Den ternede ninja er tilbage, og denne gang i et helt nyt outfit! Du kan se det aller første klip til Anders Matthesens ‘Ternet Ninja 2’ her foroven.
‘Ternet Ninja 2’ er efterfølgeren til den helt store biografsucces om den hævntørstige ninja-bamse og drengen Aske. Den kyniske legetøjsgigant Phillip Eberfrø er ved at slippe for straf, og uskyldige børn er i fare. Derfor genoptages nu jagten på hævn og retfærdighed.
Anders Matthesen står endnu en gang bag manuskript og instruktion, sammen med Thorbjørn Christoffersen. Som Anders Matthesen har for vane, indtaler han også næsten alle stemmerne til de forskellige figurer i animationsfilmen – dette er med undtagelse af rollen Aske, der indtales af Louis Næss-Schmidt og Jessica, der indtales af Emma Sehested Høegh.
‘Ternet Ninja 2’ har også fået en hel ny biografpremiere! Nordisk Film har haft travlt, og vil højst sandsynligt gerne udnytte vores længsel efter at komme i biffen. Derfor rykkes biografpremieren nu fra oktober til den 19. august.