Filmanmeldelse: What Maisie Knew

I en tid hvor der er meget fokus på selvrealisering, familieværdier og skilsmisser, er ’What Maisie Knew’ en god, relevant og intelligent fortælling, der går lige i hjertet. 

Historie

Da vi først møder den 6-årige Maisie (Onata Aprile), er hendes forældre Susanna (Julianne Moore) og Beale (Steve Coogan) midt i et højlydt skænderi, og ud fra Maisies reaktion så er det noget, der er hverdagskost for hende. Deres skænderier udvikler sig til en bitter strid om forældremyndigheden, hvor Maisie kastes frem og tilbage mellem dem i deres kamp om at vinde, ikke så meget forældreretten, men over hinanden.
Susanna er en aldrende rock-stjerne, hvis karriere er på vej ned, og Beale er en kunsthandler, der ikke umiddelbart ser ud til at have den store succes. For at stå stærkere i retten, gifter Beale sig med Maisies tidligere barnepige Margo (Joanna Vanderham), hvilket får Susanna til at gifte sig med bartenderen Lincoln (Alexander Skarsgard). Mens Beale og Susanna har travlt med at bekrige og såre hinanden, glemmer de til tider alt om Maisie, og det bliver Margo og Lincoln, der prøver at give Maisie nogle kærlige rammer.

Filmen er inspireret af Henry James’ populære romanklassiker med samme navn fra 1987, der selvom den er gammel, beskæftiger sig med nogle temaer, der er lige så relevante i dag som dengang. Måske endda mere nu, hvor vi i dag næsten sætter nye skilsmisserekorder hvert år.

Nancy Doyne og Carroll Cartwright har valgt at sætte historien i nutidens New York, hvor vi får historien fortalt gennem Maisies øjne, hvilket giver en ny vinkel og et frisk pust i denne form for historiefortælling om skilsmisse. For forældre glemmer måske tit, hvor meget børn egentlig lægger mærke til.
Selve historien er okay, men vipper dog til tider lige på kanten til at blive lidt for sentimental og sukkersød og med fare for at miste realismen. I forhold til Henry James’ roman bliver der ikke gået nær så meget i dybden med Maisies udvikling, så det Maisie egentlig ved til sidst er blot at hendes forældre er nogle virkelige dårlige forældre, men at der stadig findes gode mennesker derude. Der kunne filmen måske godt have brugt noget mere fra James’ roman, og jeg synes egentlig filmens svagest punkt netop er selve historien, nogle steder skipper Doyne og Cartwright lidt for let over tingene. Hvis du tager i biografen i håb om at se en tro filmatisering af James’ værk, så bliver du nok skuffet.

Skuespil

De personer, som vi møder igennem filmen, lærer vi at kende via Maisie. Hun observerer, men dømmer sjældent. Det er i stedet op til os som publikum. Og lad os slå det fast med det samme: Susanna og Beale er rigtig dårlige forældre, der er så opslugt af deres interne kamp og egne behov, at de ofte glemmer Maisie, som så er overladt til sig selv og de fremmede, der nu måtte være i nærheden.
Julianne Moore og Steve Coogan har ikke været bange for at gå linen ud med deres karakter, og gøre dem virkelige ubehagelige, både som forældre og mennesker.

What Maise Knew - Julianne Moore, Steve Coogan

Coogan er ikke så meget med i filmen, men i hans scener formår han også at vende publikum imod sig. Han er en bitter, egoistisk og beregnende far, der bruger Maisie som et redskab til at ramme eks-konen, og når han skal tage ansvar, er han hurtigt væk.
Moore spiller den følelsesmæssige manipulerende og jaloux mor, der har meget svært ved at sætte andres behov over hendes egne, og som er mester i spydige kommentarer – også overfor hendes datter. Moore lever sig virkelig ind i rollen og  er ikke bange for at spille moren som tangerende til ren ondskab. Moren er en ego-centreret kvinde, der gerne vil elske hendes datter – når det ellers passer ind i hendes egne planer.

What Maisie Knew - Onata Aprile

Filmens opbygning gør, at det hele står og falder med Onata Aprile. En stor byrde for enhver skuespiller, men Onata gør det fremragende som den 6-årige Maisie, der bliver brugt som en skakbrik i hendes forældres spil mod hinanden, og trods alt formår at holde fast i hendes barnelige uskyld og ubetinget kærlighed til de personer, der er hende nærmest.  Hun spiller Maisie som en observerende og afventede pige, der ikke ofte giver udtryk for hendes følelser, men i stedet tilpasser sig de voksne, der er omkring hende uden at blive vred eller hysterisk. Man sidder virkelig og hepper på Maisie, og håber at der er nogen, der vil tage sig af denne lille pige, så hun kan få lov til at være barn lidt endnu.

What Maisie Knew - Alexander Skarsgard, Joanna Vanderham

Alexander Skarsgard og Joanna Vanderham spiller to karakterer, der også bliver fanget i Susanna og Beales krig. De spiller rollerne med en følsomhed, varme og en smule naivitet, og det giver en god balance til Moore og Coogan. Men der er ikke meget mere dybde i dem, og de bliver mere til små klicheer, hvor man sidder lidt og tænker: de er for gode til at være sande. Hvilket nok mere skyldes Doyne og Cartwright, og ikke Skarsgard og Vanderham, hvis præstationer bringer en varme, som filmen og Maisie trænger til.

Visuelt

Vi ser filmen gennem Maisies øjne, og det afspejler sig også i det visuelle. McGehee og Siegel filmer i børnehøjde, og vi ser og ved kun det, som Maisie observerer. Det giver også filmen et helt unikt udtryk, som jeg rigtig godt kunne lide. Der er der nogle gange, hvor McGehee og Siegel ikke helt har formået at overholde det med at se tingene kun fra Maisies side, hvilket er en smule ærgerligt, men en mindre petitesse.

McGehee og Siegel holder også filmen i ret lyse farver, hvilket igen er med til at understøtte det barnlige, uskyldige udtryk, som symboliserer Maisie gennem hele filmen. Der er nogle flotte, kunstneriske scener i løbet af filmen også, som giver en følelse af lethed og håb for at Maisie stadig kan nå at nyde hendes barndom.

Musik og lydbillede

Der er noget dejligt sårbart over den musik, som Nick Urata har gjort brug af til filmens score. Og jeg synes, den er meget passende til det visuelle udtryk, som McGehee og Siegel prøver at få frem.

Det bliver sat i stærk kontrast med den musik, der bliver brugt, når Moores karakter synger og øver med hendes band, som i virkelighedens verden er indie rock bandet ’The Kills’. Moore synger også selv i filmen, og de klip vi ser af hendes tidligere karrierer, er også med til at give os et bedre billede af hvem hun er.