The Hunger Games: Mockingjay part 1 – denne film med den fantastisk lange titel, er tredje film i Hunger Games serien og filmatiseringen af den tredje og sidste bog. Dog ikke den sidste film, for som filmens titel indikerer så er den tredje bogs filmatisering delt i 2 – denne dejlige populære trend Hollywood har gang i, så de kan tjene flere penge. Jeg har været en smule skeptisk – især fordi den tredje bog klart er den kedeligste, og indeholder utrolig meget politik og fokus på medier. Jeg har ikke helt forstået hvorfor den skulle deles i 2 (af andre grunde end penge). Den opfattelse har klart ændret sig. Wow, hvor de får en flot film ud af den første halvdel af den bog!
Historie
Efter at være reddet ud af dødsspillet, er Katniss nu endt i distrikt 13, et sted som hele Panem for længst troede var dødt og ødelagt. I distrikt 13 bor en hel befolkning, under ledelse af præsident Coin, som er leder af det store oprør og har som mål at bekæmpe Capitol. Katniss skal være deres symbol på revolutionen og med propagandavideoer skal de få revolutionen til de andre distrikter, og få dem til at kæmpe mod Capitol. Ikke alle klarede det ud af dødsspillet, og Peeta og Joanna er nu holdt fanget i Capitol. Peeta bruges her igennem interviews også som propaganda, bare imod den borgerkrig, som er ved at blusse op.
Filmen overrasker mig virkelig positivt. Den første film i serien, var for mig fantastisk, fordi det var første gang jeg så en film så tro mod en bog, og samtidig var den utrolig realistisk og nærværende, på trods af et sci-fi univers. Den anden film skuffede mig. Den fulgte bogen lige så godt som den første gjorde, men den gjorde ikke andet og skildte sig ikke ud fra den forrige. Den gav ikke noget nyt, for os der havde læst bogen og efter at have set traileren, var der ingen overraskelser tilbage og jeg følte jeg havde set alt før.
Mockingjay Part 1, føler jeg, har taget bogen og gjort historien mere levende, mere spændende og intens. Filmen er mere spændende end bogen er, og filmen er mere nærværende. På trods af actionsscener, så er der en rigtig fin ro, og filmen skynder sig ikke, og den tager sig tid til at udfolde sig og gøre plads til rollerne – uden det bliver kedeligt. Jeg føler at hver scene har sin ret, er gennemtænkt og intet er overflødigt. Det kan selvfølgelig tydeligt mærkes, at der er en fortsættelse og at Mockingjay part 1 ikke er enden på historien, men jeg synes ikke det føles som en halv film, jeg kan godt lide den måde den står alene på. Det var klart det rigtige valg at dele den i to, for ellers ville det hele gå for hurtigt og blive overfladisk.
Starten af filmen var en smule mærkelig, det var som om der ikke rigtig var en begyndelse men bare, BAM! nu er vi her. Det gik lidt for hurtigt til man fik levet sig ordentligt ind. Men sådan føler jeg ofte – det er svært at fange folk så hurtigt, især når halvdelen af biografen sidder og larmer med deres slikposer (Stop dog jer selv). Men filmen kom hurtigt over det, og resten af tiden var man fanget i handlingen. Slutningen er fantastisk og meget intens. Det er en ret central del af bogen, og jeg vidste hvad der ville ske og havde høje forventninger til hvordan de skulle klare det. De gjorde det virkelig godt, og fik endda mig, som ved hvad der sker, til at sidde i spænding og vente på hvad der mon ville ske. Det er fantastisk at høre publikums reaktioner, og så ved man hvor meget filmen har fanget os der ser den.
Filmen leverer en perfekt balance mellem scener med dialog og action. Filmen holder spændingen hele veje og man lever sig virkelig ind i hvad der sker – det er på sådan en måde, at jeg nogle gange slet ikke kunne sidde stille i sædet og min veninde og jeg maste hinandens hænder af bare spænding. Det gælder også i dialogscenerne, som oftes er enormt intense og/eller rørende og især scenerne hvor Katniss ser Peeta på TV fra Captiol, brænder følelser og intensiteten igennem – selvfølgelig noget vi kan takke skuespillerne for.
Jeg snakkede før om, at det politiske spil og spillet med medierne til tider blev lidt kedeligt og langtrukkent i bogen. Men i filmen er det interessant, især fordi mængden er perfekt. En film er jo kortere og indeholder mindre detaljer, hvilket ofte er et problem når bøger filmatiseres, men i dette tilfælde er det faktisk en fordel.
Man skal regne med, at filmen er anderledes fra de forrige, ren plotmæssigt. Det er et helt andet miljø og en hel anden hverdag Katniss har. Der er ingen dødsspil denne gang og Katniss er ikke i Capitol, som hun var en stor del af de forrige. Hun lever ikke som Capitols spillefigur længere, nu er hun revolutionens figur, og det hele emmer af krigsstemning og revolution.
