Ekstraordinære historier kræver ekstraordinære historiefortællere – Scorsese og DiCaprios ‘The Wolf of Wall Street’ skuffer bestemt ikke!
Martin Scorsese og Leonardo DiCaprio har slået tøjlerne sammen igen, faktisk for femte gang, og denne gang portrætterer de børsmægleren “ulven” Jordan Belfort fra Wall Street. ‘The Wolf of Wall Street’ er baseret på Jordan Belforts bøger ‘Memoirer’ og ‘Catching the Wolf of Wall Street’, der fortæller den sande historie om Belforts liv som børsmægler i slut 80’erne til starten af 90’erne. Det er en utrolig historie, der bestemt fortjener at blive fortalt på filmmediet af en verdensklasse instruktør som Martin Scorsese akkompagneret af topklasse skuespilleren Leonardo DiCaprio.
Historie
Jordan Belfort (Leonardo DiCaprio) kommer fra en middelklassefamilie med et mål om at tjene penge… MANGE PENGE! Hvordan realiserer man det? Starte med at være der hvor de store penge er… nemlig på Wall Street. Lige da Belfort er klar til at indtage Wall Street for “real”, bliver han fanget i børskrakket “Black Monday” og mister derfor sit job. Jordan Belfort når dog at lære en vigtig regel inden krakket; for at tjene boksen som børsmægler, skal man ALDRIG trække pengene ud men derimod overbevise kunderne til at reinvestere deres penge.
‘The Wolf of Wall Street’ er en film om, hvordan Jordan Belfort på rakettid skaber sig en millionformue på dubiøse transaktioner og aktiemanipulation, til han bliver jagtet af FBI og finanstilsynet. Vi følger Belfort skabe et imperium fra bunden med en håndfuld repræsentanter fra arbejderklassen, hvor de alt imens husker at nyde deres succes med drugs og sprut i lange baner samt ludere, der deltager sex orgier til deres vilde fester og selvfølgelig en masse cash, hvilket Scorsese får afbildet på fremragende vis.
Leonardo DiCaprio fortæller os historien (voice-over), hvor han til tider taler til os publikum (kigger direkte ind i kameraet og taler til os), hvilket jeg sjældent er den store fan af. Men i ‘The Wolf of Wall Street’ virker det rigtig fint, hvilket også er med til at fremhæve, at filmen er baseret på Jordan Belforts egen erindringer. Desuden leger Scorsese også med formatet, som har en god indvirkning på filmen.
Overordnet er der fart over feltet i ‘The Wolf of Wall Street’, hvilket giver en god energi til hele filmen. Man fornemmer tydeligt, hvordan Jordan Belfort har levet i overhalingsbanen med speederen helt i bund, og som ikke kender ordet STOP. Belfort lever et dekadent liv med overflod af drugs, sprut, damer og penge. Martin Scorsese har tilført den rette mængde “sorte” humor, som fik både jeg og de andre anmeldere til at grine flere gange. Jeg blev rigtig godt underholdt under hele filmen, og min frygt for filmens længde på tre timer blev heldigvis gjort til skamme!
Skuespil
Leonardo DiCaprio spiller den alt overskyggende hovedrolle Jordan Belfort, og det gør DiCaprio med stil og indlevelse! Jeg har altid været fan af Leonardo DiCaprio, specielt samarbejdet mellem ham og Scorsese bringer det ypperste frem i DiCaprio; og med ‘The Wolf of Wall Street’ viser Leonardo DiCaprio igen sin overlegenhed som skuespiller, der overbevisende giver Belfort karisma. Selvom vi selvfølgelig frastødes af Belforts handlinger, så kan du alligevel ikke lade være med at betages af Belfort, og det er helt sikkert DiCaprios fortjeneste, da han bringer charme, gejst, vildskab, kammeratlighed og frækhed til rollen, som er med til at gøre karakteren interessant.
Alle de andre skuespillere såsom Margot Robbie, Kyle Chandler, Jon Bernthal, Rob Reiner mfl. der medvirker i ‘The Wolf of Wall Street’ gør det rigtig godt, men jeg bliver nødt til at fremhæve Jonah Hill, der spiller Belforts trofaste “partner in crime” Donnie Azoff. Det er helt sikkert Jonah Hills bedste performance i sin karriere, hvor han formår at tillægge endnu et lag på sin “typiske” komedieroller, hvor karakteren får mere dybe med en god blanding af seriøsitet og komedie tilføjet en vis galskab.
Matthew McConaughey har en mindre rolle, som han formår at gøre ikonisk i filmen. Matthew McConaugheys måde at bevæge sig på og bruge sin mimik er helt fantastisk og giver hans rolle Mark Hanna en helt speciel aura. McConaughey nailer simpelthen en excentrisk børsmægler, der kender gamet ud og ind, som gerne vil videregive sin visdom og tro til den helt rigtige på sin helt egen måde.
Visuelt
Historien forgår slut 80’erne og starten af 90’erne, hvilket Martin Scorsese rammer rigtig godt i det visuelle udtryk. Det gælder alt fra rekvisitter, kulisser og tøjet. Jetsetterlivet på Wall Street bliver for alvor flashet i ‘The Wolf of Wall Street’, hvor 90’erne specielt stod i Giogio Armarnis tegn, som flere af karaktererne selvfølgelig er klædt på med, for ikke at forglemme Rolex urenes dominans; DiCaprios hovedrolle går med et guld Rolex GMT Master. Biler er et status symbol, og her kører Belfort bl.a. i Jaguar E-Type, Jaguar XKE, Lamborghini Countach og Ferrari 512 TR.
Martin Scorsese har klippet filmen rigtig godt sammen, hvilket er med til at skabe et fint flow i filmen – en vis jazzy feeling, og det passer tit fint med musikkens rytme. Scorsese anvender også nogle gange slow close-up billeder, hvor han får taget nogle flotte billeder, der fanger det smukke stille billede i festernes kaos.
Musik og lydbillede
Igennem hele filmen bliver vi præsenteret for intet mindre en 60 forskellige sange, hvor der mixes fint mellem populære sange fra 90’erne og sange der underbygger filmens stemning, hvor lyrikken typisk understøtter de vilde festers udskejelser. Jeg er også helt vild med traileren, måden den er klippet sammen, så den følger rytmen til Kanye Wests ‘Black Skinhead’.