Se traileren til Meryl Streeps kommende film ‘August: Osage County’.
Meryl Streep, der sidst vandt en Oscar for rollen som Margaret Thatcher i Jernladyen spiller nu rollen som Violet Weston, en pilleslugende matriark i en yderst dysfunktionel sydstatsfamilie. Filmens handling begynder den nat hvor Violets mand gennem 30 år, Berverly, forsvinder sporløst. Beverlys forsvinden får parrets tre døtre (spillet af Julia Roberts, Juliette Lewis og Julianne Nicholson) til at vende tilbage til barndomshjemmet sammen med deres familier for at trøste moren og finde ud af, hvad der er sket med deres far. Som i de fleste familier får de fælles minder og den anspændte situation både det bedste og det allerværste frem i alle. Og i takt med at skjulte sandheder lirkes frem og undertrykt vrede blusser op falder søstrene tilbage i deres gamle roller i familiehierarkiet i den næsten uudholdelige augustvarme.
Familien – August Osage County er baseret på et prisvindende teaterstykke skrevet af Tracy Letts og låner sit navn fra et berømt digt af Howard Stark, hvor august måned beskrives som ”tynget af hed luft uden en brise hele dagen”. Det er netop det klima, som langsomt tvinger Violet og døtrene til at se sandheden om dem selv og hinanden i øjnene og endelig afsløre hemmeligheden om den skæbnesvangre nat.
Filmen er instrueret af John Wells og har Meryl Streep, Julia Roberts, Ewan McGregor, Benedict Cumberbatch, Sam Shepard, Chris Cooper, Dermot Mulroney, Juliette Lewis, Julianne Nicholson og Abigail Breslin på rollelisten.
Familien – August Osage County får dansk premiere d. 6. februar 2014.