Efter en mildest talt ubelejlig overnatning i et mystisk Airbnb – som givetvis var underholdende for publikum men i mindre grad for filmens persongalleri – er instruktøren af ’Barbarian’ tilbage med sit andet indtog i horror-genren…
Historie
’Weapons’ er en mørk og mystisk fortælling, om hvordan en hel skoleklasse fra dag til anden pludselig forsvinder… lige med undtagelse af ét enkelt barn. En skræmmende og vedkommende præmis der kaster mange spørgsmål af sig… et af dem er blandt andet, om Zach Cregger med sin første film ramte plet ved et tilfælde, eller om der gemmer sig et skud mere i bøssen?
Det er tydeligt allerede fra filmens første sekunder, at ’Weapons’ er i besiddelse af den samme dikterende tone og dunkle mystik, som også prægede instruktørens forrige film. Endnu engang er vi vidne til at en langsomt udviklende fortælling, der snor sig afsted på underlig elegant vis, som var det silkebånd om en tornet gren. Velplantede skarpe ujævnheder bryder pletvis den ellers jordnære fortælling og udvikler sig langsomt men sikkert til et sindsoprivende, om end lettere kortvarigt, klimaks.
Uden at afsløre noget som helst, skal det siges, at det formentlig er en fordel, at man enten har set Zach Creggers forrige film, eller som minimum er beredt på et syret genremix. Ikke fordi der er en historiemæssig sammenhæng, men nærmere at takt og tone tangerer og komplimenterer hinandens vanvid ret godt – særligt i førhen nævnte klimaks, hvor det hele spidser til. Et glimt i øjet for nogen, en torn i øjet for andre… men én ting er sikkert: det er hverken kedeligt eller uinteressant at overvære. Tværtimod.
Stort set fra start til slut har flere karakterer i ’Weapons’ svært ved at finde en forklaring på de hændelser, der udfolder sig. Det er ikke just så anderledes for publikum og bestemt heller ikke for undertegnede. For udover underliggende tematiske tråde, som fx traume og tragedie, kaos og kontrol, socialt kollaps samt nedbrydningen af uskyld, så er filmen også fyldt med små uforklarlige detaljer, som både indvikler og udvikler historien undervejs. Disse elementer tilføjer også en konstant uro til fortællingen, som pludselig kan lave et skarpt udsving, når man mindst venter det.
’Weapons’ er endnu en fængende, finurlig og forskruet fortælling af Zach Cregger, der besidder selvsamme blanding af stor mystik og til tider dyster komik, som det også var tilfældet med instruktørens forrige værk. Der arbejdes desuden med cirka samme mængde absurditet, men leveret med en del mere ambition og tyngde end det var tilfældet med ’Barbarian’. Til gengæld bliver det måske også en mindre strømlinet oplevelse, hvor de større tanker og idéer truer med at overskygge uhyggen og vildskaben undervejs.
Det er en film fyldt med familiære genretræk, forsøgt leveret med mere finesse, men til tider kommer filmens spændvidde simpelthen i karambolage med uhyggens vedholdenhed. Men fordi Zach Cregger oser af så meget selvtillid, er det alligevel en fornøjelse at se ham operere i sin egen skudlinje. Man kommer jo heller ikke sovende til succes, hvilket er noget, Cregger bestemt er klar over. Han holder et vågent øje til genren, går ikke på kompromis med ambitionerne og løber resolut og retningsbestemt mod sin vision – alt hvad vi som publikum kan gøre, er at tage imod lige dele gak og gys med vidtåbne arme.
Skuespil
Med en rolleliste der blandt andet tæller Josh Brolin, Benedict Wong, Amy Madigan, Alden Ehrenreich og Julia Garner, burde der ikke sås tvivl om, at niveauet på området er højt. ’Weapons’ er også en krævende film med fokus på indre traumer og psykologisk stress, hvilket forlanger en del fra alle filmens skuespillere.
Heldigvis lykkedes det for Zach Cregger at få det bedste frem i alle involveret til trods for, at det ikke er nogen nem opgave, han har givet dem. Garner gaber måske over lidt mere end hun kan klare, men heldigvis er Brolins garvede skikkelse en stærk modpart, som balancerer tingene fint ud… og når ja, så stjæler Amy Madigan fuldstændig enhver scene hun er med i.
Visuelt
Med en ængstelig og ulmende billedside, der både er kontrollerende og kommanderende, trækker Zach Cregger os igennem lige dele ubehag og mystik på yderst elegant vis. Kameraet glider let afsted, imens frygten opbygges og faren venter om hvert et hjørne. Cregger virker kalkuleret og selvsikker i sine kunstneriske beslutninger og vækker sin vision til live med både stil og overskud. Og selvom filmen er stilistisk lækker, holder det den ikke fra at være sadistisk ulækker, når den ønsker det. Det er generelt et visuelt veletableret univers, der virker både troværdigt og truende undervejs.
Musik og lydbillede
Endnu et element der gennemsyrer biografsalen og sætter sig i kroppen på den helt rigtige måde, er filmens lydside. Hvad end musikken har til opgave at prikke, stikke eller gennembore dit sind, skal den nok lykkedes med det. Uden at give for meget væk, så arbejder lydsiden også fint i tråd med nogle af handlingens mere mystiske elementer og komplimenterer det kontrollerede kaos med en nærmest hypnotisk klang. Som publikum bliver man suget helt ind i ubehaget – om man vil det eller ej.