Filmanmeldelse: Violinisten

Er du til dramatisk violinmusik og det finske sprog? Eller slet og ret et godt filmdrama? Så burde du rette opmærksomheden mod ‘Violinisten’, der er instrueret af finske Paavo Westerberg og bl.a. har danske Kim Bodnia på rollelisten. Jeg anede intet om filmen, før biografets mørke omsluttede mig, men jeg endte med at gå derfra overrasket og med en god filmoplevelse i bagagen.

Historie

Den berømte violinist Karin Nordström skader sin hånd i en bilulykke, og pludselig er hun ikke længere i stand til at gøre det, som hele hendes liv har handlet om. Hun prøver at finde mening ved at undervise, og hun forelsker sig i den 20 år yngre elev Antti. Umiddelbart passer de ikke sammen, men de har begge stor passion for musikken, og måske kan violinistens drømme stadig nå at gå i opfyldelse.

Filmens plot lyder ikke ligefrem super overvældende eller nytænkende. En person, der pådrager sig en skade, for så ikke længere at kunne udføre sin passion, og en hed kærlighedsaffære oveni – det er ligesom set før. Og filmens første halvdel imponerede mig da heller ikke synderligt. Handlingen skred frem i et tungt tempo og karaktererne irriterede mig grænseløst. Især hovedpersonen Karin, som jeg fandt håbløst intetsigende og usympatisk, og jeg var ude af stand til at lure hendes motivation omkring de ting, hun foretog sig. Men så sker der et eller andet midvejs i filmen, der får mig til at sidde som limet fast til biograflærredet med en stærk følelse af ubehag (på den gode måde!). Måske er det mit stigende had til Karin, der pludselig giver noget godt til min filmoplevelse? Had er i hvert fald langt at foretrække frem for ligegyldighed. Jeg sad med mavepine og frustration igennem den sidste halvdel af filmen, og det var netop dét, der endte med at gøre den overraskende spændende.

Skuespil

Har Kim Bodnia mon været diagent i et tidligere liv? Det spørgsmål kan man ikke undlade at stille sig selv, når man oplever ham i rollen som den intense diagent Björn Darren. Hans skuespil er simpelthen så autentisk, og når han dirigerer og irettesætter den unge violonist Antti, vækker det netop den førnævnte følelse af ubehag hos mig. Han er den der strenge, lettere frygtindgydende men også vanvittigt dygtige musiker, som stakkels Antti kun kan have fået ondt i maven over. Og jeg føler virkelig mavepinen, hvilket Bodnia skal have tak for, men så sandelig også dygtige Olavi Uusivirta, der spiller Antti. Hovedrollen Karin spilles af Matleena Kuusniemi, som skulle være en ret stor skuespiller i Finland. Efter min mening er hendes skuespil dog en anelse fladt og kedeligt, hvilket jeg netop tror er en af de ting, der giver plottet en kedelig start. Vi starter nemlig ud med primært at følge hende, og i takt med at karaktererne Antti og Björn får mere og mere fremtrædende roller, bliver plottet også mere interessant. Dårlig vil jeg ikke kalde hendes præstation, men jeg synes klart, at Kim Bodnia og Olavi (indsæt selv vanvittigt finsk efternavn) er filmens stjerneskuespillere.

Visuelt

‘Violinisten’ byder ikke på de helt igennem ekstraordinære visuelle scener, men det er heller ikke meningen. Ud fra dét, filmen nu er, er det visuelle lykkedes rigtig flot. Der er mange ordinære scener, men så er der også dem, jeg blev fascineret af. Som når der vises lækre nærbilleder af violinerne, der spilles løs på – her bruges der især dunkel belysning, hvilket spiller super godt sammen med violinen som instrument og dermed hele lydbilledet, og jeg er i det hele taget ret vild med filmens brug af lys og farver i samspil med musikken.

Musik og lydbilledet

Og musikken – den kan man ikke sætte en finger på! Der er naturligt noget dystert og sørgmodigt over violinmusik, og det bruger filmen rigtig fint til at skabe den rette stemning. Den musik, der optræder i filmen, kommer oftest fra karakterernes eget violinspilleri, og der gøres således ikke meget brug af det tilfældige og kliché underlægningsmusik, som bare er lagt på, for at bygge en stemning op. Musikken er en integreret del af de vigtige scener, og det virker som om, at der er tænkt over hver en detalje. Violinen – og det storslåede orkestermusik – skaber sammen med det visuelle en intens oplevelse, og selvom jeg ikke nærer et særligt forhold til den slags musik, så kan jeg kun blive betaget.

Billeder: SF-STUDIOS