Skuespil
Jeg har elsket Jennifer Lawrence lige siden jeg så hende første gang på film, og med hendes store talent, fantastiske charme, oprigtighed og evne til at være helt nede på jorden, kan man vidst ikke stille spørgsmålstegn ved, hvorfor denne unge oscarvinder er hele Hollywoods darling. Selvfølgelig er det ikke nogen overraskelse, at hun leverer en hel igennem fantastisk præstation. Hun er så virkelig i sit skuespil og rammer én lige i hjertet. Hendes evner til at udtrykke følelser og få os til at forstå hvordan Katniss har det, er imponerende. Hun forstår karakteren, og der er ikke noget blankt tidspunkt, hvor man er i tvivl om hvordan Katniss har det. Jennifer Lawrence er bare helt enkelt fantastisk.
Denne gang er der for en gang skyld uendeligt lidt sammenspil mellem Jennifer Lawrence og Josh Hutcherson, og det viser og understreger, især når man ser på Hutcherson, hvor utrolig dygtig skuespillere de begge er når de står alene.
Alt vi ser af Peeta, er igennem de tv-spot som Katniss ser, så Josh Hutchersons arbejde er denne gang meget anderledes. Han er også meget mindre med end han plejer, men karakteren får alligevel en god plads og tid i filmen. Hutcherson gør det virkelig godt, og det er fantastisk den måde han med sit skuespil viser den udvikling Peeta går igennem. Det er hovedsagligt lige på og kun hans ansigt vi får at se, så der skal mange følelser igennem de øjne, og det kommer der også. Der er ikke en finger at sætte på hans præstation.
Liam Hemsworth spiller Gale, og er meget mere med end han var i de to andre Hunger Games film. Gale er en kold og hård karakter, og Hemsworth viser ikke mange følelser og er hele vejen igennem sådan lidt intetsigende. Men det er i virkeligheden jo også sådan hans rolle skal være, så han klarer det jo egentlig meget godt. Samtidig så synes jeg dog, at han står lidt for meget i baggrunden og ikke helt får sin karakter til at bryde frem i filmen, og det er lidt ærgerligt. Det er nok mere instruktørens valg, end Hemsworths skuespil.
Filmen indeholder ellers rigtig mange skuespillere, og rigtig mange utrolig dygtige af slagsen. Værd at nævne er: Selvfølgelig dejlige Woody Harrelson som gør det fantastisk som Haymitch, den skønne Elizabeth Banks som er den eneste rigtige til at spille Effie – hun er blændende i den rolle – og Donald Sutherland som altid gør sit arbejde perfekt som præsident Snow.
Igen har vi, den desværre nu afdøde, Philip Seymour Hoffman (som filmen er dedikeret til), som giver så meget karakter til rollen Plutarch, og skinner fantastisk igennem.
Af nye skuespillere har vi Julianne Moore som præsident Coin, hun er rigtig god i den meget kolde rolle, og gør det fantastisk med at skabe den balance i vores følelser, hvor vi har svært ved at finde ud af om det helt er en karakter vi kan lide eller ej.
Og så synes jeg det er vigtigt at nævne fantastiske, smukke og charmerende Natalie Dormer, som har en ikke så stor rolle som oprører og instruktør af Katniss’ propaganda videoer. Dormer giver os rigtig meget personlighed i de korte øjeblikke hun er på skærmen.
Visuelt
Denne gang er der ikke imponerende store dødspil-arenaer, men det betyder ikke at filmen ikke er storslået. Det meste af tiden tilbringer Katniss under jorden i distrikt 13. Her er koldt og gråt og på mange måder klaustrofobisk. Jeg synes filmen visuelt får skabt denne klaustrofobi rigtig godt i omgivelserne, på trods af at rum og stederne er ret store. De får også fremvist distrikt 13 rigtig godt, med de kolde og upersonlige former. Alle har tøj, en form for kedeldragter, i grålige toner, en ting som jo selvfølgelig er et stort problem for Effie. Jeg synes at alle disse detaljer giver lige den følelse af distrikt 13 som der skal til.
Til tider er Katniss udenfor, og der er skel mellem at hun er i de flotte skove som er over distrikt 13 eller i de total ødelagte distrikter, som ligner krigszoner. Det hele er visuelt meget imponerende, og de er rigtig gode til at give en en følelse af de mange forskellige steder, og den store “verden” Pamen trods alt er.
Musik og lydbillede
Musikken er meget smuk og stemningsfuld, og tager på intet tidspunkt overhånd. Musikken er instrumental (heldigvis) igennem hele filmen, på nær et sted. På et tidspunkt begynder Katniss at synge, stille og roligt ude i naturen og så tager musikken over og hendes sang bliver indlejret og en del af selve musikken. Det går over i at vi ser oprører fra andre distrikter synge sangen i kor, stadig sammen med selve musikken og udover at være enormt smukt og storslået, så giver det også et symbolsk flot billede. Det skal nok ses og høres, men smukt er det ihvertfald.