får en kæp i hjulet af hverdagens trummerum.
Den første film fandt en god balance mellem alle elementer, hvor to’eren muligvis tog tingene til højere (og varmere) luftlag, men endte måske med at miste lidt af sin ternede identitet med så meget fart over feltet. I tredje film kommer vi lidt ned på jorden igen og arbejder med de mere nærværende og relaterbare konflikter. Det klæder universet, selvom det kan være svært at sy nye tråde i gammelt stof. Plottet er ikke det mest spændende eller opfindsomme, men der er mange af de omkringliggende elementer, der fungerer rigtig godt.
Aske bruger mere og mere tid med vennerne, imens T.N. vender og drejer sig om natten, når hans fortid igen og igen hjemsøger ham. ’Ternet Ninja 3’ etablerer dette element på effektiv vis i filmens betagende åbningssekvens og binder en flot sløjfe på hele herligheden henimod filmens slutning. Trådene væves flot sammen og både filmen og universet afsluttes på elegant vis. Desuden er der en genial overraskelse helt til sidst, som jeg morede mig vældigt over, da jeg læste bogen for et års tid tilbage. Det fungerede også fint her og skal nok give nogle grin med på vej ud af biografsalen.
En stærk start og en stærk slutning, omslynger en måske lidt triviel historie, med ting vi har set før, men som alligevel er ganske underholdende at overvære. Anders Matthesen er stadig sjov, både som stemme i manus og gennem de mange karakterer, han endnu engang vækker til live her. Er du ikke til humoren, eller bliver du nemt krænket, så ville det være rent harakiri at tage ind og se filmen. Nogle vil mene, at tiderne har ændret sig, men ”Anden” insisterer stadig på, at skabe et kunstnerisk frirum, hvor der er plads til både ”fat shaming” og ”hyggeracisme”… eller i hvert fald kommentarer heromkring.
’Ternet Ninja 3’ afslutter universet på værdig vis og cementerer selvsamme univers som en betydelig brik i mange børn og unges opvækst. Det kunne have været ønsket, at filmen ikke hang helt så meget fast i fortiden, men samtidig er det forståeligt, at den ønsker at afslutte trilogien med respekt for serien, uden det kammer over. Der er godt med underholdende indslag undervejs, krydret med rigelige mængder grovkornet komik leveret med sigtekorns præcision… på sigt. Nogle gange leveres humoren også bare som en god gammeldags lussing og det kan nu engang også noget. Så hvis du troede den tid var død og begravet, kan jeg sige, at den er lige så meget live som bank på indersiden af et kistelåg… eller bank på ydersiden af et kistelåg… med en håndbajer. Skål!
Skuespil
Lille rolleliste, stort karaktergalleri… Anders ”Anden” Matthesen lægger nok engang stemme til størstedelen af filmens karakterer, mens Louis Næss-Schmidt igen spiller Aske. Efter at have udskiftet den oprindelige skuespiller efter første film, er det fedt at se, at de har valgt at beholde Næss-Schmidt efter film nummer to. I og med historien også handler om at blive ældre, passer det tilmed godt historiemæssigt og det er sjovt at høre skuespillerens udvikling.
Men det er nu engang en anden skuespiller (undskyld), folk nok kommer for at opleve. Og Matthesen er veloplagt som altid og giver den gas i alle roller. Vi kan nok heller ikke komme udenom, at det er onkel Stewart der evigt og altid vil være den største gensynsglæde. Måske sammen med Arne.
Visuelt
Selvom det kan virke svært at komme efter det neon-fyldte, thailandske techno-helvede, der prægede to’erens visuelle identitet, så er det alligevel tydeligt at se, at der er kommet nogle teknologiske forbedringer siden – især brugen af sollys samt stof og knapper på T.N. ser særligt lækkert ud. Men ellers er det jo primært Albertslunds primitive omgivelser, vi arbejder med igen her. Men der er bestemt lidt filmisk flair her og der, hvor åbningsscenen blandt andet ser brandgodt ud.
Musik og lydbillede
”Anden” har endnu engang fingrene med i filmens rytmiske toner og farverige tekster. Der er dog ikke ligefrem en ny ”Pesto” i sigte, men sangene gør det de skal, og det overordnede lydbillede er veletableret og veludført. Man mærker både flammernes varme glød og bilmotorens truende brummen undervejs, mens alt går op i en højere enhed.
